Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - religion og tro - chikane - kommuner - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - religion og tro - chikane - kommuner - parts- og vidneforklaringer

J.

nr. 2013-6810-24563

En jødisk mand ansat i seniorjob på et kommunalt museum klagede over, at han følte sig chikaneret på arbejdspladsen på grund af sin jødiske baggrund.

Dette blev afvist af indklagede.

Der var uenighed om, hvornår klager havde orienteret indklagede om situationen.

Da disse spørgsmål kun kunne afklares ved hjælp af parts- og vidneforklaringer, kunne nævnet ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og religion under en jødisk mands ansættelse i et seniorjob på et kommunalt museum.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin jødiske baggrund, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager blev pr. 21 marts 2011 ansat som assistent i et seniorjob i den indklagede kommune med tjeneste indtil videre ved kommunens museum.

Det fremgår af ansættelsesbrevet, at ansættelsen skulle vare indtil den dato, hvor klager nåede efterlønsalderen, som var den 26. juli 2013.

Det var en betingelse for at kunne bevare retten til seniorjobbet, at klager bevarede sit medlemsskab af a-kassen og indbetalte efterlønsbidrag.

Seniorjobbet ophørte, hvis dette ikke var tilfældet.

Klagers nærmeste ledere på museet var museumsleder A og souschef B.

Efter en sygemelding på grund af stress i perioden fra marts 2012 til den 23. april 2012 blev klager flyttet til museets lokalhistoriske arkiv, hvor hans leder var C.

Klager var den 29. august 2012 til tjenstlig samtale med lederen af arkivet C og funktionschef D.

Det fremgår af referatet af den tjenstlige samtale, at C beskrev sin oplevelse af et møde den 23. august 2012, hvor han og klager mødte hinanden første gang efter klagers raskmelding.

Klager hidsede sig op fra starten og kom med mange anklager og beskyldninger.

Klager kaldte C og souschefen B for løgnere og uduelige og meget andet.

Alt skete i en særdeles højrøstet og meget voldsom omgangstone.

C talte ordentligt til klager under samtalen, der varede en halv time.

C gjorde det under den tjenstlige samtale klart over for klager, at denne type adfærd måtte ophøre.

Det fremgår videre af referatet af den tjenstlige samtale, at klager havde ladet C forstå, at han ikke ville have arkivet som arbejdssted, og at han ikke ville påtage sig de arbejdsopgaver, som han var blevet præsenteret for i en mail af 13. juni 2012.

Det blev tilkendegivet, at hvis klager fastholdt dette synspunkt, ville det blive betragtet som arbejdsvægring, som kunne føre til bortvisning og afskedigelse.

C forventede, at klager fremover ville påtage sig de opgaver, han var blevet anvist på arkivet, og at han ville bidrage til en ordentlig tone på arbejdspladsen, hvilket klager erklærede sig indforstået med.

Klager har fremlagt forskellige versioner af et referat af et personalemøde, der blev holdt den 5. november 2012

Det fremgår af version 1 af referat af personalemødet den 5. november 2012 blandt andet, at

"[Klager] gjorde opmærksom på at han ikke er blevet indkaldt til personalemøde de sidste 3 gange, hvilket han mener er symptomatisk for den måde man omgås ham på museet.

Desuden er han stærkt utilfreds med den måde hans sag bliver behandlet af museet;

der bliver ikke svaret på hans henvendelser, han bliver ikke sat til noget fornuftigt, hans personlige ejendele er forsvundet under hans sygdomsforløb, og der hersker en generel respektløshed omkring hans person der er uacceptabel.

Han opfordrer til at man finder en løsning, for alle parters skyld.

[C] og administrationschef [ ] vil tage en snak med [klager] om hans situation."

Det fremgår af version 2 af referatet blandt andet, at

"Indledningsvis gjorde [klager] opmærksom på, at han ikke er blevet indkaldt til personalemøde de sidste 3 gange.

Der sendes ikke mødeindkaldelser til ansatte, der er sygemeldt.

[Klager] udtrykte utilfredshed med den måde hans sag var blevet behandlet på.

Der blev gjort opmærksom på, at personalemødet ikke var det rette forum at tage personsager op i, og det blev aftalt at [C] vil tage en snak med [klager] om hans situation."

Det fremgår af version 3 af referatet blandt andet, at

"Indledningsvis gjorde [klager] opmærksom på, at han ikke er blevet indkaldt til personalemøde de sidste 3 gange.

Der sendes ikke mødeindkaldelser til ansatte, der er sygemeldt.

[C] vil tage en snak med [klager] om hans situation."

Klager var igen sygemeldt med stress fra december 2012 til den 24. januar 2013.

Der blev den 25. januar 2013 holdt møde mellem klager og kommunens kulturchef E og funktionschef D om tjenstlige forhold på arkivet.

Det fremgår af referatet, at klager havde følgende dagsorden for mødet

Klager fremførte klage over at blive kaldt grimme ting med henvisning til sin racemæssige baggrund.

Der var blevet brugt ord som "jødesmovs" og "brugtvognsforhandler" med flere.

Klager havde efter sin egen opfattelse aldrig givet andre grund til at benytte nedsættende ord med direkte henvisning til hans oprindelse.

Klager fremlagde som dokumentation for sin påstand erklæring af 15. januar 2013 fra den tidligere ansatte F, hvori han anfører følgende

"Fra den første dag, du kom, har det været tydeligt, at museumslederen ikke kunne lide dig.

Det har dels givet sig udtryk i nedsættende og injurierende karakteristikker af din person som f.eks. "jødesmovs", "brugtvognsforhandler", "idiot" o.lign., lige meget om du var til stede eller ej.

Dels har du aldrig fået lov at lave noget, og når du har forsøgt, er det hver gang blevet bremset med hånlige bemærkninger.

I det hele taget er du hver gang, du har forsøgt at tage et initiativ - også i museets interesse - blevet standset, ofte med nedsættende bemærkninger.

I det hele taget har du aldrig fået en ærlig chance på museet.

En ting er at man ikke ville bruge dig, men at det samtidig skulle ledsages af en så nederdrægtig behandling, er mig fuldstændig uforståeligt.

Jeg håber du når til en forståelse med "Kultur", så dine sidste måneder på stedet bliver udholdelige."

På mødet den 25. januar 2013 påpegede kulturchefen, at det var en meget alvorlig anklage, som klager fremsatte.

Kulturchefen spurgte, om der var tale om en bestemt person, eller om der var tale om en generel tendens blandt en eller flere ansatte, hvilket klager ifølge referatet ikke svarede klart på.

Kulturchefen oplyste, at hvis det kun drejede sig om forholdet mellem klager og den tidligere museumsleder A, var denne ikke længere i et direkte ansættelsesforhold med indklagede, da han alene var kontraktligt forpligtet til at skrive en bog om kommunen, men at dette selvfølgelig ikke fritog A fra at opføre sig ordentligt i forhold til klager.

Det fremgår videre af referatet, at kulturchefen gav tilsagn om, at der skulle findes en løsning.

Kulturchefen konstaterede, at det var alvorlige anklager om diskrimination, som klager fremkom med mod en eller flere i lokalhistorisk arkiv.

Alene det var nok til, at det kunne være meget svært for klager at vende tilbage til museet.

På den baggrund bad kulturchefen klager om at opretholde sygemeldingen, indtil der kunne findes en løsning.

Klager blev herefter fra den 26. januar 2013 omplaceret til kommunens kultursekretariat.

Klager fratrådte som forudsat i ansættelsesbrevet seniorjobbet den 26. juli 2013.

Klager har fremlagt mail af 25. februar 2013 fra G, der var ansat som museumskoordinator på museet fra maj 2009 til maj 2010.

Mailen er stilet til indklagedes kulturchef E og personalechef H.

G beskriver i mailen nogle forhold, som hun mener, har været medvirkende til at skabe et nedbrydende psykisk arbejdsmiljø, hvor frygt og magtdemonstrationer var en del af museumslederens måde at lede museet på.

G oplyser i mailen, at da hun under sin ansættelse oplevede museumslederens temperament, havde hun i begyndelsen en tendens til at bagatellisere hændelserne, der forekom hende så ubehagelige og uvirkelige, at hun som regel slog dem hen.

G tror, at der var mange kolleger, der havde det på samme måde, for ingen gjorde eller sagde noget, men lod museumslederen opretholde en sådan omgangstone og praktisere en sådan form for ledelse.

Den øvrige ledelse lod også stå til og gjorde intet for at forbedre arbejdsmiljøet.

G oplevede gentagne gange, at museumslederen overfor museets medarbejdere bagtalte og nedgjorde eksempelvis tidligere medarbejdere, nuværende medarbejdere, der ikke var til stede, samarbejdspartnere og frivillige medarbejdere.

Dette skete typisk til personalemøder eller i forbindelse med frokost.

G oplevede også museumslederen i direkte raseriudbrud mod museets medarbejdere.

G blev gentagne gange mødt med chauvinistiske og nedsættende bemærkninger.

Det var som medarbejder aldrig til at vide, hvor man havde museumslederen, der i det ene øjeblik kunne være yderst charmerende, jovial, munter og forstående for i det næste øjeblik at vende sig mod en med de modsatte fortegn.

Disse forhold var medvirkende til at skabe et utrygt og ubehageligt arbejdsmiljø.

Klager har også fremlagt forskellige lægelige akter, herunder psykiatrisk speciallægeerklæring af 7. april 2013, som er indhentet til brug for klagers arbejdsskadesag.

Det fremgår heraf blandt andet, at klager har oplyst, at han efter få dage i seniorjobbet begyndte at få vanskeligheder.

Chefen udtalte sig i negative racistiske vendinger om klager og brugte ord som "jødesmovs", "brugtvognsforhandler", "idiot" og "skide museumskonsulent".

Indklagede har blandt andet fremlagt udtalelse af 27. august 2013 fra den tidligere museumsleder A, der afviser påstanden om, at han skulle have betegnet klager som "jødesmovs" eller "brugtvognsforhandler".

Museumsleder A beskriver i sin udtalelse, at klager tidligt i forløbet udviste udpræget foragt for ledelsens ret og pligt til at fordele arbejdsopgaverne.

Da A talte med klager om, at han deltog i det almindelige museumsarbejde på lige fod med kollegerne, blev A mødt med aggressivitet fra klagers side.

Da A oplevede et udpræget fjendskab fra klagers side, og da ansættelsen af klager ikke belastede museets økonomi, valgte A at holde lav profil og overlade den daglige ledelse omkring klager til souschefen B.

Da A i efteråret 2011 var i gang med at afvikle jobbet som museumsleder til fordel for sit forfatterskab, valgte han at opgive at få klager til at påtage sig normale arbejdsopgaver.

A afviser, at der i den forbindelse var tale om chikane eller forskelsbehandling af klager.

Det fremgår også af erklæringen fra A, at "Jeg må således også blankt afvise påstanden om, at jeg i hans eller andres nærvær har betegnet ham som "jødesmovs" eller "brugtvognsforhandler".

Især det første udtryk tør jeg godt sige, at jeg som historiker aldrig ville tage i min mund."

A afviser i øvrigt, at han fra starten havde et modsætningsforhold til klager.

De problemer, der opstod med tiden, hidrørte udelukkende fra klagers manglende interesse for holdarbejdet samt hans nedladende holdning til kommunen, ledelsen og museumsarbejdet som sådan.

Af udtalelse af 28. august 2013 fra souschef B fremgår blandt andet, at denne ikke kan genkende, at han på nogen måde skulle ligne den tidligere museumsleder, heller ikke hvad angår ledelsesstil.

Det er ikke korrekt, at B ignorerede klager den første dag på arkivet.

B var tilfældigt på arkivet i anden anledning, og da klager kom, var B optaget af en samtale, som han ikke ville afbryde.

Af udtalelse af 29. juli 2013 fra arkivleder C fremgår blandt andet, at det ikke er korrekt, at der ikke var forberedt arbejdsopgaver til klager, da han kom tilbage fra sygemelding.

Der var tale om almindelige arkiveringsopgaver, som klager kun løste nødtvungent, da det ikke interesserede ham.

Den første dag efter raskmeldingen mødte klager væsentligt før den aftalte tid.

C havde forinden fået 3-4 telefonopkald fra klager, der var ophidset over, at han skulle have arkivet som arbejdssted.

Klagers tone over for C under telefonsamtalerne var meget grov.

C var meget bevidst om at byde klager ordentlig velkommen til arkivet, men umiddelbart efter sin ankomst hidsede klager sig voldsomt op over, at han skulle arbejde med registreringsopgaver på arkivet.

På baggrund af klagers overfusning, og fordi han nægtede at løse opgaverne på arkivet, indkaldte C klager til tjenstlig samtale.

