Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2014
Statutory Text (2 Articles)
Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2014 – Børnesammenføring – Børn under 15 år – Forældremyndighed
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring af et barn fra Etiopien, der var født i 1999, til en herboende fader, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende fader ikke opfyldte kravet om at have forældremyndigheden/have del i forældremyndigheden over barnet, og at faderens navn ikke fremgik af sønnens fødselsattest, samt under henvisning til at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark.
Ansøgeren var født og havde levet hele sit liv i Etiopien, først sammen med sin moder og dernæst med sin mormoder, og han havde gået i skole i Etiopien.
Det var til sagen oplyst, at hans moder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse sad i fængsel, at den herboende fader aldrig havde boet sammen med ansøgeren, og at denne var et-to år gammel, da faderen senest så ham, samt at ansøgeren i Etiopien boede sammen med sin mormoder og efter det oplyste havde familiemedlemmer på begge sider af familien.
Udlændingenævnet fandt vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende fader opfyldte kravet om at være indehaver af forældremyndigheden over ansøgeren, og ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at den herboende fader ikke havde dokumenteret, at han havde del i forældremyndigheden over ansøgeren, at hans navn derudover ikke fremgik af ansøgerens fødselsattest, og at han ikke på en anden måde havde godtgjort, at han havde del i forældremyndigheden over ansøgeren.
I forhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, fandt Udlændingenævnet , at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen, idet der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende fader og ansøgeren udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at ansøgeren var født og opvokset i Etiopien, hvor han først boede sammen med sin moder og efterfølgende sin mormoder, og hvor han også havde haft sin skolegang.
Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på , at den herboende fader ikke havde set ansøgeren, siden denne var et-to år gammel, at den herboende fader i januar 2012 indrejste i Danmark med sin ægtefælle og parrets fællesbarn, og at han først mere end et år efter søgte om at blive familiesammenført med ansøgeren.
Det forhold, at den herboende fader var i telefonisk kontakt med ansøgeren, og at han ønskede at udvide kontakten med denne, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet resultat.
Udlændingenævnet fandt derudover , at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil.
Det forhold, at ansøgerens moder på tidspunktet for afgørelsen sad i fængsel, samt at hans mormoder var gammel og havde svært ved at forsørge ham, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet fandt yderligere , at der ikke i sagen forelå særlige hensyn til familiens enhed eller barnets tarv, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt , at generelle dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen.
Udlændingenævnet fandt herudover , at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen.