Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00732
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00732
Resumé
Kritik for gammelt citat
Fyens Stiftstidende citerede Sundhedsstyrelsen, der først skrev om en navngivet vagtlæge, at han ”kan udgøre en overhængende fare for sine patienter”, senere ændrede styrelsen det til ”kan udgøre en risiko for patientsikkerheden”.
Pressenævnet kritiserer Fyens Stiftstidende for ikke at gøre opmærksom på, at formuleringen blev ændret.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet kun tager stilling til, hvorvidt der er sket en offentliggørelse, der er i strid med god presseskik.
Nævnet kan således ikke tage stilling til, om sundhedsministeren mener, der er forskel på funktionen som vagtlæge og som almindeligt praktiserende læge, jf. parternes høringssvar.
Ukorrekt information
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte jf. pkt.
A.1.
Pressenævnet lægger til grund, at Fyens Stiftstidendes forsidecitat stammer fra et høringsbrev om virksomhedsindskrænkning fra Sundhedsstyrelsen til [Klager], afsendt den 4. juli 2014.
Her anvendes formuleringen, at [Klager] i sit virke som lægevagt ”kan udgøre en overhængende fare for sine patienter”.
I høringsbrevet af 22. august 2014 ændrede Sundhedsstyrelsen formuleringen til, at [Klager] i sit virke som lægevagt ”kan udgøre en risiko for patientsikkerheden” .
Da [Klager] valgte at fraskrive sig retten til at fortsætte sin faglige virksomhed som vagtlæge, blev [Klager] ikke pålagt at offentliggøre virksomhedsindskrænkningen.
Der er således tale om, at Fyens Stiftstidende valgte at offentliggøre det første høringsbrev i stedet for det andet høringsbrev, hvor formuleringen ikke var nær så sensationspræget som i det andet høringsbrev.
Pressenævnet kritiserer, at Fyens Stiftstidende bragte et citat fra det første høringsbrev uden at gøre opmærksom på, at der hverken var tale om en endelig afgørelse, eller at formuleringen i et senere høringsbrev blev ændret.
Fyens Stiftstidende offentliggjorde først artiklen den 21. oktober 2014 og har derfor været fuldt ud vidende om, at høringsbrevet af 4. juli 2014 ikke indeholdt den endelige offentliggørelsestekst.
Krænkelse af privatlivets fred
Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Det er Pressenævnets opfattelse, at det klart er i patienternes interesse at få at vide, at deres praktiserende læge efter indskærpelse fra Sundhedsstyrelsen om, at han ”skulle være mere omhyggelig ved sin behandling af patienter i lægevagten”, valgte at fraskrive sig retten til at fortsætte sin faglige virksomhed som vagtlæge.
Det samme gælder oplysningen om, at styrelsen i 2011 og 2012 valgte ikke at foretage sig yderligere, fordi han ”lovede at udvise større omhu ved konsultationer i lægevagten”.
Det bemærkes i den forbindelse, at det tillige fremgår af artiklerne – og i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens høringsbrev af 22. august 2014 – at styrelsen vil vurdere [Klager]s øvrige virksomhed som alment praktiserende læge ved at indhente et antal patientjournaler.
Pressenævnet finder herefter ikke, at Fyens Stiftstidende har tilsidesat god presseskik ved at offentliggøre [Klager]s navn.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Fyens Stiftstidende at offentliggøre følgende
”[Rubrik]
Pressenævnet kritiserer Fyens Stiftstidende
[underrubrik]
Et citat fra Sundhedsstyrelsen blev bragt på forsiden, uden at Fyens Stiftstidende gjorde opmærksom på, at formuleringen senere blev ændret
[tekst]
Fyens Stiftstidende bragte den 21. oktober 2014 på forsiden af avisen citatet Sundhedsstyrelsen finder, at han i sit virke som lægevagt kan udgøre en overhængende fare for sine patienter , som stammede fra et tidligt høringsbrev i en sag om virksomhedsindskrænkning.
Pressenævnet kritiserer, at avisen ikke gjorde opmærksom på, at ordvalget i det endelige høringsbrev blev ændret til, at lægen i sit virke som lægevagt kan udgøre en risiko for patientsikkerheden .
Lægen klagede også over, at avisen offentliggjorde hans navn.
Pressenævnet kritiserer ikke, at avisen offentliggjorde lægens navn.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen kan læses på: www.pressenaevnet.dk.”
Praktiserende Lægers Organisation (herefter PLO) har på vegne af [Klager] klaget til Pressenævnet over flere artikler bragt i Fyens Stiftstidende den 21. oktober 2014, idet organisationen finder, at god presseskik er tilsidesat.
1 Sagsfremstilling
Fyens Stiftstidende bragte den 21. oktober 2014 en forside, hvor der på en sort baggrund med store typer var anført følgende
”Her er advarslen, som patienterne ikke må se
Sundhedsstyrelsen har indskrænket læge [Klager]s faglige virke, således at han indtil videre ikke må arbejde som lægevagt ...
...
Sundhedsstyrelsen finder, at han i sit virke som lægevagt kan udgøre en overhængende fare for sine patienter.”
Herunder var anført en henvisning til en artikelserie samt en leder inde i avisen under titlen ”Svigt i lægevagten” .
Den første artikel i serien havde overskriften ”- Kritik af vagtlæge bør offentliggøres” .
Af artiklen fremgik følgende
”Hård kritik af læge [Klager]s arbejde som lægevagt skal offentliggøres, mener Folketingets sundhedsordførere
”Fuldstændig mærkværdigt”.
”Et smuthul i regelsættet”.
”Meget problematisk”.
”Kreativ omgåelse af reglerne”.
Sådan er reaktionen fra fire af Folketingets sundhedsordførere på Fyens Stiftstidendes afsløring af, at læge [Klager], der har praksis på Fisketorvet 3, 2. sal i Odense, har undgået at få offentliggjort usædvanlig hård kritik af sit arbejde i lægevagten ved frivilligt at trække sig fra ordningen.
En aktindsigt, som Fyens Stiftstidende har fået via Sundhedsstyrelsen, viser, at han trak sig, efter Sundhedsstyrelsen var klar til at forbyde ham at være lægevagt.
Han har som lægevagt haft 14 klager - en af dem fra 36-årige [Person A]s pårørende.
[Person A] døde i marts to timer efter, hun havde ringet til [Klager] i lægevagten og beskrevet symptomer på en blodprop.
Han rådede hende til at tage smertestillende medicin og se tiden an.
Patienter bør kende kritik
- Det er fuldstændig mærkværdigt, at Sundhedsstyrelsen ikke offentliggør sin kritik af ham, når den er så hård.
Det burde ikke betyde noget, at han har trukket sig fra lægevagten frivilligt.
Han har jo stadig sit virke som praktiserende læge, og hans patienter bør kende den kritik, han er blevet udsat for, siger sundhedsordfører for SF Özlem Cekic, der vil tage sagen op med sundhedsminister Nick Hækkerup (S).
Det var efter råd fra Lægeforeningen og PLO, de praktiserende
lægers organisation, at [Klager] frivilligt har forladt vagtlægeordningen og er sluppet for at få offentliggjort meget hård kritik med ordlyden
”Sundhedsstyrelsen finder, at han i sit virke som lægevagt kan udgøre en overhængende fare for sine patienter”.
PLO’s direktør, Peter Oreboe Hansen, udtaler, at det er bedst for en læge ikke at optræde på Tilsynslisten med kritik, og derfor har PLO udnyttet lovgivningen til at undgå det.
Læs flere udtalelser fra PLO til højre her på opslaget.
Men den lovgivning skal laves om.
Det mener både SF, Socialdemokraterne, De Konservative og Venstre.
- Det er helt indlysende, at en så kritisabel lægefaglig adfærd skal offentliggøres.
Jeg forstår godt, at Lægeforeningen kæmper for sit medlem – det er smuthullet i regelsættet, der er problemet.
Vi kan ikke have, at mandens patienter ikke ved, hvem det er, der behandler dem, siger Flemming Møller Mortensen, der er sundhedsordfører for Socialdemokraterne.
I juni i år afleverede en international ekspertgruppe en hård kritik af Sundhedsstyrelsen.
Blandt andet på tilsynsområdet er der behov for forbedring, konkluderede ekspertgruppen.
Kritikken har blandt andet ført til afskedigelse af tilsynschef Anne Mette Dons, der har spillet en af hovedrollerne i Sundhedsstyrelsens sagsbehandling af den odenseanske vagtlæge.
- Det er lige præcis en sag som denne, som har medført en kulegravning af Sundhedsstyrelsen.
Vi skal sådan en kattelem, som der er tale om her, til livs, siger Flemming Møller Mortensen.
Imod intentionerne
Også i højre side af salen er der krav om, at reglerne bliver ændret.
- Dette eksempel beskriver, at sundhedsmyndighederne reagerer alt for langsomt.
Tænk hvis Fyens Stiftstidende ikke havde afdækket sagen.
Var han så overhovedet blevet taget ud af vagtlægeordningen?
Jeg tror det ikke.
Og det er meget svært at forestille sig, at en dårlig læge kun begår fejl i lægevagten, men ikke i sin praksis, siger Mai Mercado, sundhedsordfører for De Konservative.
- Det virker som en meget kreativ omgåelse af reglerne.
Det er jo i klar modstrid med intentionerne om, at gentagne, grove tilfælde af svigt skal offentliggøres, så patienterne kan træffe oplyste valg.
Hvis man insisterer på, at reglerne er overholdt, vil jeg opfordre sundhedsministeren til at lave reglerne om, siger Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde.
Sundhedsminister Nick Hækkerup vil ikke kommentere de principielle aspekter over for avisen.
Fyens Stiftstidende har flere gange i dækningen af serien ”Svigt i lægevagten” tilbudt læge [Klager] at kommentere historierne og give sin version.
Senest to gange i går.
Det har [Klager] ikke ønsket.”
I sammenhæng med artiklen var bragt et billede af et navneskilt, hvorpå der stod ”2. sal Læge [Klager]”.
Af den tilhørende billedtekst fremgik følgende
”Læge [Klager] med praksis på 2. sal af Fisketorvet nummer 3 i Odense er ikke længere en del af Region Syddanmarks lægevagtordning.
Han har trukket sig fra ordningen og har dermed undgået at komme til at optræde på Sundhedsstyrelsens Tilsynsliste med hård kritik.”
På den følgende side fremgik en faktaboks med overskriften ” Her er kritikken i sin fulde ordlyd”.
Af faktaboksen fremgik følgende
”Fyens Stiftstidende har via en aktindsigt hos Sundhedsstyrelsen fået adgang til den fulde ordlyd af den kritik, der skulle have været offentliggjort på Sundhed.dk og Sst.dk, hvis ikke [Klager] havde trukket sig frivilligt.
Sundhedsstyrelsen skriver
”Offentliggørelse af virksomhedsindskrænkningen vil i givet fald få følgende ordlyd
Sundhedsstyrelsen har xx.xx. 2014 indskrænket læge [Klager]s faglige virke, således, at han indtil videre ikke må arbejde som lægevagt, hverken som udførende eller visiterende lægevagt.
Baggrunden herfor er, at [Klager] ved flere lejligheder har udvist kritisabel faglig virksomhed, og Sundhedsstyrelsen finder, at han i sit virke som lægevagt kan udgøre en overhængende fare for sine patienter.
Sundhedsstyrelsen finder med baggrund i disse, at læge [Klager]s faglige virke vil kunne udgøre en risiko for patientsikkerheden, såfremt det ikke ændres.”
Derudover skriver Sundhedsstyrelsen, at hans forbud mod at være lægevagt ud over offentliggørelsen på Tilsynslisten på Sundhed.dk og styrelsens hjemmeside også skal offentliggøres på læge [Klager]s egen hjemmeside og i hans øvrige markedsføring.
Brevet fra Sundhedsstyrelsen er afsendt af daværende chef for Enhed for Tilsyn og Patientsikkerhed, overlæge Anne Mette Dons og chefkonsulent Eva Bidstrup.
På Patientombuddets hjemmeside kan man se ombuddets afgørelser i klagesager over læger.
Hvis en læge har mere end tre klager, eller hvis patientombuddet har udtrykt særlig hård kritik, vil man i klageafgørelsen kunne læse lægens navn.
[Klager]s navn står blandt andet på den klage, som blev indgivet, efter [Person A] døde af en blodprop, da han i lægevagten havde rådet hende til at tage Panodiler.
Hele afgørelsen kan læse på Patientombuddet.dk, under ”Afgørelser”, ”Afgørelser fra Sundhedsvæsenets disciplinærnævn” og ”Afgørelser med navn”
Ved siden af faktaboksen fremgik 7 spørgsmål til og svar fra PLOs direktør
”7 skarpe til direktøren i PLO”
Peter Orebo Hansen er direktør i PLO, de praktiserende lægers organisation under Lægeforeningen
1 Hvorfor har I undersøgt i Sundhedsstyrelsen, hvad konsekvensen for [Klager] ville være, hvis han trak sig frivilligt?
- Vi vurderer, at det er bedst for lægen, hvis han ikke optræder på Tilsynslisten, og da det er en mulighed i lovgivningen at undgå det ved at trække sig frivilligt, har vi givet vores medlem det råd.
2 Er det godt for patienterne?
- Det vil jeg ikke tage stilling til.
Vores opgave er at tage hensyn til vores medlem.
3 Er det er rimeligt, at læger har mulighed for at undgå at få offentliggjort kritik, hvis de trækker sig frivilligt?
- Det andet må du spørge Folketinget om.
Vores eneste opgave er, at give vores medlem den bedste service.
4 En lang række sundhedsordførere synes, det er urimeligt, at lægen slipper for at få offentliggjort kritik.
- Det er ikke mit bord.
5 Har I ikke et hensyn til patienterne?
- I den aktuelle situation er vores rolle at rådgive lægen, som er medlem i vores organisation.
6 Hvad med jeres ansigt udadtil?
- Vi har ingen problemer i at varetage vores opgave som interesseorganisation for vores medlemmer.
Og vi skal også lige være opmærksom på, at lægen er ikke dømt.
7 Sundhedsstyrelsen har udtalt hård kritik, som lægen så bare er sluppet for at få offentliggjort.
- Jeg vil ikke gå ind i den konkrete sag.
Jeg konstaterer, at der ikke er faldet en afgørelse i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.”
På samme side bragte Fyens Stiftstidende et interview med overskriften ” - Lægen virkede troværdig”, af interviewet fremgik følgende
”Anne-Marie Vangsted, konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen, mener ikke, at [Klager]s patienter har ret til at vide, at Sundhedsstyrelsen mener, at han er til fare for Patienterne.
I undersøger 30 journaler i [Klager]s private praksis.
Hvorfor?
- Hidtil har der kun været fokus på hans virke som vagtlæge.
Men vi ønsker at undersøge, om han også som alment praktiserende læge kan være til fare for patientsikkerheden.
Ligger der klagesager på ham som praktiserende læge?
- Nej, ikke så vidt jeg ved.
Men vi gør det her som en forebyggende foranstaltning, fordi der har været en del sager i forbindelse med hans virke som vagtlæge.
I undersøger hans praksis, fordi der ligger 14 sager på ham som vagtlæge.
Men I offentliggør ikke hans navn.
Hvorfor må borgerne ikke få at vide, hvem han er?
- Det er sådan, at når man indgår en frivillig aftale om at fraskrive sig retten til - i det her tilfælde - at være vagtlæge, så kommer man ikke på vores tilsynsliste.
Men I mener, at han som vagtlæge er decideret farlig for patienterne.
Og I undersøger nu hans praksis.
Er det ikke rimeligt, at hans patienter får det at vide?
- Nu er der jo ingen klagesager imod ham som praktiserende læge, så vi forventer, at hans praksis kører, som den skal.
For en sikkerheds skyld går vi ind og undersøger hans forhold der også af hensyn til patientsikkerheden.
Hvis du var patient i [Klager]s praksis, ville du så ikke synes, det var rimeligt, at jeres kritik lå offentligt tilgængelig?
- Jeg synes ikke, det er relevant at offentliggøre oplysninger, hver gang vi undersøger nogen.
Vi skrider jo først ind over for en læge i det øjeblik, det er dokumenteret, at noget ikke er, som det skal være.
Og der er ikke noget, som tyder på, at han har begået fejl i sin praksis.
Det er kun for en sikkerheds skyld, at vi tjekker ham.
Det virker som om, at hensynet til lægen vejer tungere end hensynet til hans patienter.
- Vi har altid patientsikkerheden øverst på dagsordenen.
Det udtrykker vores undersøgelse af hans praksis jo også.
Selv om han ingen klagesager har, går vi alligevel ind og undersøger forholdene.
Vi har talt med flere politikere.
Ingen af dem forstår, at en læge med så grove sager bag sig kan undgå at få offentliggjort sit navn.
- Jeg kan kun sige, at sådan som praksis er, kommer man ikke på tilsynslisten, hvis man frivilligt fraskriver sig dele af sin autorisation.
Mener du, den praksis er til gavn for patientsikkerheden?
- Ja, jeg synes, at den fungerer.
Men det kan man selvfølgelig have forskellige holdninger til.
Tilbage i 2011 beder I læge [Klager] om at forklare en skærpet kritik fra Patientombuddet.
Her siger han, at han nok skal udvise større omhu og gå på kurser i at lytte og spørge bedre.
Kontrollerer I, om han gør, hvad han siger, at han vil gøre?
- I det øjeblik, der kommer flere klagesager, så reagerer vi.
Det gør I så året efter, i 2012.
Her mødes [Klager] med embedslægen, og endnu engang siger han, at han nok skal forbedre sig.
Kontrollerer I, om han gør, hvad han siger?
- Hvordan vil du have, at vi skal kontrollere ham ud over at holde øje med eventuelle nye sager?
Han siger, at han vil tage på kurser.
Tjekker I, om han rent faktisk gør det?
- Pas.
Det ved jeg ikke.
Han kan jo i realiteten fylde jer med løgn.
- Nej, hør nu her.
Vi tager ham ind til samtale, og her vurderer vi, at han er troværdig.
Og derfor mente vi ikke, at der var behov for at foretage os yderligere.
Men [Klager] har på det tidspunkt ni klagesager.
Hvorfor stopper I ham ikke på det tidspunkt?
- Fordi vi vurderede, at han havde forstået problemet med sin virksomhed og hvad der skulle ændres.
Den 1. april i år får I lydfilen af samtalen mellem [Person A] og [Klager], der ordinerer Panodiler trods klare symptomer på blodprop.
Men I kontakter ham først i juli.
Hvorfor går der tre måneder?
- På det tidspunkt afventede vi den endelige erklæring fra Retsmedicinsk Institut.
Da vi fik den, orienterede vi lægen om, at vi overvejede at frakende ham retten til at være vagtlæge.
Når du ser forløbet, er der så noget, I i Sundhedsstyrelsen burde have gjort anderledes?
- Det er nemt at være bagklog.
Men måske skulle vi have skredet ind noget før i stedet for at afvente erklæringen fra Retsmedicinsk Institut.
Det har vi evalueret på.
Men I fortryder ikke jeres tillid til lægen i 2012?
- Nej, for sådan som det så ud dengang, traf vi den rigtige beslutning.”
Nederst på samme side fremgik en redaktionel leder med overskriften ”Derfor skriver Fyens Stiftstidende navnet på lægen nu” .
Af lederen fremgik følgende
”Fyens Stiftstidende har hidtil valgt ikke at skrive navnet på den læge, hvis arbejde som vagtlæge er beskrevet i adskillige artikler gennem snart fire måneder.
I dag skriver vi for første gang hans navn.
Det gør vi, fordi [Klager] - selv bruger han ikke ”[Klager]” - har usædvanligt mange patientklager og ifølge Sundhedsstyrelsens vurdering er til fare for sine patienter.
Trods flere advarsler har han ikke ændret adfærd.
Det viser en gennemgang, som avisen har fået aktindsigt i, af lægens sagsforløb.
Her fremgår det, at styrelsen havde til hensigt at udelukke ham fra at arbejde i lægevagten for at beskytte patienterne.
En beslutning, der ville fremgå af Sundhedsstyrelsens tilsynsliste samt lægens egen hjemmeside og markedsføring.
