Offererstatningslovens §§ 1 og 10

Offererstatningslovens §§ 1 og 10 – Plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden, nævnets j.nr. 11-520-19932 (nu 14-520-05905)

Ansøger arbejdede som pædagog på et børnehjem og overraskede i den forbindelse en 11-årig dreng i at tage noget slik fra køkkenet.

Ansøger besluttede sig herefter for at fjerne drengens computer som straf, hvilket drengen gjorde en del fysisk modstand imod.

Drengen var efterfølgende vred og skubbede til ansøger, da hun ikke ville lade ham forlade sit værelse.

Ansøger slog i den forbindelse sin ryg imod døren til drengens værelse og kom derved til skade.

Sagen blev anerkendt som en arbejdsskade af Arbejdsskadestyrelsen, der tilkendte ansøger godtgørelse for 8 % varigt mén og erstatning for 15 % erhvervsevnetab.

Arbejdsskadestyrelsen fandt i den forbindelse, at ansøger var påført visse smerter i ryggen, men at der ikke var årsagssammenhæng mellem tilskadekomsten og størstedelen af de oplevede gener.

Ansøger søgte om maksimal godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Nævnet afslog ansøgningen, idet det ikke kunne lægges til grund, at der var tale om en straffelovsovertrædelse i forbindelse med den modstand, skadevolder havde udvist ved ansøgers konflikthåndtering.

Videre fandtes det ikke godtgjort, at skadevolder havde haft forsæt til et bevidst angreb mod ansøger.

Ansøgers advokat påklagede nævnets afgørelse, og nævnet stadfæstede efter en fornyet gennemgang af sagen afgørelsen.

Afgørelsen blev endvidere indbragt for Ombudsmanden, der ikke fandt grundlag for at undersøge sagen yderligere, idet der ikke var udsigt til, at nævnets afgørelser kunne kritiseres.

”

Ansøger lagde efterfølgende sag an mod nævnet

Efter forklaringerne afgivet i retten om episoden, der resulterede i ansøgers tilskadekomst, herunder om episodens varighed, om den pågældende dreng og om drengens handlinger, besluttede retten at hjemvise sagen til nævnet med henblik på genoptagelse af spørgsmålet om, hvorvidt ansøgers tilskadekomst var omfattet af offererstatningsloven.

Nævnet genoptog herefter sagen.

Efter en fornyet gennemgang fandt nævnet imidlertid fortsat ikke, at ansøgers tilskadekomst var omfattet af offererstatningsloven.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at forholdet ikke var blevet politianmeldt rettidigt, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 1, hvilket havde medført, at det ikke ved politimæssig undersøgelse var blevet tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgers tilskadekomst skyldtes en overtrædelse af straffeloven.

Nævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at den manglende/sene anmeldelse (mere end 2 år efter episoden) ifølge oplysningerne i sagen ikke skyldtes pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn.

Nævnet lagde videre vægt på, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at drengen, da han skubbede til ansøger, hvorved hun beskadigede sin ryg, havde forsæt til andet end at få ansøger væk fra døren, så han kunne komme ud af sit værelse og væk fra situationen.

På baggrund heraf, og henset til det miljø, som hændelsen foregik i, var det nævnets opfattelse, at der ikke var tale om en så kvalificeret og retsstridig handling fra drengens side, at der var tale om en straffelovsovertrædelse.