Legislator Case Law & Legislation
W20150909825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00748

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2015 9098 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00748

KEN#LOKDOK23 2015 9098 Valid

Resumé

Kok får ikke artikler fjernet

BT skrev i 2012 ”Drama på [Restaurant]

Dansk mesterkok slog ansat for øjnene af gæster”.

Den blev senere fulgt op af kokkens forklaring.

BT har afvist at afindeksere eller slette artiklerne, og Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere BTs afvisning.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Pressenævnet skal indledningsvis henvise til, at det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt der i forbindelse med hændelsen på restaurant [Restaurant] var tale om vold i straffelovens forstand, da dette henhører under domstolene.

Generelt om punkt B.8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Den konkrete sag

Pressenævnet bemærker, at nævnet efter offentliggørelsen af artiklerne i 2012 ikke blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt offentliggørelsen var i strid med god presseskik.

Pressenævnet har lagt til grund, at den første artikel om hændelsen bygger på kildernes opfattelse af situationen, og at [Klager] i den anden artikel kommer omfattende til orde om hændelsen.

Selvom [Klager] er af den opfattelse, at historien er stærkt dramatiseret og i hans optik faktuel forkert, er der tale om kildernes vurdering af en situation, der har udspillet sig i restauranten.

Pressenævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at kritisere, at BT har afvist at afindeksere/slette artiklerne på bt.dk.

Nævnet bemærker, at BT efter [Klager]s klage til Pressenævnet har aktiveret linket til artiklen, hvor han selv udtaler sig om hændelsen.

Nævnet finder det i den forbindelse beklageligt, at BT først har aktiveret dette link efter klagen til Pressenævnet.

Nævnet finder dog ikke tilstrækkelig grund til at udtale kritik.

KEN#LOKDOK23 2015 9098 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over BTs afslag på at slette/afindeksere to artikler bragt på bt.dk henholdsvis den 15. august 2012 og den 21. september 2012, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Bt.dk bragte den 15. august 2012 en artikel med rubrikken ”Drama på [Restaurant]

Dansk mesterkok slog ansat for øjnene af gæster” .

Af artiklens underrubrik fremgik følgende

”Udover verdensberømt mad, stod der ørefigen på menuen, da mesterkokken [Klager], i følge to kunder slog en ansat kok i hovedet.”

Af artiklens brødtekst fremgår følgende

”Det skulle have været en helt særlig oplevelse for smagsløgene, da [Person A] og hans ledsager spiste hos verdens bedste kok i København 10. maj i år.

I stedet stod der ørefigner på menuen i [Restaurant]s verdensberømte køkken, da mesterkokken [Klager] slog én af sine ansatte i hovedet.

- Forud for den ubehagelige episode, havde vi haft en fantastisk oplevelse, hvor vi endda havde været inviteret ud i køkkenet, fortæller konsulent [Person A] til BT.

- Vi sad sådan, så vi kunne se ud i køkkenet, og der var fuldt knald på hele aftenen, men da vi når til kaffe og dessert kan vi mærke, at stemningen bliver meget højspændt.

[Klager] hæver stemmen nogle gange og råber ’service’ eller noget i den stil.

På det tidspunkt, står der en fire-fem kokke omkring et bord sammen med [Klager], og så pludselig slår han én af kokkene i hovedet.

- Han rammer ham lige over øret, og han slår med flad hånd.

Den yngre koks hue falder halvt af og hænger og dingler, mens han trækker sig væk fra bordet.

Han ser meget forskræmt ud, fortæller [Person A], der så episoden så tydeligt fordi han netop havde talt med sin ledsager om, hvor koncentreret de arbejdede i køkkenet, der kun er adskilt fra restauranten af en glasrude.

- Vi blev begge to meget chokerede over episoden, men det mest skræmmende var næsten, at der ikke var nogen derude, der reagerede på det slag som [Klager] lige havde givet kokken.

Der stod en fire til fem medarbejdere omkring bordet, og ingen reagerede.

- Efter at have sundet sig og sat huen på plads, fortsatte kokken arbejdet som om intet var hændt.

Det virkede meget ubehageligt.

Vælger at gå

Efter voldsepisoden rejser parret sig op for at gå, da de betaler, siger [Person A] til tjeneren, at han ikke vil give drikkepenge på grund af voldsepisoden.

Han beder tjeneren om at sige det videre til restaurantens ledelse og [Klager].

- I min verden hører vold ikke til på en arbejdsplads.

Hverken fysisk eller psykisk vold, siger [Person A], der dagen efter skriver en mail til restaurantens ledelse.