Men ved selv at trække sig undgik lægen, at de oplysninger nåede ud til patienterne.
Avisen mener på den baggrund, at hensynet til patienterne nu vejer tungere end beskyttelsen af lægens identitet.”
Yderligere oplysninger
Af Sundhedsstyrelsens høringsbrev til [Klager] af 4. juli 2014 fremgik blandt andet følgende
”Offentliggørelsen af virksomhedsindskrænkningen vil i givet fald få følgende ordlyd
Virksomhedsindskrænkning
Sundhedsstyrelsen har xx. xx 2014 indskrænket læge [Klager]s faglige virke, således at han indtil videre ikke må arbejde som lægevagt, hverken som udkørende eller visiterende lægevagt.
Baggrunden herfor er, at [Klager] ved flere lejligheder har udvist kritisabel faglig virksomhed, og Sundhedsstyrelsen finder, at han i sit virke som lægevagt kan udgøre en overhængende fare for sine patienter.”
Af Sundhedsstyrelsens høringsbrev til [Klager] af 22. august 2014 fremgik blandt andet følgende
”Offentliggørelse af virksomhedsindskrænkningen vil i givet fald få følgende ordlyd
Virksomhedsindskrænkning
Sundhedsstyrelsen har den 1. september 2014 indskrænket læge [Klager]s faglige virke, således at han indtil videre ikke må arbejde som lægevagt, hverken som udkørende eller visiterende lægevagt.
Baggrunden herfor er, at [Klager] ved flere lejligheder ikke har udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med sit arbejde som læge, herunder har han ikke reageret relevant på patienternes oplysninger, ligesom han ikke spurgt relevant ind til disse.
Sundhedsstyrelsen finder på denne baggrund, at læge [Klager] i sit virke som lægevagt kan udgøre en risiko for patientsikkerheden.”
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Ukorrekt information
I artiklen både på forsiden og inde i bladet anføres blandt andet, at ”… Sundhedsstyrelsen finder, at han i sit virke som lægevagt kan udgøre en overhængende fare for sine patienter.” Opsætningen signalerer, at der er tale om et citat fra et officielt dokument fra Sundhedsstyrelsen.
Teksten er faktuelt forkert, idet Sundhedsstyrelsen ikke har brugt formuleringen ”overhængende fare”, jf. høringsbrevet af den 22. august, s. 6.
Sundhedsstyrelsen har derimod udtalt, at lægen i sit virke som lægevagt ”vil kunne udgøre en risiko for patientsikkerheden”.
Den anvendte formulering stammer fra et tidligere høringsbrev fra Sundhedsstyrelsen af den 4. juli 2014.
Det fremgår tydeligt, at der er tale om et høringsbrev og ikke en afgørelse.
I den endelige høringsbrev af den 22. august 2014, indgår formuleringen ”vil kunne udgøre en risiko for patientsikkerheden” og ikke ”overhængende fare”, som det fremgik af forsiden på Fyens Stiftstidende den 21. oktober 2014.
Fyens Stiftstidende har dermed bragt ukorrekte oplysninger, og dermed handlet i strid med pkt.
A.1 i de vejledende regler for god presseskik.
Krænkelse af privatlivets fred
Fyens Stiftstidendes omtale af vagtlægens navn er også i strid med pkt.
B.1 i de vejledende regler for god presseskik.
I den redaktionelle leder på side 9 i avisen forklares det, hvorfor avisen nu vælger at offentliggøre navnet på den læge, hvis arbejde som vagtlæge tidligere er beskrevet i en række artikler i avisen.
Det forklares, at avisen nu offentliggør navnet ”fordi [Klager] – selv bruger han ikke ”[Klager]” – har usædvanlig mange patientklager, og ifølge Sundhedsstyrelsens vurdering er til fare for sine patienter…”.
Som omtalt i foregående punkt er dette ikke korrekt.
Når Fyens Stiftstidende som begrundelse for at offentliggøre vagtlægens navn henviser til ”hensynet til patienterne” , må begrundelsen afvises, da vagtlægen jo netop ikke længere arbejder som vagtlæge og derfor ikke på nogen måde kan være til ”fare” for patienterne i sin udøvelse af lægegerningen i dagtid.
