Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00753
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00753
Resumé
Ok at bringe billede indsendt af klager selv
Midtjyllands Avis og mja.dk skrev ”Kvinde dømt for trusler […]” Sammen med artiklen var et billede af en hammer og en økse lagt over kors.
Billedet havde hun tre måneder tidligere sendt til avisen.
Pressenævnet kritiserer hverken artiklen eller brugen af billedet.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at behandle ophavsretlige spørgsmål.
Klagefristens overholdelse
[Klager] henvendte sig første gang den 6. januar 2015 til Pressenævnet om sagen.
Da hun på det tidspunkt skrev, at hun var utilfreds med Midtjyllands overskrift til artiklen, der er dateret den 23. oktober 2014, må klagen anses for rettidigt indgivet.
Klagen realitetsbehandles.
God presseskik
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Det følger videre af punkt B.5., at der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken.
Offentliggørelse af billedet
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at [Klager] i sin klage til Pressenævnet selv omtaler sig som værende ”psykisk syg”, ligesom hun i oktober 2014 er idømt en behandlingsdom i stedet for straf.
Nævnet har efter parternes oplysninger lagt til grund, at [Klager] den 10. juli 2014 sendte både mailen og det omstridte billede af en økse og en hammer til blandt andre Midtjyllands Avis til orientering om hendes klage til Justitsministeriet.
Det er Pressenævnets opfattelse, at fremsendelse af et billede til en avis generelt må anses for at være et stiltiende samtykke til offentliggørelse i den sammenhæng, som det er fremsendt i.
Midtjyllands Avis afholdt sig på fremsendelsestidspunktet i juli 2014 fra at offentliggøre billedet, men brugte det i artiklen af 23. oktober 2014.
Artiklen af 23. oktober 2014 vedrørte den dom, som [Klager] blev idømt for trusler fremsat i juli 2014 sammen med fremsendelsen af billedet til Justitsministeriet og Midtjyllands Avis.
Artiklen nævner ikke [Klager] ved navn, og det pågældende foto af en hammer og en økse indeholder heller ikke oplysninger, der identificerer [Klager].
På denne baggrund, og da det endvidere må lægges til grund, at billedet indgik i de oplysninger, der var offentligt tilgængelige i forbindelse med straffesagen mod [Klager], finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere, at Midtjyllands Avis brugte billedet som illustration i artiklen om straffesagen, selv om det ikke skete i direkte forbindelse med den sammenhæng, som [Klager] fremsendte billedet i.
Underrubrikken: ”50-årig kvinde skal i psykiatrisk behandling for trusler mod sin søn og [Person A]” og klagen over forkerte faktuelle oplysninger om dommen
Det følger af punkt A.6. i de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel.
Pressenævnet finder, at der er dækning for teksten i underrubrikken henset til, at [Person A] var en af de truede politikere, og det endvidere fremgår af brødteksten, at klagers søn også blev truet.
Pressenævnet finder endvidere, at det ikke er godtgjort, at artiklen indeholder forkerte faktuelle oplysninger om dommen.
Genmæle
Det fremgår af medieansvarsloven, at en anmodning om genmæle skal fremsendes skriftligt til redaktøren senest 12 uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået, jf. § 36, stk. 3.
Pressenævnet finder ikke, at der foreligger faktuelle forkerte oplysninger i offentliggørelsen.
Der er derfor intet at tage til genmæle over for.
[Klager] har klaget over offentliggørelsen af en artikel med et billede bragt i Midtjyllands Avis og på mja.dk den 23. oktober 2014, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har endvidere klaget over mediets afslag på at bringe et genmæle.
1 Sagsfremstilling
Den 23. oktober 2014 bragte Midtjyllands Avis og mja.dk en artikel med rubrikken ”Kvinde dømt for trusler mod [Person A]”.
Over artiklen var indsat et billede af en hammer og en økse lagt over kors.