- Der findes i min optik ingen undskyldning for, hvad vi, og ikke mindst den pågældende kok oplevede.

Heller ikke selv om man er kåret til verdens 49. bedste restaurant, og har verdens bedste kok.

At slå andre er udtryk for et fordærvet og på alle måder usundt syn på sine medmennesker, skriver [Person A], der kort efter modtager en mail fra [Restaurant]s direktør og medejer [Person B], der svarer, at det [Person A] og hans ledsager har set, ikke kan have fundet sted.

- Jeg vil gerne med det samme tage afstand fra enhver handling i den retning du beskriver, og samtidig slå fast, at [Restaurant], aldrig nogensinde har set, hørt eller selv været impliceret i noget, der bare minder om det, du beskriver.

Det er mig magtpåliggende straks at undersøge sagen, og du får naturligvis en tilbagemelding omkring episoden, slutter [Person B] til [Person A] 11. maj i år, men siden har [Person A] ikke hørt noget fra [Restaurant].

BT har talt med [Person A]s kvindelige ledsager, der bekræfter forløbet som beskrevet af [Person A].”

Senere samme dag bragte bt.dk endvidere en artikel med rubrikken ”Mesterkok om voldsepisode

Det var kærlige dask” .

Af artiklens brødtekst fremgik følgende

”[Klager], der er kåret som verdens bedste kok to år i træk, kan godt huske episoden, hvor ”Drama på [Restaurant]

Dansk mesterkok slog ansat for øjnene af gæster” .

Men [Klager] afviser på det skarpeste at have slået, sådan som restaurantgæsterne påstår

- Jeg kan godt huske episoden, men det var der nu ikke så meget i.

Nogen gange klapper man folk på skulderen for lige at sige, at nu skal vi være fokuserede.

Andet var det såmænd ikke, siger [Klager] til BT.

- Det er jo en speciel atmosfære, der er i sådan et køkken.

Nogle gange er man presset, fordi man skal levere en vare for gæsterne, der betaler mange penge.

Kokke klapper hinanden lidt ligesom fodboldspillere.

Det lægger jeg ikke så meget i.

Vold hører på ingen måder hjemme i et køkken.

Det hører fortiden til.

Skubber lidt til hinanden

Kunden, der har klaget til jer, siger, at du stak kokken en ørefigen?

- Jeg tror bare, at han har set en aften, hvor der har været hektisk aktivitet i køkkenet.

Vi står 14 mand skulder ved skulder, og så skubber vi måske lidt til hinanden.

Men det er sgu kærligt ment.

Der er ikke nogen, der overhovedet har fået en ørefigen.

Så de har set helt forkert?

- Det vil jeg tro.

Det kan da godt være, at de har set en kokkehue blive dasket til.

Nogle gange går bølgerne højt.

Men der er ikke nogen, der er blevet slået i hovedet.

Du har ikke slået nogen af dine ansatte?

- Nej!

Jeg kan finde på at daske dem på skulderen - men også på at give dem et kram.

Ligesom hvis du har en lille dreng, som du klapper og siger, ’nu skal du op i skole’.

Sådan er det også i en restaurant, siger [Klager] til BT.”

Yderligere oplysninger

Ved opslag på bt.dk og infomedia.dk fremgår det af artiklerne, at de er offentliggjort den 15. august 2012 med opdatering den 21. september 2012.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Artiklen ”Drama på [Restaurant]

Dansk mesterkok slog ansat for øjnene af gæster” gengiver en historie fra to gæster om, at han angiveligt skulle have slået en af restaurantens kokke i hovedet under aftenservice på restauranten.

Der er et citat fra gæsten, hvor der står, at han ”rammer ham lige over øret”, og at ”han slår med flad hånd”, ligesom journalisten senere i artiklen omtaler hændelsen som ”voldsepisoden”.

Ved en google-søgning dukker historien fortsat op, hvilket er meget ubehageligt henset til, at historien er usand.

[Klager] vil i den forbindelse anføre, at det i særlig grad er skadeligt, krænkende og agtelsesforringende at anklage nogen for at have været voldelig over for et andet menneske.

Det er en ubehagelig anklage, ligesom det gør ham ked af det, hvis offentligheden skulle tro, at han er en voldelig person.

Han mener desuden ikke, at BT på nogen måde forsøgte at efterprøve sagens genstand i ”særlig grad” (jf. punkt A.3).

Han blev kontaktet 1-2 dage forud for offentliggørelsen og fik at vide, at BT ville bringe historien, og spurgt om han havde nogen kommentarer.

Ved denne lejlighed fortalte han journalisten, at han på ingen måde havde slået en ansat eller i øvrigt været voldelig.

Han forklarede, at han så vidt han huskede – for det var over tre måneder side, og han havde ikke tænkt over det siden – en aften havde puffet til en koks kokkehue, ligesom man kan give et kammeratligt dask på skulderen.

Den 21. september 2012 publicerede BT artiklen i den trykte avis, hvoraf ingen af hans kommentarer fremgik, og de fremgår heller ikke af den artikel, som ligger på bt.dk nu.

Senere på dagen den 21. september 2012 bragte bt.dk artiklen ”Mesterkok erkender ”episode”

Det var kærlige dask”, hvoraf nogle af hans kommentarer fremgår, men overskriften er vildledende, da han jo netop ikke har erkendt den beskrivelse, som BT beskrev i artiklen.

Linket til artiklen med hans kommentarer er ikke længere aktivt på bt.dk, hvorfor det alene er den ensidige beskrivelse med udokumenterede beskyldninger, der fremgår.

[Klager] har desuden anført, at det ikke kan anses som tilstrækkeligt, at BT har bragt [Person B]s, ejer af [Restaurant], kommentarer, da det ikke konkret er ham, der er den anklagede.

BT burde i det mindste lade ham selv komme til orde.

Han mener, således at BT burde have gjort mere for at undersøge påstanden særligt under henvisning til, at artiklen blev bragt tre måneder efter den påståede ”voldsepisode”.

BT kunne med lethed have kontaktet andre gæster eller ansatte på restauranten, der var til stede den pågældende aften forud for offentliggørelsen af artiklerne tre måneder senere.

Det er desuden blevet ham oplyst, at kilden på daværende tidspunkt var sygemeldt på grund af psykisk stress, og at kilden af denne årsag kunne tænkes at opleve nogle ting voldsommere end de i virkeligheden var.

På baggrund af ovenstående mener [Klager], at det vil være yderst rimeligt, at BT fjerner artiklen.

2.2 BTs synspunkter

BT har anført, at [Klager]s anmodning ikke kan efterkommes.

BT har henvist til, at artiklerne er mere end to år gamle, og at BT mener, at alle presseetiske retningslinjer er overholdt.

To navngivne vidner/gæster stod frem og fortalte om deres oplevelse på restaurant [Restaurant].

I god tid inden artiklen blev offentliggjort fik [Klager] mulighed for at komme med sin version af episoden.

Der hersker uenighed om, hvordan episoden skal tolkes.

De to vidner/gæster mente, at der var tale om et slag, mens [Klager] kalder det et ”dask”.

Begge fortolkninger fremgår af BTs dækning af hændelsen, men der hersker ikke tvivl om, at der har været en ”episode”.

Dette erkender begge parter.

Begge artikler er tydeligt tilgængelige på bt.dk på publiceringstidspunktet og et par dage senere.

Begge artikler er endvidere tilgængelige to år efter offentliggørelsen ved søgning på bt.dk eller google, og der er nu sørget for, at der er et aktivt link mellem de to artikler.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Rasmus Emborg, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl.

Pressenævnet skal indledningsvis henvise til, at det ligger uden for nævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt der i forbindelse med hændelsen på restaurant [Restaurant] var tale om vold i straffelovens forstand, da dette henhører under domstolene.

Generelt om punkt B.8

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret.

Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Den konkrete sag

Pressenævnet bemærker, at nævnet efter offentliggørelsen af artiklerne i 2012 ikke blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt offentliggørelsen var i strid med god presseskik.

Pressenævnet har lagt til grund, at den første artikel om hændelsen bygger på kildernes opfattelse af situationen, og at [Klager] i den anden artikel kommer omfattende til orde om hændelsen.

Selvom [Klager] er af den opfattelse, at historien er stærkt dramatiseret og i hans optik faktuel forkert, er der tale om kildernes vurdering af en situation, der har udspillet sig i restauranten.

Pressenævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at kritisere, at BT har afvist at afindeksere/slette artiklerne på bt.dk.

Nævnet bemærker, at BT efter [Klager]s klage til Pressenævnet har aktiveret linket til artiklen, hvor han selv udtaler sig om hændelsen.

Nævnet finder det i den forbindelse beklageligt, at BT først har aktiveret dette link efter klagen til Pressenævnet.

Nævnet finder dog ikke tilstrækkelig grund til at udtale kritik.

Afgjort den 17. februar 2015

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →