Erstatningsansvarslovens § 3

Erstatningsansvarslovens § 3 – godtgørelse for svie og smerte og erstatningsansvarslovens § 4 – godtgørelse for varigt mén, nævnets j.nr. 14-520-05016

Ansøger blev i en alder af knap tre måneder udsat for vold af sin fader.

Faderen blev ved by- og landsretten kendt skyldig i ved rystevold at have tilført ansøger betydelige hjerne- og øjenskader, flere ribbensbrud og spolebensbrud, hvorved ansøger bragtes i livsfare, og hvilket resulterede i ”shaken baby syndrome”.

Ansøger blev ved retten tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, hvilket Erstatningsnævnet også tilkendte ansøger, idet der var tale om et retskrav.

Via sin advokat søgte ansøger om godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab som følge af tilskadekomsten.

I relation til kravet om godtgørelse for svie og smerte fandt nævnet, at der i sagen var dokumentation for, at ansøger havde været indlagt i 20 dage på hospital efter tilskadekomsten.

På grund af sagens omstændigheder og den vold, ansøger havde været udsat for, valgte nævnet dog på det foreliggende grundlag at tilkende ansøger en skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte svarende til 90 dage.

På tidspunktet for domsforhandlingen i landsretten var ansøger omkring 2 år gammel.

For så vidt angik kravene om godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab lagde nævnet ved sin afgørelse vægt på, at det fremgik af dommen, at ansøgers helbredstilstand havde udviklet sig overraskende positivt.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at en overlæge, som havde behandlet ansøger umiddelbart efter tilskadekomsten, i forbindelse med sagens behandling i byretten udtalte, at ”Det er meget lidt sandsynligt, at [ansøger] vil komme sig uden mén.

Der er en stor risiko for, at hun får varige mén.

Hun ligger nær ved normalområdet nu, men lider af forsinket udvikling.

Man vil først kunne sige noget mere om resultatet, når hun nærmer sig skolestart”.

Nævnet lagde endelig vægt på, at Retslægerådet til brug for sagen havde udtalt: ”De påviste hjerne- og øjenskader er betydelige og forbundet med en meget stor risiko for blivende skader på førlighed, intellekt og syn.

Det er for tidligt at udtale sig mere detaljeret om art og grad af invaliditet”.

På baggrund heraf besluttede Erstatningsnævnet, at stillingtagen til, om ansøger er berettiget til godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne, må afvente, at ansøger når skolealderen.

Ansøgers advokat blev derfor vejledt om at vende tilbage over for nævnet på det tidspunkt.