Offererstatningsloven § 10
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningsloven § 10 – krav ikke gjort gældende under straffesagen, nævnets j.nr. 14-520-04901
N.j.nr. 14-520-04901 Ansøgers advokat nedlagde i retten påstand om erstatning på vegne af ansøger for ødelagt tøj, for plaster og sårbehandling samt for transport til læge og hospital.
I forbindelse med den efterfølgende ansøgning til nævnet fremsatte advokaten herudover krav om godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for udgifter til psykologbistand.
Ifølge dom- og retsbogen havde advokaten hverken nedlagt påstand om eller taget forbehold for disse yderligere erstatningsposter under sagens behandling i retten.
Dette uagtet, at alle tre poster delvist vedrørte tiden forud for retsmødet.
Nævnet besluttede på den baggrund at meddele ansøger afslag på erstatning og godtgørelse for de tre poster under henvisning til offererstatningslovens § 10, stk. 1, 2. led.
Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger var repræsenteret ved advokat, og at det ikke fremgik af hverken dom- eller retsbog, at advokaten under hovedforhandlingen havde nedlagt påstand om eller taget forbehold for de yderligere poster.
Den omstændighed, at advokaten i et høringssvar til nævnet oplyste, at han havde omtalt de pågældende erstatningsposter under retsmødet, herunder at de endnu ikke kunne opgøres på tidspunktet for retsmødet, kunne ikke føre til et andet resultat, idet der som nævnt intet fremgik herom i hverken dombogen eller retsbogen.
Ansøgers advokat indsendte efterfølgende en berigtiget retsbog, hvoraf det nu fremgik, at advokaten under hovedforhandlingen havde taget forbehold for ”yderligere erstatning, særligt i form af svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste”.
Nævnet behandlede herefter de fremsatte krav om godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for udgifter til psykologbistand.