C oplyser i øvrigt, at han under sine syv år på museet aldrig har været vidne til racistiske bemærkninger, hverken fra museumslederen eller andre.

Første gang C hørte om den påstand var i februar 2013, hvor kulturchefen viste ham brevet af 15. januar 2013 fra den tidligere medarbejder F.

Personalekonsulent I har i udtalelse af 29. august 2013 oplyst, at han fra slutningen af september 2011 og til slutningen af august/begyndelsen af september 2012 blev kontaktet 5-6 gange telefonisk af klager, der var utilfreds med de arbejdsopgaver, han skulle udføre på museet.

Klager var også utilfreds med ledelsen på museet og arkivet.

Klager havde på intet tidspunkt under samtalerne med I givet udtryk for, at den daværende leder af museet, skulle have kaldt ham for "jødetamp" og "jødesmovs", eller at klager på anden måde skulle være udsat for diskrimination på grund af religion, tro, etnisk oprindelse eller andre forhold af den karakter.

Klagers henvendelser til I drejede sig således udelukkende om hans arbejdsopgaver og samarbejdet med de skiftende ledere.

Endelig har klager fremlagt en udateret erklæring fra museumsformidler J, deroplyser, at museumslederen lige fra første dag udviste en uforståelig fjendtlighed over for klager.

Klager blev over for hele personalegruppen fremstillet som inkompetent og som et irriterende individ.

Dele af personalegruppen omtalte/tiltalte utallige gange klager på en nedladende og respektløs måde.

J har været vidne til, at klager blev kaldt idiot og brugtvognsforhandler.

J beskriver også, at klager blev sendt ud i marken i et ærinde, hvor han forvred sin fod, uden at det blev kommenteret eller noteret som en arbejdsskade.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han gentagne gange under sin ansættelse hos indklagede blev udsat for chikane, herunder chikane i strid med forskelsbehandlingsloven fra museumslederen A.

Klager har fremsat krav om en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Klager henviser til, at han er praktiserende, troende jøde.

Han holder alle jødiske traditioner i hævd og er meget engageret i flere jødiske organisationer og institutioner.

Begge klagers forældre var i koncentrationslejr.

De overlevede, men det satte sig dybe spor i familien, herunder hos klager.

Klager blev under ansættelsen i seniorjobbet udsat for en uønsket behandling direkte relateret til hans race, religion og etniske baggrund som jøde.

Behandlingen krænkede klagers værdighed og skabte et fjendtligt, nedværdigende, ydmygende og ubehageligt arbejdsklima for ham.

Chikanen, der fandt sted over en lang periode og var særdeles grov, medførte, at klager fik alvorlige helbredsmæssige problemer i form af ekstrem stress, som blandt andet medførte forhøjet blodtryk.

Dette resulterede i to sygemeldinger samt hospitalsindlæggelse.

Klager følte stor frustration over forholdene på arbejdspladsen og den manglende interesse for hans person som medarbejder.

Klager bad gentagne gange om at få nogle arbejdsopgaver, som han kunne løse.

Klager blev sat til at registrere museumsgenstande, hvilket han ikke følte, at han havde de fornødne kompetencer til.

Klager er ordblind, og hvis han skulle registrere museumsgenstande, skulle en anden medarbejder efterfølgende gennemgå registreringerne for at rette fejl.

Klager skaffede 15.000 kr. fra et bilfirma til en udstilling i forbindelse med VM i landevejscykling.

Da B, der var ansvarlig for udstillingen, ikke reagerede på tilsagnet, blev pengene ikke indbetalt.

Klager skaffede også 8.000 kr. til teltleje og trykning af plakater med videre.

Museumslederen A brugte ved flere lejligheder racistiske, negative og ydmygende vendinger om klager, herunder udtryk som "jødesmovs", "jødetamp", "falleret brugtvognsforhandler", "idiot" og "skide museumskonsulent".

Dette er bekræftet af klagers kollega F i erklæring af 15. januar 2013.

Museumslederens nevø, der var ansat som arkivmedarbejder, havde desuden i frokoststuen beskrevet en TV-udsendelse om en jødisk festival som en udsendelse om "Bubber og [klagers] jødevenner".

En tidligere medarbejder G har i sin mail af 25. februar 2013 til kulturchefen og personalechefen beskrevet sine oplevelser under sin ansættelse under museumslederen.

