Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014

Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en kinesisk statsborger.

Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra januar 2011 til februar 2012 modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.

Parret havde et fællesbarn, født i februar 2009, som var registreret indrejst i Danmark i september 2010.

Udlændingenævnet fandt , at den herboende ægtefælle inden for sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt.

Udlændingenævnet lagde vægt på , at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde udført fysisk belastende arbejde, og at han siden en arbejdsulykke i december 2007 havde været uarbejdsdygtig og derfor var blevet tildelt førtidspension fra februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5.

Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på , at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der vedrører hensynet til familiens enhed.

Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse , at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet.

Udlændingenævnet fandt endvidere , at parrets fællesbarn – henset til den korte tid barnet havde været i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf.

Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse , at børn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5.

Udlændingenævnet bemærkede desuden , at det var op til parret som forældremyndighedsindehavere at afgøre, om parrets fællesbarn skulle blive i Danmark med den herboende ægtefælle eller udrejse med ansøgeren til Kina, at parret selv havde besluttet, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse her, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet ikke fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil.

Udlændingenævnet fandt endelig, at det af ansøgeren anførte om, at der burde dispenseres fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, ikke kunne føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet fandt således , at det ikke ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Kina, hvor ansøgeren var statsborger og efter det oplyste var i beskæftigelse, hvor den herboende ægtefælle efter det oplyste tidligere havde været på besøgsophold flere gange, og hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab.