Legislator Case Law & Legislation
W20141043725 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - afskedigelse - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2014 10437 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - afskedigelse - medhold

KEN#LOKDOK23 2014 10437 Valid

J.

nr. 2013-6810-40969

En markedsføringsøkonom blev opsagt kort tid efter, at han var begyndt i virksomhedspraktik hos indklagede, og efter at der var indgået en kontrakt om fastansættelse.

En anden ansat hos indklagede havde samme dag, som klager blev opsagt fundet ud af, at klager var formand for parti X.

Afskedigelsen skyldtes ifølge indklagede nedskæringer.

Nedskæringerne ramte de tre nyansatte sælgere.

De to andre sælgere blev dog først afskediget henholdsvis én og to uger efter klager.

Nævnet fandt, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin politiske anskuelse, og at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 120.000 kr., svarende til cirka seks måneders løn.

KEN#LOKDOK23 2014 10437 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som sælger hos den indklagede virksomhed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som sælger hos den indklagede virksomhed.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 120.000 kr. med procesrente fra den 18. september 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager er uddannet markedsføringsøkonom.

Han kom den 5. august 2013 i virksomhedspraktik som sælger hos den indklagede virksomhed.

Den 12. august 2013 indgik klager og indklagede en ansættelseskontrakt med virkning fra 2. september 2013.

Klager blev opsagt den 29. august 2013 begrundet i nedskæringer.

Klager er leder af parti X.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet opsagt fra sin stilling hos indklagede på grund af sin politiske anskuelse.

Klager gør gældende, at han har krav på en godtgørelse på 150.000 kr., svarende til ca. seks måneders løn.

Klager er uddannet markedsføringsøkonom og har beskæftiget sig inden for salgs- og markedsføringsbranchen, hvor han har haft tre forskellige stillinger.

Alle har desværre været af kort varighed, fordi klager er blevet afskediget på grund af sine politiske aktiviteter.

Klager er politisk aktiv og offentligt kendt som sådan.

Klager er partileder for parti X og var kandidat til kommunal- og regionsrådsvalget i november 2013.

Klagers virke som politisk aktiv nationalist er en stor udfordring i forhold til erhvervslivet.

Klager har således ikke kunne holde på et job i mere end fire måneder alene på grund af sine politiske aktiviteter.

Den 29. august 2013, hvor klager blev opsagt, var han som led i sit arbejde ude for at afholde et salgsmøde med en kunde.

Når man er ude til disse møder, er det normalt løbende at være i kontakt med kontoret for at give tilbagemelding på, hvordan møderne er gået.

Det var klager også den pågældende dag.

Efter at have afholdt salgsmødet skulle klager have fat i salgskonsulent A.

Hun var den medarbejder, der havde været der i længst tid, og som i praksis fungerede som en slags salgschef, når direktør B ikke var til stede.

Klager forsøgte først at få fat i salgskonsulent A på hendes mobilnummer, men hun tog ikke telefonen.

Klager ringede derfor op til kontoret.

Salgskonsulent A fortalte, at hun lige havde tjekket, hvem der havde haft ringet til hende.

Det gjorde hun ved at slå nummeret op på Krak.

Da det mobilnummer, som klager ringede fra, er koblet op på parti X's cvr.nr., fandt salgskonsulent A frem til parti X på Krak.

Salgskonsulent A nævnte dette overfor klager i telefonen.

Opkaldet til A skete den 29. august 2013 kl.

13.27.

Samme dag kl.

19.49 modtog klager en sms fra direktør C med følgende tekst

"Hej [klager].

Du bedes tjekke din mail.

Beklager.

Hilsen [direktør C]"

Klager havde modtaget en e-mail med en opsigelse.

Af denne fremgik det

"Hej [klager]

Vedr.

Opsigelse af ansættelseskontrakt 2 sep.

2013.

Grundet nogle nye økonomiske beregninger, er vi desværre nødsaget til at fortage nedskæringer i såvel produktionen som i salget.

Du vil naturligvis modtage løn i opsigelse perioden i henhold til kontrakten.