G har dog ikke været ansat samtidig med klager, men understøtter klagers påstand om chikanøse forhold.

Den øvrige ledelse var bekendt med forholdene, men forholdt sig passivt.

Allerede fra begyndelsen af ansættelsen gav ledelsen herunder den daværende museumsleder udtryk for, at klager var inkompetent og irriterende.

Ud over de verbale overgreb blev klager også udsat for chikane i en række forskellige situationer.

I forbindelse med afholdelsen af VM i landevejscykling bad museumslederen klager om at sætte flyers på tilskuernes biler.

Bilerne var parkeret på en mark, der netop var blevet oversprøjtet med gylle, og klager bad om at få stillet passende fodtøj, for eksempel gummistøvler, til rådighed.

Dette blev afvist af museumslederen, og klager fik ødelagt sine sko og bukser.

Klager var ansvarlig for indkøb af vand på flasker til cykelløbet, hvor der var en del flasker tilbage, som skulle returneres.

Museumslederen sagde i den forbindelse, at "den idiot" som havde stået for indkøbet af flaskerne, selv måtte sørge for at skaffe dem af vejen igen.

Museumslederen krævede, at klager skulle gennemføre en tre timers

køreprøve i museets kassevogn, før han kunne få lov at bruge vognen i arbejdsmæssig sammenhæng, selvom klager havde haft kørekort i mange år.

Ingen af de andre medarbejdere skulle gennemføre en tilsvarende køreprøve.

Klager afviser, at han havde haft brug for at låne museets varevogn til privat brug.

Klager oplevede flere gange, at han ikke blev regnet med som en

arbejdskraft, og hans skrivebord og telefon blev inddraget, da hans chef skulle bruge det.

Klager oplevede også flere gange, at arbejdspapirer og private papirer blev fjernet fra hans skrivebord.

Der forsvandt også effekter, som klager havde lånt af en berømt cykelrytter.

Klager følte sig ofte ignoreret og holdt udenfor af ledelsen.

Han hørte ikke fra indklagede under sine sygemeldinger, og der var ikke forberedt

arbejdsopgaver til ham, da han kom tilbage til arbejdet efter sygemeldingen.

Klager blev heller ikke indkaldt til personalemøder under sit fravær, og han blev ikke anført som fraværende i referaterne fra de afholdte møder.

Klager gjorde flere gange forgæves indklagede opmærksom på de chikanøse forhold på museet, blandt andet på møder den 12. januar 2012 og den 25. januar 2013.

Klager havde kontaktet personalekonsulent I en gang om måneden efter tiltrædelsen, uden at dette førte til en reaktion.

Klager havde også gjort medarbejderrepræsentanten og sikkerhedsrepræsentanten opmærksom på forholdene.

Indklagede forholdt sig imidlertid passiv, selvom klager gjorde opmærksom på forholdene, herunder at behandlingen af ham var uønsket.

Indklagede har ændret på referatet af et personalemøde, hvor klager havde orienteret om chikanen, således at klagers udtalelse ikke længere fremgår af referatet.

I oktober 2011 havde klager møde med personalechefen, der oplyste, at han ikke kunne gøre noget, men at klager var velkommen til at søge andre stillinger i kommunen.

Museumsdirektøren fratrådte sin stilling i december 2011.

Klager havde i januar 2012 et møde med blandt andet den konstituerede museumsleder om den behandling, som han havde været udsat for, og om at han gennem længere tid ikke havde haft nogen arbejdsopgaver.

Efter mødet fik klager fortsat ingen arbejdsopgaver.

Klager gjorde opmærksom på de jøderelaterede udtalelser, som A havde fremsat, men fik at vide, at han skulle se fremad og glemme tiden under A, da det jo ikke var uden grund, at man havde fyret A.

Klager blev i marts 2012 sygemeldt med stress.

Klager blev raskmeldt den 23. august 2012, hvorefter han flyttede til arkivet, hvor han skulle referere til arkivleder C.

Den tidligere museumsleder, der nu var ansat som konsulent og forsker, havde fået kontor ved siden af klager på arkivet.

Da klager mødte på arbejde i arkivet den første dag efter sygemeldingen, var der ingen, der lukkede ham ind.

Klager måtte vente uden for arkivet i et par timer, før en kollega tilfældigt kom forbi og lukkede ham ind.

Da klager kom inden for, oplevede han, at såvel C som hans tidligere leder B ignorerede ham og vendte ryggen til.

Klager blev meget opbragt over dette og havde en ordveksling med C.

Klager bestrider, at han mødte før den aftalte tid klokken 10.00.

Han blev først lukket ind klokken 12.00.

Efter raskmeldingen i august 2012 havde klager ofte ingen arbejdsopgaver, og han måtte flere gange bede ledelsen om nye opgaver.

Efter raskmeldingen i januar 2013 blev klager flyttet til kultursekretariatet, hvor han blev, indtil seniorjobbet udløb den 26. juli 2013.

Klager og hans faglige organisation havde den 8. maj 2013 møde med kulturchefen og administrationschefen om klagers problemer med ledelsen og de manglende arbejdsopgaver.

Der blev på mødet drøftet muligheden for at fastansætte klager i kultursekretariatet, hvilket indklagede efterfølgende meddelte ikke kunne ske.

Indklagede afviser, at klager har været udsat for chikane, som dette begreb defineres i forskelsbehandlingsloven.

Klager har således ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for chikane.

Indklagede mener, at sagen skal afvises, da der kun er meget begrænset skriftligt bevismateriale, og mundtlig bevisførelse er afgørende for udfaldet af sagen.

Indklagede bestrider, at klager blev omtalt som "jødetamp", "jødesmovs" eller lignende.

Klager har ikke under ansættelsen hos indklagede været udsat for nogen form for chikane eller diskrimination på grund af religion, tro, oprindelse eller lignende.

Der skelnes i lovgivningen mellem chikane som årsagen til dårligt arbejdsmiljø og dårligt arbejdsmiljø, som skyldes andre årsager.

Indklagede kan ikke udelukke, at enkelte medarbejdere i visse henseender kan have oplevet samarbejdsklimaet på museet som belastet.

Klagers samarbejde med de øvrige ansatte på museet var præget af betydelige vanskeligheder herunder konflikter, som klager bar en væsentlig del af skylden for.

De belastede samarbejdsrelationer kan imidlertid på ingen måde karakteriseres som chikane i forskelsbehandlingslovens forstand.

Seniorjobbet var tidsbegrænset, og det var under to indledende samtaler aftalt, at jobbet skulle omhandle fundraising samt almindeligt forekommende kontormæssige driftsopgaver.

Klagers arbejdssted var i første omgang museet, hvor alle arbejder tæt sammen og kan høre, hvad der foregår rundt omkring.

Der er 12 fastansatte på museet og 6-7 frivillige.

I begyndelsen af klagers ansættelse gik samarbejdet uden problemer.

Klagers første opgave var at stå for fundraisingen til en udstilling, der blev afholdt i forbindelse med VM i landevejscykling, som foregik blandt andet i den indklagede kommune.

Souschef B havde det overordnede ansvar for udstillingen.

Det lykkedes ikke klager at samle penge ind til udstillingen, men han kunne gennem sit store netværk bidrage med genstande til udstillingen.

Klager skaffede dog 8.000 kr., som blev brugt til et telt.

Der var ingen dokumentation for de 15.000 kr. og på grund af det vage tilsagn, samt at tilsagnet kom på et meget sent tidspunkt, besluttede ledelsen ikke at gå videre med dette.

Efter opgaven med fundraising skulle klager indgå i det generelle arbejde med udstillingen og på museet generelt.

Klager ønskede ikke at udføre de opgaver, han fik.

Det var typiske rutineprægede opgaver, for eksempel registrering af indleverede genstande.

Der var dog ikke tale om opgaver, som beskrevet i klagen, hvor museumslederen under VM i landevejscykling skulle have bedt klager om at sætte flyers på tilskuernes biler.

Det forekommer indklagede tvivlsomt, at man skulle have bedt tilskuere til VM i landevejscykling om at parkere på en mark, der netop var oversprøjtet med gylle.

Museumslederen var i øvrigt ikke til stede under VM i landevejscykling.

Det var ikke klager men souschefen B, der var ansvarlig for indkøb af vandflasker i forbindelse med cykelløbet.

Museumslederen afviser at have kaldt klager en idiot i denne sammenhæng.

Selvom om hændelserne med flyers og vandflasker måtte være forekommet som beskrevet af klager, var det ikke chikane i forskelsbehandlingslovens forstand.

