Offererstatningslovens § 13

Offererstatningslovens § 13 – 2 års fristen, nævnets j.nr. 14-520-04002

Ansøger arbejdede som socialpædagog på et opholdssted for udsatte, kriminelle unge.

I januar 2012 blev hun udsat for trusler om vold fra en beboer.

Erstatningsnævnet modtog som følge heraf i marts 2014 en ansøgning om erstatning.

Ansøger begrundede den sene ansøgning med, at hun grundet den psykiske belastning efter hændelsen ikke havde magtet at indgive ansøgning tidligere.

Truslerne var ikke i mellemtiden anmeldt til politiet

Nævnet besluttede i medfør af offererstatningslovens § 13 at meddele ansøger afslag på erstatning, idet der ikke fandtes at foreligge særlige forhold, som kunne begrunde en fravigelse af bestemmelsens 2-årsfrist.

Ved afgørelsen tillagde nævnet det betydning, at ansøger uanset belastningerne efter hændelsen i januar 2012 efterfølgende havde været i arbejde og i december 2012 avancerede til afdelingsleder, at hændelsen allerede i februar 2012 blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, at hændelsen ikke blev anmeldt til politiet uanset kravet herom i offererstatningslovens § 10, at der ikke forelå en redegørelse om hændelsen fra ansøgers arbejdsgiver, som efterfølgende var gået konkurs, og at der ikke forelå forklaringer fra eventuelle vidner eller forklaring eller afhøring af skadevolderen, hvis identitet heller ikke var oplyst.