Du er ligeledes fritstillet fra d.d. og skal ikke give møde mere på kontoret."

Klager talte senere i telefon med direktør C, hvor han benægtede, at opsigelsen skulle have noget med klagers politiske holdninger og aktiviteter at gøre.

Direktør C vedkendte sig dog, at det var "pudsigt", at opsigelsen skete samme dag, som en fra virksomheden havde fået kendskab til klagers politiske holdninger.

Direktør C indrømmede samtidig, at klager var den bedste af de i alt tre sælgere, som indklagede havde ansat fra den 5. august 2013.

Direktør C fortalte også, at det var rigtigt, at indklagede så sent som samme dag (29. august 2013) havde afholdt ansættelsessamtaler, men at "nedskæringerne" da også skyldtes "helt nye tal".

Indklagede havde den 17. september 2013 en annonce på Jobindex, hvor de søgte efter en ny medarbejder til klagers stilling.

Jobannoncen har været der siden klagers opsigelse.

Det virker meget besynderligt, hvis manglende fjernelse af annoncen skyldes en forglemmelse, da man må formode, at annoncen giver henvendelser, og at man betaler for at få annoncen vist.

Det er misvisende, at det fremgår af klagers ansættelseskontrakt, at han først blev ansat pr. 2. september 2013.

Klager startede i virksomhedspraktik hos indklagede allerede den 5. august 2013.

Der var ikke tale om en periode, hvor indklagede skulle se klager an, sådan som et virksomhedspraktikforløb er tiltænkt.

Derimod var der tale om, at indklagede ikke ville betale klager løn i "oplæringsperioden".

Det er ikke korrekt som anført af indklagede, at klager var den eneste af de nye sælgere, der blev ansat i "virksomhedspraktik".

Klager var den eneste, der formelt kunne indgå i et virksomhedspraktikforløb, idet han var den eneste på dagpenge.

De to andre sælgere arbejdede uden kontrakt den første måned.

Da den ene sælger efter samtale med sin fagforening klagede til indklagede over ikke at have fået en kontrakt, fik han en kontrakt dateret den 5. august 2013.

Der var derfor ikke nogen forskel på klager og de andre nyansatte sælgeres ansættelsesanciennitet.

Det er ikke et lovmæssigt krav, at man skal afskedige den medarbejder med kortest anciennitet.

Hvis virksomheden vitterligt var i en økonomisk dårlig situation, som krævede akut indgriben, så ville man naturligvis afskedige den, der præsterede dårligst.

Klager følte, at han passede godt ind i virksomheden.

Klager præsterede så godt, som man nu kan som nyansat.

Klager talte godt med de andre kolleger, og han blev også "hængende" om fredagen, når der var fredagsøl.

Lejlighedsvis kørte klager også en af sine kolleger hjem, som boede tæt på klager.

Klager fungerede alt i alt godt socialt på arbejdspladsen, og han var også den af de nye, der præsterede bedst.

Klager var ude og afholde salgsmøder allerede to uger inde i ansættelsen, og klager nåede at lukke seks aftaler, heraf to med mersalg.

Til sammenligning havde klagers to andre kolleger kun lukket tre aftaler hver, da klager blev opsagt.

Ingen af dem havde lavet mersalg.

Indklagede skulle angiveligt være blevet gjort opmærksom på den "helt nye" økonomiske situation om morgenen den 29. august 2013.

Dette forklarer dog ikke, hvorfor de afholdt jobsamtaler op af formiddagen samme dag.

Der må også stilles spørgsmålstegn ved, om man lige pludselig finder ud af, at man ikke har råd til at have en sælger ansat, som man formelt har skrevet kontrakt med 17 dage forinden.

Såfremt indklagede ledelse vitterligt følger en filosofi, hvor man ikke har råd til at begå økonomiske fejltagelser, så må det konstateres, at man i ansættelsessituationen har afveget væsentligt fra denne filosofi.

Det forekommer usandsynligt, at det skulle forholde sig sådan.

Nøgletal for en enkelt måned er ikke nok til at vurdere virksomhedens økonomiske situation.

I forhold til opsigelsen af de to andre nyansatte sælgere påpeger klager, at det fremgår af deres opsigelser, at de skulle arbejde i opsigelsesperioden, hvorimod klager blev fritstillet.

Det var meget vigtigt for indklagede, at klager ikke kom tilbage til arbejdspladsen, idet indklagede ikke blot sendte en e-mail, men også en sms, hvor klager blev gjort opmærksom på mailen med opsigelsen.

Dette understreger, at indklagede ville slippe af med klager for at undgå de kontroverser, som de måtte forestille sig, at det kunne skabe, at de havde ansat klager i virksomheden.

Indklagede er efterfølgende fortsat med at søge efter nye sælgere, hvilket fremgår af et jobopslag fra den 29. september 2013.

Indklagede afviser, at klager er blevet afskediget på grund af sin politiske anskuelse.

Indklagede er en virksomhed, der sammen med sit søsterselskab beskæftiger sig med salg, implementering og servicering samt drift af hjemmesider for fortrinsvis små og mellemstore virksomheder.

Indklagede og søsterselskabet er stiftet i oktober 2011.

Resultatet for første regnskabsår, som blev afsluttet 31. december 2012, levede ikke op til de forventninger, der var fra anpartshavernes side.

Som følge heraf fulgte man fra ledelsens side den økonomiske udvikling meget tæt.

Filosofien hos ledelsen var, henset til selskabets korte levetid, at der ikke var råd til at begå økonomiske fejltagelser.

Baggrunden for klagen er, at klager er af den opfattelse, at han er blevet afskediget, fordi en medarbejder hos indklagede via en søgning på internettet har fundet klagers mobilnummer på en hjemmeside for et politisk parti.

Indklagede søgte nye sælgere til start den 5. august 2013, hvor klager som den eneste af tre nye sælgere indledte sit ansættelsesforhold i virksomhedspraktik.

De to andre sælgere blev ansat i et egentligt ansættelsesforhold pr. 5. august 2013.

Virksomhedspraktikken er en ansættelsesform, hvor såvel den ansatte som arbejdsgiveren har op til fire uger til at vurdere, om et egentligt ansættelsesforhold kan etableres.

Klager underskrev sin ansættelseskontrakt den 12. august 2013 med start til den 2. september 2013.

På daværende tidspunkt så det ud til, at virksomhedes likviditet m.v. kunne bære dette, også selvom man allerede havde ansat to yderligere sælgere med start den 5. august 2013.

Grunden til, at klager fik sin ansættelseskontrakt inden virksomhedspraktikken var afsluttet, var, at klager rykkede for kontrakten flere gange.

Den først uge efter ansættelse af klager og de to andre sælgere gik med oplæring i virksomhedens struktur, produktkendskab, kundeemner, salgstræning m.v. Herefter var der i de kommende uger fortsat salgstræning samt træning i virksomhedens produkter.

På baggrund af den megen træning og oplæring var indklagede ikke i stand til på så kort tid at kunne vurdere, hvem der på sigt ville kunne levere de bedste resultater.

På den baggrund valgte indklagede at anvende ansættelsesanciennitet som baggrund for opsigelserne.

Det var efter indklagedes opfattelse det, der var mest fair, henset til den korte periode, man havde haft til vurdering af de ansattes indsats og fremtidige muligheder.

Ledelsen modtager typisk i slutningen af måneden rapporter fra økonomiafdelingen vedrørende den økonomiske status og vurdering af muligheder og risici i den kommende periode.

Om morgenen den 29. august 2013 rettede indklagedes bogholder telefonisk henvendelse til den nu afdøde direktør C.

Direktør C havde bopæl på Sjælland og var derfor ikke på kontoret den pågældende dag.

Bogholderen udtrykte bekymring over den økonomiske udvikling som viste, at indklagede ville have et likviditetsmæssigt underskud i august 2013 på ca. 90.000 kr. Bogholderen anbefalede direktør C en langsommere vækst end oprindelig planlagt, idet der ikke var nogen indikator på, at kundernes likviditet hurtigt ville blive forbedret, så de kunne betale deres udestående til indklagede.

