Offererstatningslovens § 1

Offererstatningslovens § 1 – lovens område, nævnets j.nr. 14-520-05113

Der var opstået tumult mellem 4 personer, heriblandt ansøger.

I forbindelse med tumulten trådte ansøger forkert på sin højre fod og pådrog sig et brud på ankelknoglen.

Ansøger forklarede efterfølgende over for politiet, at han var blevet slået i hovedet af en person i en brun læderjakke, og at det var årsagen til, at han trådte forkert.

Et vidne havde forklaret, at A var personen med den brune læderjakke.

Da politiet senere på aftenen pågreb A, hang der er en brun læderjakke på hans stol.

A forklarede over for politiet, at han – efter at ansøger havde taget fat i A’s trøje – havde haft fat i kraven på ansøgers trøje og herefter skubbet ansøger væk, men A nægtede at have slået ansøger.

Politiet opgav herefter sigtelsen mod A, da det ikke forventedes, at en domstol ville finde ham skyldig i at have slået ansøger i ansigtet med knytnæveslag.

Nævnet afslog ansøgningen efter offererstatningslovens § 1, da det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at skaden var sket ved en overtrædelse af straffeloven.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøger havde foretaget en sikker udpegning af skadevolder ved at have udpeget ham som ”personen i den brune læderjakke”.

Nævnet henviste til, at denne forklaring sammenholdt med vidnets forklaring om, hvem ”personen i den brune læderjakke” var, indebar en entydig identifikation.

Da ansøger og A havde afgivet modstridende forklaringer, da politiet havde opgivet sigtelsen imod A, og da der henset til den sikre udpegning af A ikke kunne antages at være tale om en ukendt skadevolder, fandt nævnet ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at skaden var sket ved en straffelovsovertrædelse, og nævnet meddelte herefter ansøger afslag på erstatning.