Af billedteksten fremgår følgende
”Det var dette billede, som kvinden vedhæftede mailen til Justitsministeriet og Midtjyllands Avis, hvori hun udtrykker sin krænkede retssikkerhed og truer med, at »der kommer til at flyde blod under min selvtægt« .
Kvinden blev dømt skyldig i trusler via tredjepart.
Det vil sige, at hun ikke direkte rettede truslerne mod [Person A] og sin søn.”
Af underrubrikken fremgår følgende
”En 50-årig kvinde skal i psykiatrisk behandling for trusler mod sin søn og [Person A] (DF)”
Af brødteksten fremgår følgende
” SILKEBORG
En 50-årig kvinde fra Silkeborg er i byretten i Viborg blevet dømt for trusler mod to personer, som hun betegner som ”bedrager-politikere”.
Den ene er byrådsmedlem [Person A] (DF), mens den anden er den 50-årige kvindes søn, som også er lokalpolitiker – men ikke valgt til byrådet.
Begge har ifølge kvinden begået den ”forbrydelse”, at de har skiftet parti.
- Jeg kender ikke engang [Person A], men det er løgnagtigt og stemmespild, når man efter fem måneder i byrådet skifter parti.
Politikere er mindre troværdige end brugtvognsforhandlere, forklarede kvinden i retten.
Hammer og økse
Kvinden var i juli på politistationen i Silkeborg, hvor hun ønskede at politianmelde sin søn og [Person A].
Men da politiet ikke ville tage imod anmeldelsen, sendte hun mails til Justitsministeriet og Midtjyllands Avis, hvori hun skrev, at hun følte sig krænket og skrev en tidsfrist for, hvornår der skulle være rettet op på krænkelserne.
- Ellers går jeg på jagt efter de to bedrager-politikere med de våden, der ses afbildet på vedhæftede foto, skrev den 50-årige kvinde blandt andet i mailen, der havde vedhæftet et foto af en hammer og en økse.
At kvinden ikke kender meget til [Person A], understreges ved, at hun beskriver hende som ”[Person A]”.
Kvinden sendte også en klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvori hun truede med, at hendes søn ”dør en voldelig død”, hvis også politiklagemyndigheden krænker hendes retssikkerhed.
Den 50-årige kvinde blev umiddelbart efter mailen anholdt på sin bopæl i Silkeborg, hvorefter hun blev varetægtsfængslet i surrogat – dvs. på en psykiatrisk afdeling.
Stemmespild
Kvinden understregede flere gange i retten, at hun ikke havde lyst til at slå nogen ihjel.
Forsvareren spurgte blandt andet ind til, hvorfor hun har et så dårligt forhold til sønnen.
- Jeg stemte på ham til kommunalvalget, og når han skifter parti, så er min stemme spildt, sagde kvinden.
Derudover kom det frem, at der har været andre uoverensstemmelser med sønnen.
Blandt andet har kvinden taget et keyboard, som tilhører hendes barnebarn, fordi hun ville forhindre en dødsulykke, hvis barnebarnet skulle komme til at tisse på et keyboard med strøm i.
- Derudover var sønnen i TV, hvor temaet var negativ social arv, og hvor han fortalte, at han er den første i familien, der har en gymnasial uddannelse.
Men jeg har altså en HF eksamen med et snit på 9,3, forklarede kvinden, der også gav udtryk for, at hun er ked af, at hun ikke er på talefod med sin søn.
En mentalundersøgelse har fastslået, at kvinden er psykisk ustabil og ikke egnet til at modtage en almindelig dom.
Derfor idømte dommeren hende en såkaldt behandlingsdom, som indebærer, at en læge og Kriminalforsorgen skal vurdere hvilken psykiatrisk behandling, hun skal have.
Den 50-årige kvinde blev løsladt efter retssagen tirsdag.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har til støtte for klagen blandt andet anført, at Midtjyllands Avis stjal hendes foto (af hammer og økse lagt over kors), som blev bragt som illustration i artiklen, uden at avisen betalte et fotografvederlag.