Dette blev fulgt op af den sædvanlige rapportering.

På baggrund heraf traf ledelsen samme dag den beslutning, at man så sig nødsaget til at indskrænke i såvel salgsafdelingen som i produktionen (indklagedes søsterselskab).

Den øvrige ledelse bestående af direktør B, som var den, der holdt ansættelsessamtaler den 29. august 2013, blev først informeret om de nye økonomiske forudsætninger telefonisk sidst på dagen den 29. august 2013 af direktør C.

Direktør B var således ikke bekendt med de nye informationer omkring likviditeten før efter samtalerne.

Samtalerne resulterede ikke i flere ansættelser.

Ledelsen traf herefter den beslutning, at klager, som den, der blev ansat sidst, måtte afskediges i salgsafdelingen.

Dette skete ved en e-mail samme dag.

Også i produktionen blev den sidst ansatte medarbejder afskediget.

Det skete den 30. august 2013.

Ved opsigelserne har indklagede således kun lagt medarbejdernes ansættelsesanciennitet til grund.

Efterfølgende er de andre nyansatte sælgere, der startede den 5. august 2013, ligeledes blevet afskediget henholdsvis den 6. og 13. september 2013.

Den jobannonce, som klager har henvist til, blev købt og offentliggjort den 20. august 2013.

Annoncen er indrykket for en periode på fire uger.

Ledelsen havde på tidspunktet for indrykning af annoncen ikke modtaget rapporteringen fra bogholderiet.

Den efterfølgende annonce var også forudbetalt og resulterede heller ikke i flere ansættelser.

Fokus for indklagede har i den efterfølgende periode været at genskabe og styrke likviditeten i virksomheden, og ikke på at fjerne en annonce, der "lå stille" og i øvrigt var betalt.

Henset til direktør C's mellemliggende svære sygdom og senere dødsfald er indklagede ikke umiddelbart i stand til at kommentere på eller på anden måde få verificeret indholdet af den af klager refererede samtale med direktør C.

Der er dog intet der indikerer, at klager skulle være blevet udsat for forskelsbehandling i forbindelse med opsigelsen.

Indklagede er ikke bekendt med, hvilke "kontroverser" klager sigter til i sit indlæg til nævnet, og indklagede har i øvrigt heller ikke oplevet, at klagers tilstedeværelse på virksomheden under praktikken, gav anledning til problemer i nogen henseende.

Baggrunden for, at klager blev fritstillet i opsigelsesperioden var, at indklagede så det som et plaster på såret til klager, i erkendelse af, at indklagede i forbindelse med ansættelserne havde været for optimistisk samt henset til, at klager jo ikke var blevet aflønnet i forbindelse med virksomhedspraktikken.

De fleste medarbejdere ville erfaringsmæssigt se en fritstilling som et privilegium og ikke det modsatte, som klager tilsyneladende gør.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse efter forskelsbehandlingsloven.

Det fremgår af denne, at en arbejdsgiver ikke må lægge vægt på blandt andet en medarbejders politiske anskuelse ved beslutning om afskedigelse.

Det er klager, der i første omgang skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har lagt vægt på hans politiske anskuelse ved beslutningen om at afskedige ham.

Det er nævnets vurdering, at klager har påvist sådanne faktiske omstændigheder.

Der er herved lagt vægt på, at klager blev opsagt samme dag, som salgskonsulent A blev opmærksom på, at klager var tilknyttet parti X.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at man ikke ved opsigelsen af klager helt eller delvist lagde vægt på dennes politiske anskuelse.

Nævnet finder, at indklagede ikke har ført dette bevis.

Ved vurderingen heraf er der særligt lagt vægt på, at klager blev opsagt som den første den 29. august 2013, og at de to øvrige nyansatte sælgere først blev opsagt den 6. og 13. september 2013.

Der er videre lagt vægt på, at klager i modsætning til de øvrigt opsagte medarbejdere blev fritstillet.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 120.000 kr., svarende til ca. seks måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 120.000 kr. til klager med procesrente fra den 18. september 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

<2013-6810-40969>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →