Offererstatningslovens § 1
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 1 – lovens område – Nævnets j.nr. 14-520-04062
To personer var i byretten blevet dømt for at have øvet vold mod ansøger i et sådant omfang, at ansøger herved havde pådraget sig en hjerneskade.
Sagen blev anket til landsretten, som med en 3-3-afgørelse frifandt de to tiltalte.
En samlet landsret lagde til grund, at der havde udspillet sig en episode mellem på den ene side de to tiltalte, en kæreste til en af de tiltalte og måske yderligere en uidentificeret person, og på den anden side ansøger.
I begrundelsen for frifindelsen anførte landsretten, at der på grund af modstridende vidneforklaringer og omstændighederne i øvrigt, herunder særligt ansøgers og sundhedsfaglige personers forklaringer om ansøgers skader på tidspunktet for hændelsen, forelå rimelig begrundet tvivl om, at de tiltalte var skyldige i at have øvet vold mod ansøger.
Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på landsrettens begrundelse.
Nævnet fandt under henvisning hertil heller ikke, at det kunne lægges til grund, at andre end de ved retten tiltalte havde udsat ansøger for en straffelovsovertrædelse i forbindelse med den pågældende episode.
Nævnet afslog på den baggrund under henvisning til offererstatningslovens § 1 at udbetale erstatning.