SU - administration af tilbagebetaling - støtteberettigende uddannelsesforløb
Statutory Text (3 Articles)
SU - administration af tilbagebetaling - støtteberettigende uddannelsesforløb
Tilbagebetalingspligten kunne ikke udskydes, da et nyt uddannelsesforløb ikke var støtteberettigende.
At Statens Administration tidligere havde tilladt henstand, førte ikke til, at den studerende også på et senere tidspunkt skulle have henstand.
Ankenævnet havde ikke kompetence til at vurdere forhold, der vedrørte inddrivelse ved SKAT.
Din klage vedrørende tilbagebetaling af SU-lån
I brev af 24. september 2014 har du klaget over Statens Administrations afgørelse af 3. september 2014 om afslag på tilbageførsel af dit SU-lån fra SKAT og om afslag på udsættelse af tilbagebetalingspligtens indtræden.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet tiltræder Statens Administrations afgørelse af 3. september 2014 om afslag på udsættelse af tilbagebetalingspligtens indtræden.
Nævnet kan ikke tage stilling til den del af din klage, der vedrører afslag på tilbageførsel af lånet fra SKAT.
Retsgrundlag
SU-bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012, gældende på tidspunktet for Statens Administrations afgørelser af 2. november 2012 om tilbagebetaling og 17. april 2013 om ændring af tilbagebetalingsplanen) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 49.
En låntager (…) skal begynde at betale lånet med påløbne renter tilbage den 1. januar i kalenderåret 1 år efter udløbet af det støtteår, hvor uddannelsesperioden er ophørt.
(…)
Stk. 3.
Uddannelsesperioden er det tidsrum, hvor en uddannelsessøgende er indskrevet på og gennemgår
1) en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte (…)
(…)
Stk. 4.
Uddannelsesperioden betragtes ikke som ophørt, hvis låntager inden for de næste 15 måneder
1) begynder på en anden uddannelse, der kan medregnes i
uddannelsesperioden, eller
2) genoptager den afbrudte uddannelse.
(…)
Reglerne er på tidspunktet for Statens Administrations afgørelse af 3. september 2014 om afslag på at ændre tilbagebetalingsplanen indeholdt i SU-bekendtgørelsens § 61 (nu bekendtgørelse nr. 792 af 25. juni 2014).
Reglernes indhold er uændret.
Begrundelse
Ændring af tilbagebetalingstidspunkt
Som ankenævnet har opfattet Statens Administrations afgørelse af 3. september 2014, har Statens Administration i forbindelse med afslaget på at tage dit lån tilbage fra SKAT samtidig taget stilling til, om Statens Administration ville ændre tilbagebetalingsplanen af 2. november 2012, som også tidligere har været ændret ved brev af 17. april 2013.
Statens Administration har afslået at ændre tilbagebetalingsplanen og har begrundet afslaget med henvisning til, at du først påbegynder din nye uddannelse den 1. februar 2014.
Statens Administration har endvidere i e-mail af 2. oktober 2014 henvist til, at du afsluttede din uddannelse (.
.
.) i januar 2011, og at uddannelsesforløbet med start den 1. februar 2014 ikke er SU-berettigende.
Ankenævnet bemærker, at tilbagebetalingspligten som udgangspunkt indtræder, når uddannelsesperioden er ophørt, jf. SU-bekendtgørelsens § 49, stk. 1.
Din uddannelsesperiode er det tidsrum, du går på en støtteberettigende uddannelse.
Uddannelsesperioden ophørte herefter i januar 2011.
Du skulle derfor begynde at betale lånet tilbage i 2013.
Du har ikke haft et støtteberettigende uddannelsesforløb efter januar 2011.
Ankenævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for at udskyde tilbagebetalingspligtens indtræden efter SU-bekendtgørelsens § 49, stk. 4.
Tidligere afgørelse om annullation af opsigelse
Dit lån opsiges første gang den 19. marts 2013.
Opsigelsen blev efterfølgende den 17. april 2013 annulleret.
Afgørelsen af 17. april 2013 er ikke nærmere begrundet, ligesom det ikke fremgår, om Statens Administration ved afgørelsen eventuelt har anset dig for at være i uddannelse, med den virkning at tilbagebetalingspligten kunne udskydes.
Det er endvidere muligt, at Statens Administration ved afgørelsen af 17. april 2013 gav dig en bedre retsstilling, end der har været grundlag for i SU-bekendtgørelsens 49, stk. 4.
Det kan imidlertid ikke medføre en udskydelse af tilbagebetalingspligtens indtræden på nuværende tidspunkt.
SKAT
Ankenævnet bemærker, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til forhold vedrørende overførsel af lån til SKAT og eventuel tilbageførsel fra SKAT, da afgørelse herom træffes efter loven om inddrivelse af gæld til det offentlige (lov nr. 1333 af 19. december 2008).
Ankenævnet har alene kompetence til at tage stilling til den del af din klage, som omfatter forhold, der reguleres af SU-loven og SU-bekendtgørelsen.
Sagsfremstilling
Det fremgår af tilbagebetalingsplan af 2. november 2012, at du skal begynde at betale dit SU-lån tilbage den 1. januar 2013.
Statens Administration har den 19. marts 2013 opsagt lånet til betaling.
Statens Administration har den 17. april 2013 annulleret opsigelsen af lånet.
Statens Administration har den 21. november 2013 rykket 2. gang for betalingen af dit lån.
Det fremgår af brev af 17. december 2013 fra Roskilde Universitet, at du optages på kandidatuddannelse.
Statens Administration har den 17. december 2013 opsagt lånet til betaling, da du ikke har overholdt aftalen om tilbagebetaling.
Statens Administration har den 17. marts 2014 anmodet dig om dokumentation for, at du er under uddannelse, og oplysning om, hvornår uddannelsen forventes afsluttet.
Statens Administration har den 28. juli 2014 truffet afgørelse om ikke at trække dit SU-lån tilbage fra SKAT til betaling ved Statens Administration.
Statens Administration beder dig indsende dokumentation for, hvornår du er begyndt på uddannelsen og oplysning om, hvornår uddannelsen forventes afsluttet, hvis du har været under uddannelse i den periode, hvor dit lån blev overført til SKAT.
Det fremgår af indskrivningsbekræftelse af 12. august 2014 fra Roskilde Universitet, at du pr. denne dato (overstreget og med håndskrift påført "1. februar 2014") er indskrevet som studerende.
Det fremgår af oversigt af 12. august 2014 fra Roskilde Universitet, at indskrivningsdatoen er den 1. februar 2014.
Med håndskrift er påført "udskrevet 23. juni 2014".
Det fremgår af indskrivningsbekræftelse af 27. august 2014 fra Roskilde Universitet, at du pr. denne dato (overstreget og med håndskrift påført "1. februar 2014") er indskrevet som studerende.
Med håndskrift fremgår endvidere, at indskrivningen ophørte pr. 23. juni 2014.
Du har i e-mail af 27. august 2014 (8:56) beskrevet, at [HD] har rettet henvendelse med henblik på at få gælden tilbageført fra SKAT.
Du har i e-mail af 27. august 2014 (18:43) anmodet om, at gælden returneres til Statens Administration.
Statens Administration har den 3. september 2014 afslået din anmodning om at tage din sag tilbage fra SKAT på baggrund af dokumentationen fra Roskilde Universitet.
Det skyldes, at du først påbegynder din uddannelse 1. februar 2014.
Statens Administration har udsendt rykkere til dig i 2013 og opsigelsen den 1. januar 2014.
I den periode er du tilbagebetalingspligtig, da du ikke er under uddannelse.
Da du var tilbagebetalingspligtig, kan sagen ikke trækkes tilbage fra SKAT.
Du har i brev af 24. september 2014 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at det har været problematisk at få den relevante dokumentation på grund af langtidssygemelding og ferie på Roskilde Universitet, og at Roskilde Universitet havde glemt at skrive startdato.
Du har oplyst, at lånet blev opsagt 28. februar, ikke 1. januar.
Statens Administration har i e-mail af 2. oktober 2014 fastholdt afgørelsen og henvist til, at du var tilbagebetalingspligtig på tidspunktet for opsigelsen af dit SU-lån.
Statens Administration fastholder, at den fremsendte dokumentation på studieaktivitet ikke er tilstrækkelig til at kunne udskyde tilbagebetalingspligtens indtræden.
Endelig dækker de fremsendte dokumenter ikke perioden for din misligholdelse og tidspunktet for opsigelsen af dit lån.
Du afsluttede din uddannelse (.
.
.) i januar 2011 og blev tilbagebetalingspligtig den 1. januar 2013.
Dit lån opsiges første gang den 19. marts 2013.
Opsigelsen annulleres efterfølgende.
Lånet opsiges igen den 17. december 2013 med betaling den 1. januar 2014.
Den 28. februar 2014 overføres lånet til inddrivelse ved SKAT.
Det tilmeldte uddannelsesforløb med start den 1. februar 2014 er ikke tilstrækkeligt til at udskyde tilbagebetalingspligtens indtræden.
Forløbet er ikke SU-berettigende og starter mere end 1 måned efter perioden med misligholdelse og opsigelsen af dit lån.
Statens Administration fastholder opsigelsen af lånet.
Statens Administration har endvidere i e-mail af 2. oktober 2014 videresendt sagen til ankenævnet.
Ankenævnet har den 7. oktober 2014 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde mulighed for at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.