Hun havde hverken mundtligt eller skriftligt givet tilladelse til brug af billedet uden vederlag.
Midtjyllands Avis har taget billedet fra en mail, som hun havde sendt til Justitsministeriet, idet hun ved samme lejlighed sendte en kopi til Midtjyllands Avis.
Hun mener ikke, at hun derved har meddelt tilladelse til at bruge billedet, da hun alene sendte mailen til orientering.
Hun mener derfor, at Midtjyllands Avis har anvendt hendes foto ulovligt.
Billedet er et fotografisk værk, som Midtjyllands Avis har fået en kopi af.
Midtjyllands Avis kan ikke automatisk bruge de billeder, der bliver tilsendt, og da slet ikke tre måneder efter modtagelsen, når der er faldet dom.
Billedet blev offentliggjort i forbindelse med dommen, hvilket ikke var hendes hensigt med at sende billedet til Midtjyllands Avis.
Hun mener derfor, at avisen burde have anmodet om hendes samtykke til at bringe billedet i forbindelse med oplysningen om dommen.
[Klager] har endvidere anført, at overskriften er misvisende, da hendes dom vedrører trusler til Den Uafhængige Politiklagemyndighed over de to politikere.
Det er endvidere en faktuel fejl at skrive, at hun er dømt til behandling, når behandlingsdommen end ikke er påbegyndt endnu.
Det er en grov vildledning af offentligheden.
[Klager] har vedrørende genmæle anført, at formålet med at sende billedet til Midtjyllands Avis var at orientere, og at det således ikke gav avisen ret til at offentliggøre billedet.
Offentliggørelsen af billedet skete først tre måneder efter, at de modtog det, og da i en helt anden kontekst.
2.2 Midtjyllands Avis’ synspunkter
Midtjyllands Avis har vedrørende billedet anført, at [Klager] selv har fremsendt billedet til avisen den 10. juli 2014 sammen med en kopi af hendes klage til DUP.
Hun må have fremsendt det til Midtjyllands Avis med henblik på at få omtale af sin sag.
[Klager] gjorde på ingen måde opmærksom på, at billedet, teksten eller dele af teksten ikke måtte bringes i avisen.
Såfremt der ikke nævnes begrænsninger i brugen af et billede, må avisen lægge til grund, at der ingen begrænsninger er.
Kun i de tilfælde, hvor der er tvivl om afsenderen har ophavsretten til billedet, undersøges det yderligere.
Midtjyllands Avis har vedrørende genmælet anført, at den tekst, hun har fremsendt, intet har at gøre med et genmæle i medieansvarslovens forstand, hvorfor Midtjyllands Avis ikke vil bringe det.
Midtjyllands Avis mener ikke, at der er faktuelle fejl i artiklen, hvorfor der ikke foreligger grundlag for et genmæle.
Midtjyllands Avis har vedrørende god presseskik indledningsvis anført, at det ikke fremgår af [Klager]s henvendelser, at hun har klaget over en tilsidesættelse af god presseskik, men at Midtjyllands Avis på trods heraf gerne vil besvare spørgsmålet.
Midtjyllands Avis modtog [Klager]s henvendelse (tekst og foto) den 10. juli 2014.
I artiklen af 12. juli 2014 bragte de ikke navnene på de to truede personer, idet Midtjyllands Avis ikke var sikre på, om politiet havde informeret dem.
Midtjyllands Avis mente derfor ikke, at de to truede personer skulle læse deres navne i avisen i en så alvorlig sag.
Kort før deadline blev det bekræftet, at politiet havde kontakt med de to truede personer.
På samme vis blev [Klager]s navn ikke nævnt, da det kunne afsløre hendes søns navn, og fordi det var åbenlyst, at hun var psykisk ustabil.
Midtjyllands Avis ville derfor udvise tilbageholdenhed.
Helt generelt ville avisen ikke bringe navne i en sådan situation.
Situationen denne fredag var, at [Klager] følte sig afvist af politiet, men at avisen lå inde med et meget alvorligt brev, hvori hun truede med at dræbe to navngivne personer.
Avisen fandt det nødvendigt at kontakte politiet for at gøre opmærksom på truslen.
Avisens henvendelse medførte, at [Klager] blev afhørt og varetægtsfængslet.
Midtjyllands Avis levede derfor både op til standarden om god presseskik samt påtog sig det samfundsansvar, som det er at få de truede informeret om hændelsen.
[Klager] har ikke anfægtet indholdet af artiklen af 12. juli 2014.
Hun har selv fremsendt billedet af den korslagte hammer og økse, og Midtjyllands Avis valgte at bringe billedet, da det illustrerer sagens alvor.
Begge artikler omhandler samme sag, hvorfor tidsforskydningen på tre måneder ikke kan have relevans.
Yderligere oplysninger
[Klager] har oplyst, at hun den 11. juli 2014 fremsendte mail og billede til orientering til Midtjyllands Avis.
Midtjyllands Avis bragte den 12. juli 2014 en artikel med rubrikken ”Kvinde truede søn og en offentlig kendt person på livet” med følgende underrubrik
”Kvinden er nu varetægtsfængslet og skal mentalundersøges.”
Af brødteksten fremgik følgende
SILKEBORG
EN 50-årig kvinde fra Silkeborg blev fredag eftermiddag fremstillet ved grundlovsforhør ved retten i Viborg sigtet for trusler.
Efter afhøringen blev den 50-årige varetægtsfængslet i surrogat i fire uger i Risskov, hvor hun blandt andet skal mentalundersøges.
Den 50-årige har truet sin søn og en offentlig kendt person i Silkeborg i en mail, som hun blandt andet har sendt til Justitsministeren.
I mailen, der indeholder et billede af en økse og hammer lagt over kors, skriver hun blandt andet
»Det er ikke sikkert, de to overlever den selvtægt, jeg er tvunget ud i af betjent (…) på Silkeborg Politistation, da han krænkede både mig og de andre anklagedes retssikkerhed.«
Kvinden havde uden held forsøgt at anmelde de to personer for en form for bedrag, og blev åbenbart rasende, da der ikke blev optaget nogen sag.
De to berørte personer er af politiet blevet orienteret om de trusler, kvinden har fremsat.”
[Klager] har den 17. januar 2015 anmodet Midtjyllands Avis om at bringe følgende tekst
”Den 23. oktober 2014 bragte vi en artikel om en kvinde, der var blevet dømt til psykiatrisk behandling efter at have truet "tredjepart".
I artiklen skrev vi under billedet
Det var dette billede, som kvinden vedhæftede mailen til Justitsministeriet og Midtjyllands Avis, hvori hun udtrykker sin krænkede retssikkerhed og truer med, at »der kommer til at flyde blod under min selvtægt« .
Kvinden blev dømt skyldig i trusler via tredjepart.
Det vil sige, at hun ikke direkte rettede truslerne mod [Person A] og sin søn.
Vi beklager, at vi ikke oplyste, at det var en mail til Det Uafhængige Politiklagenævn, det drejer sig om.
Vi beklager både overfor læserne og kvinden, som vi skrev om.
Billedet havde vi ikke skriftlig eller mundtlig brugstilladelse til, men vi stjal billedet og brugte det (vi troede kvinden var tosset og ikke kendte sin ret).
Vi skrev også, at kvinden skal i behandling men vi har erfaret at det er hun stadig ikke kommet knapt tre måneder efter dommen.
Vi beklager igen vores misinformation og vi har straks sørget for at kvinden har fået økonomisk oprejsning for vort brugstyveri.”
Midtjyllands Avis meddelte den 19. januar 2015 [Klager] afslag på at bringe genmælet, hvorefter [Klager] klagede til Pressenævnet over afslaget.
Pressenævnet har den 21. januar 2015 anmodet Midtjyllands Avis om kommentarer til [Klager]s klage, og avisen svarede, at man efterfølgende var blevet opmærksom på, at klagefristen for genmælet var overskredet.
Midtjyllands Avis meddelte den 23. januar 2015 endvidere til Pressenævnet, at man ikke fandt grundlag for at dispensere fra klagefristen fastsat i medieansvarslovens § 36, stk. 3.
Pressenævnet anmodede herefter [Klager] om hendes bemærkninger til det forhold, at Midtjyllands Avis ikke ville dispensere fra klagefristen.
[Klager] har oplyst, at der er tale om en avis, der har stjålet et billede fra en psykisk syg, og at avisen anser det som sin ret, fordi den lader, som om lov om ophavsret ikke eksisterer.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Hanne Schmidt, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at behandle ophavsretlige spørgsmål.
Klagefristens overholdelse
[Klager] henvendte sig første gang den 6. januar 2015 til Pressenævnet om sagen.
Da hun på det tidspunkt skrev, at hun var utilfreds med Midtjyllands overskrift til artiklen, der er dateret den 23. oktober 2014, må klagen anses for rettidigt indgivet.
Klagen realitetsbehandles.
God presseskik
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Det følger videre af punkt B.5., at der bør udvises særligt hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken.
Offentliggørelse af billedet
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at [Klager] i sin klage til Pressenævnet selv omtaler sig som værende ”psykisk syg”, ligesom hun i oktober 2014 er idømt en behandlingsdom i stedet for straf.
Nævnet har efter parternes oplysninger lagt til grund, at [Klager] den 10. juli 2014 sendte både mailen og det omstridte billede af en økse og en hammer til blandt andre Midtjyllands Avis til orientering om hendes klage til Justitsministeriet.
Det er Pressenævnets opfattelse, at fremsendelse af et billede til en avis generelt må anses for at være et stiltiende samtykke til offentliggørelse i den sammenhæng, som det er fremsendt i.
Midtjyllands Avis afholdt sig på fremsendelsestidspunktet i juli 2014 fra at offentliggøre billedet, men brugte det i artiklen af 23. oktober 2014.
Artiklen af 23. oktober 2014 vedrørte den dom, som [Klager] blev idømt for trusler fremsat i juli 2014 sammen med fremsendelsen af billedet til Justitsministeriet og Midtjyllands Avis.
Artiklen nævner ikke [Klager] ved navn, og det pågældende foto af en hammer og en økse indeholder heller ikke oplysninger, der identificerer [Klager].
På denne baggrund, og da det endvidere må lægges til grund, at billedet indgik i de oplysninger, der var offentligt tilgængelige i forbindelse med straffesagen mod [Klager], finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere, at Midtjyllands Avis brugte billedet som illustration i artiklen om straffesagen, selv om det ikke skete i direkte forbindelse med den sammenhæng, som [Klager] fremsendte billedet i.
Underrubrikken: ”50-årig kvinde skal i psykiatrisk behandling for trusler mod sin søn og [Person A]” og klagen over forkerte faktuelle oplysninger om dommen
Det følger af punkt A.6. i de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel.
Pressenævnet finder, at der er dækning for teksten i underrubrikken henset til, at [Person A] var en af de truede politikere, og det endvidere fremgår af brødteksten, at klagers søn også blev truet.
Pressenævnet finder endvidere, at det ikke er godtgjort, at artiklen indeholder forkerte faktuelle oplysninger om dommen.
Genmæle
Det fremgår af medieansvarsloven, at en anmodning om genmæle skal fremsendes skriftligt til redaktøren senest 12 uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået, jf. § 36, stk. 3.
Pressenævnet finder ikke, at der foreligger faktuelle forkerte oplysninger i offentliggørelsen.
Der er derfor intet at tage til genmæle over for.
Afgjort den 17. marts 2015