I denne sag er der således ikke en klar almen interesse i, at vagtlægens navn offentliggøres.
Uanset at Fyens Stiftstidende mener at have handlet under hensyn til offentlighedens interesse, så overstiger hensynet til lægen klart hensynet til offentlighedens interesse i denne sag.
Lægens indtjeningsmuligheder og patientgrundlag i dagtid forsvinder, når han bliver hængt ud på denne måde i pressen med navns nævnelse.
Det er i strid med ministerens svar til Folketingets Sundhedsudvalg, når Fyens Stiftstidende forsvarer sig med, at Sundhedsstyrelsen ikke selv konkluderer, at det er vagtlægefunktionen, der er problemet.
2.2 Fyns Stiftstidendes synspunkter
Ukorrekt information
Fyens Stiftstidende har vurderet, at det er af interesse for offentligheden at kende navnet på den praktiserende læge med mere end 1.700 borgere tilknyttet sin praksis, der af Sundhedsstyrelsen får anmærkningen, at han ”i sit virke som lægevagt vil kunne udgøre en risiko for patientsikkerhed” .
I en tidligere formulering stod der, at ”Sundhedsstyrelsen finder, at han i sit virke som lægevagt kan udgøre en overhængende fare for sine patienter” .
Det er denne formulering Fyens Stiftstidende har brugt på forsiden af avisen den 21. oktober 2014.
Sundhedsstyrelsen uddyber sin vurdering med, at der er indgivet mere end ti klager over [Klager].
Blandt andet står der
”Det var efter Sundhedsstyrelsens vurdering et meget stort antal klager indenfor en kort periode sammenlignet med andre praktiserende læger”.
Her skelner man ikke mellem titlerne ”vagtlæge” og ”praktiserende læge”.
Sundhedsstyrelsen konkluderer da heller ikke, at det er vagtlægefunktionen, der er problemet, men at det er [Klager]s mangel på grundighed i sine konsultationer med patienterne, der fører det usædvanligt store antal klagesager, hvoraf den sidste har dødelig udgang.
For eksempel får [Klager] kritik for ikke at sikre sig fyldestgørende anamestiske oplysninger, der kan udelukke, at patienterne fejler noget alvorligt.
Senere skriver Sundhedsstyrelsen, at [Klager] ikke har ”reageret relevant på patienternes oplysninger, ligesom han ikke har spurgt relevant ind til disse.”
Krænkelse af privatlivets fred
I forhold til offentlighedens interesse er det efter Fyens Stiftstidendes vurdering en teoretisk diskussion at skelne mellem [Klager]s faglige evner som henholdsvis praktiserende læge og vagtlæge.
Det synspunkt støttes blandt andre af de praktiserende lægers tidligere formand Henrik Dibbern, der i en generel kommentar til Sundhedsstyrelsens konklusion siger til Fyens Stiftstidende
”Når Sundhedsstyrelsen vurderer, at en læge kan være til fare for patienterne, kan han ikke fungere som hverken vagtlæge, praktiserende læge eller sygehuslæge”.
Sundhedsminister Nick Hækkerup er angiveligt af samme holdning, og har som konsekvens af sagen om [Klager] ændret reglerne i den bekendtgørelse, der fritog [Klager] for at få sit navn offentliggjort af Sundhedsstyrelsen, fordi han frivilligt trak sig fra sit hverv som vagtlæge.
Efter denne udmelding fra Sundhedsministeren vil et tilsvarende forløb medføre, at [Klager] eller en anden læge i en tilsvarende situation automatisk vil få sit navn offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside med link til den kritik, som patientombuddet har af hans varetagelse som vagtlæge.
Fyens Stiftstidendes artikelserie har medført præcis den ændring, som var formålet med artikelserien, ”Svigt i lægevagten”, nemlig at farlige læger skal frem i lyset.
Det vil ikke længere være muligt at skjule den slags fejl for patienterne.
Offentliggørelsen af lægens navn er derfor i den grad sket i en større sags tjeneste – vel at mærke en sag med endog meget stor offentlig og almen interesse på spil.
Fyens Stiftstidende har haft grundige overvejelser forud for offentliggørelse af navnet.
Avisen finder, at der er handlet forsvarligt og rigtigt i en sag af betydelig offentlig interesse.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lars Lindskov og John Meinert Jacobsen.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet kun tager stilling til, hvorvidt der er sket en offentliggørelse, der er i strid med god presseskik.
Nævnet kan således ikke tage stilling til, om sundhedsministeren mener, der er forskel på funktionen som vagtlæge og som almindeligt praktiserende læge, jf. parternes høringssvar.
Ukorrekt information
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte jf. pkt.
A.1.
Pressenævnet lægger til grund, at Fyens Stiftstidendes forsidecitat stammer fra et høringsbrev om virksomhedsindskrænkning fra Sundhedsstyrelsen til [Klager], afsendt den 4. juli 2014.
Her anvendes formuleringen, at [Klager] i sit virke som lægevagt ”kan udgøre en overhængende fare for sine patienter”.
I høringsbrevet af 22. august 2014 ændrede Sundhedsstyrelsen formuleringen til, at [Klager] i sit virke som lægevagt ”kan udgøre en risiko for patientsikkerheden” .
Da [Klager] valgte at fraskrive sig retten til at fortsætte sin faglige virksomhed som vagtlæge, blev [Klager] ikke pålagt at offentliggøre virksomhedsindskrænkningen.
Der er således tale om, at Fyens Stiftstidende valgte at offentliggøre det første høringsbrev i stedet for det andet høringsbrev, hvor formuleringen ikke var nær så sensationspræget som i det andet høringsbrev.
Pressenævnet kritiserer, at Fyens Stiftstidende bragte et citat fra det første høringsbrev uden at gøre opmærksom på, at der hverken var tale om en endelig afgørelse, eller at formuleringen i et senere høringsbrev blev ændret.
Fyens Stiftstidende offentliggjorde først artiklen den 21. oktober 2014 og har derfor været fuldt ud vidende om, at høringsbrevet af 4. juli 2014 ikke indeholdt den endelige offentliggørelsestekst.
Krænkelse af privatlivets fred
Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1.
Det er Pressenævnets opfattelse, at det klart er i patienternes interesse at få at vide, at deres praktiserende læge efter indskærpelse fra Sundhedsstyrelsen om, at han ”skulle være mere omhyggelig ved sin behandling af patienter i lægevagten”, valgte at fraskrive sig retten til at fortsætte sin faglige virksomhed som vagtlæge.
Det samme gælder oplysningen om, at styrelsen i 2011 og 2012 valgte ikke at foretage sig yderligere, fordi han ”lovede at udvise større omhu ved konsultationer i lægevagten”.
Det bemærkes i den forbindelse, at det tillige fremgår af artiklerne – og i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens høringsbrev af 22. august 2014 – at styrelsen vil vurdere [Klager]s øvrige virksomhed som alment praktiserende læge ved at indhente et antal patientjournaler.
Pressenævnet finder herefter ikke, at Fyens Stiftstidende har tilsidesat god presseskik ved at offentliggøre [Klager]s navn.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Fyens Stiftstidende at offentliggøre følgende
”[Rubrik]
Pressenævnet kritiserer Fyens Stiftstidende
[underrubrik]
Et citat fra Sundhedsstyrelsen blev bragt på forsiden, uden at Fyens Stiftstidende gjorde opmærksom på, at formuleringen senere blev ændret
[tekst]
Fyens Stiftstidende bragte den 21. oktober 2014 på forsiden af avisen citatet Sundhedsstyrelsen finder, at han i sit virke som lægevagt kan udgøre en overhængende fare for sine patienter , som stammede fra et tidligt høringsbrev i en sag om virksomhedsindskrænkning.
Pressenævnet kritiserer, at avisen ikke gjorde opmærksom på, at ordvalget i det endelige høringsbrev blev ændret til, at lægen i sit virke som lægevagt kan udgøre en risiko for patientsikkerheden .
Lægen klagede også over, at avisen offentliggjorde hans navn.
Pressenævnet kritiserer ikke, at avisen offentliggjorde lægens navn.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen kan læses på: www.pressenaevnet.dk.”
Afgjort den 20. januar 2015