Den tidligere museumsleder A afviser, at han skulle have krævet, at klager skulle gennemføre en køreprøve for at køre i museets vogn.

A kan ikke erindre, at han har kørt i vognen sammen med klager.

A havde dog på et tidspunkt gjort klager opmærksom på, at han ikke måtte benytte museets vogn til private gøremål.

Selvom hændelsen skulle være forekommet og foregået, som beskrevet af klager, er dette ikke chikane i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klagers skrivebord og telefon blev i en kortere periode overladt til en anden medarbejder i efteråret 2011.

Baggrunden var klagers høje fravær, og at nye medarbejdere havde behov for en arbejdsplads med telefon.

Klager fik dog stillet et andet bord til rådighed, og han kunne bruge museets fælles telefon eller låne en håndholdt telefon til sine private samtaler.

Indklagede kender intet til, at private papirer eller lånte effekter skulle være fjernet fra klagers bord.

Det tidligere museumsleder afviser at have udsat klager for chikane på grund af hans jødiske baggrund.

Selvom det måtte blive lagt til grund, at den tidligere museumsleder havde udsat klager for chikane, kan indklagede ikke gøres ansvarlig, da hverken ledelsen eller andre relevante medarbejdere havde kendskab til den påståede chikane og derfor ikke havde haft mulighed for at gribe ind.

Indklagede afviser således, at klager under sine samtaler med ledelsen, herunder personalekonsulent I havde gjort opmærksom på, at han følte sig chikaneret på grund af sin religion, tro, etniske oprindelse eller andre forhold af den karakter.

Klagers henvendelser til I drejede sig udelukkende om klagers arbejdsopgaver og samarbejde med de skiftende ledere.

Klager har heller ikke informeret medarbejderrepræsentanten eller sikkerhedsrepræsentanten om de påståede chikanøse forhold.

Museumsinspektør A fratrådte i december 2011 sin stilling som leder af museet for at fordybe sig i sit forfatterskab.

A´s fratræden havde intet med klager at gøre.

Klager blev først sygemeldt på grund af stress i marts 2012, det vil sige tre måneder efter fratrædelsen af den medarbejder, der skulle have fremsat de nedsættende udtalelser, som skulle være den udløsende faktor til klagers sygdom.

Indklagede valgte at fravige kommunens sygefraværspolitik for at skabe ro om klager, så han kunne blive rask.

Klager fik dog fremsendt de nye interne retningslinjer for blandt andet sygemelding, der var blevet præsenteret på et personalemøde.

Klager reagerede meget voldsomt og opfarende på at få tilsendt retningslinjerne.

Den første dag efter raskmeldingen mødte klager væsentligt før den aftalte tid.

Han blev låst ind ved den aftalte mødetid.

Lederen af arkivet C havde forud fået telefonopkald fra klager, der var meget ophidset over sit nye arbejdssted.

Klagers tone og ordvalg over for C under disse telefonsamtaler var meget groft.

C var meget bevidst om at byde klager ordentlig velkommen til arkivet.

Umiddelbart efter ankomsten til arkivet hidsede klager sig igen op over, at han skulle arbejde med registreringsopgaver på arkivet.

På baggrund af klagers overfusning af lederen, og fordi han nægtede at ville løse opgaverne i arkivet, blev klager indkaldt til tjenstlig samtale.

Klager accepterede under den tjenstlige samtale, at han skulle løse blandt andet registreringsopgaver.

Klager blev ikke placeret på et kontor ved siden af den tidligere museumsleder, men på samme etage, hvor de andre ansatte havde kontor.

Klager nægtede at udføre arbejdet med at registrere museumsgenstande under henvisning til, at det ikke havde hans interesse.

Klager havde ikke oplyst, at han manglede kompetencer til opgaven med registrering, og ledelsen var ikke bekendt med, at klager skulle være ordblind.

Det kan ikke anses for at være chikanøs adfærd, at klager blev pålagt opgaven med at registrere indkomne museumsgenstande, fordi han ikke havde oplyst ledelsen om sin ordblindhed.

Selvom ledelsen måtte have været bekendt med klagers ordblindhed, kan opgaven med registrering af museumsgenstande ikke anses for at være chikane i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det er rigtigt, at der blev udarbejdet forskellige udgaver af referatet af personalemødet.

Det er dog version 2, der er det endelige referat.

På grund af de fortsatte problemer blev klager indkaldt til endnu en samtale den 11. december 2012, men samtalen blev ikke gennemført, da klager var sygemeldt.

Den 25. januar 2013 blev der holdt møde mellem klager, kulturchefen E og funktionschefen.

Baggrunden for mødet var, at klager ønskede at drøfte sin klage over bagtalelse grænsende til diskrimination og sin klage over arbejdsforhold samt sit ønske om at genoptage arbejdet.

Klager fremførte på mødet, at han var blevet kaldt grimme ting med hensyn til sin racemæssige baggrund, herunder "jødesmovs" og "brugtvognsforhandler".

Klager var meget vævende med hensyn til, om det var en bestemt person, eller om der var tale om en generel tendens blandt en eller flere ansatte.

Klager havde ikke før dette møde informeret nogen i den indklagede kommune om, at han var af den opfattelse, at han blev chikaneret på grund af sin baggrund og religiøse overbevisning.

Klager beklagede sig også over de arbejdsopgaver, som han var blevet sat til at udføre, og over at han følte sig forbigået og ignoreret.

Klager havde desuden ikke modtaget e-mails under sit fravær, og hans fravær fremgik ikke af mødereferaterne.

Klager ønskede at begynde at arbejde igen, men henset til de alvorlige beskyldninger blev han bedt om at opretholde sygemeldingen, indtil der kunne findes en løsning, da kulturchefen vurderede, at han ikke kunne vende tilbage til arkivet/museet.

Umiddelbart efter at klager havde oplyst, at han havde været udsat for chikane på grund af sin religion og oprindelse, blev han flyttet til kultursekretariatet.

Klager blev ikke tilbudt fortsat ansættelse udover seniorjobbet, da der ikke var økonomisk mulighed herfor.

Indklagede vurderede i øvrigt, at et fortsat samarbejde ville være for stor en udfordring for ledelsen og de øvrige medarbejdere i kultursekretariatet.

Klager var utroligt opsøgende i alle henseender og henvendte sig til alle på arbejdspladsen om både personlige og arbejdsmæssige forhold.

Klager henvendte sig igen og igen til de samme personer, selvom der allerede var truffet klare aftaler om arbejdsfordeling med videre.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven) forbyder forskelsbehandling på grund af blandt andet race, etnisk oprindelse og religion.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons race, etniske oprindelse eller religion finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Det fremgår af parternes indlæg, at der under klagers ansættelse i seniorjobbet på museet var en række samarbejdsproblemer herunder om, hvilke arbejdsopgaver klager skulle udføre.

Parterne har i øvrigt meget forskellige opfattelser af en række forhold under klagers ansættelse.

Klager har anført, at den tidligere museumsleder kaldte ham en række nedsættende betegnelser, herunder "jødesmovs" og "jødetamp", hvilket skriftligt er afvist af den tidligere museumsleder.

Klager fremsatte på møde den 25. januar 2013 med kulturchefen ogadministrationschefen påstand om, at den tidligere museumsleder havde anvendt forskellige nedsættende udtryk i relation til klagers jødiske baggrund, og indklagede besluttede umiddelbart herefter, at klager ikke skulle tilbage til museet, men at han under resten af ansættelsen i seniorjobbet skulle være i kultursekretariatet.

Parterne er uenige om, hvorvidt klager forud for mødet den 25. januar 2013 havde oplyst indklagede om, at den tidligere museumsleder havde chikaneret klager på grund af hans jødiske baggrund.

Der er for Ligebehandlingsnævnet tvivl om, hvorvidt medarbejdere hos indklagede, herunder særligt den tidligere museumsleder, har udsat klager for chikane i relation til hans jødiske baggrund.

Der er også tvivl om, hvorvidt klager før den 25. januar 2013 havde orienteret indklagede om, at han følte sig udsat for chikane på grund af sin jødiske baggrund, således at indklagede på et tidligere tidspunkt kunne have reageret på den påståede chikane.

Disse spørgsmål kan efter nævnets opfattelse kun afklares ved bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke ske ved nævnet, men må ske ved domstolene.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.

<2013-6810-24563>

1.

Klage over bagtalelse grænsende til diskrimination

2.

Klage over arbejdsforhold

3.

Ønske om genoptagelse af arbejdet