Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - ansættelse - parts- og vidneforklaringer
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - ansættelse - parts- og vidneforklaringer
J.
nr. 2013-6810-42281
En muslimsk kvinde var til jobsamtale til et job som pædagogmedhjælper, men fik ikke jobbet.
Klager mente, at det skyldtes hendes religiøse overbevisning, da snakken til jobsamtalen blandt andet var faldet på eventuelle problemer i forhold til at tage i svømmehallen og deltage i grillfester, hvor nogle forældre ville spise svinekød.
Indklagede var enig i, at det var emner, der var blev snakket om til jobsamtalen, men det fremgik ikke klart, hvad der konkret var blevet talt om, og hvorvidt der var en sammenhæng mellem indklagedes spørgsmål og klagers religion.
Da en afklaring af disse forhold kun kunne ske ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af religion i forbindelse med afslag på ansøgning om job som pædagogmedhjælper i et fritidshjem.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af religion, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Klager er kvinde.
Hun er muslim og bærer tørklæde.
Indklagede er en integreret institution for børn mellem 3 - 10 år.
Klager søgte et job som pædagogmedhjælper hos indklagede.
Den 4. oktober 2013 var klager til jobsamtale.
Klager fik ikke jobbet.
Indklagede har fremlagt mail af 18. oktober 2013 til klager
"Til [klager]
Iget vi takker for din ansøgning til den ledige stilling på [indklagede] må vi samtidigt meddele dig at ansøgningen er givet til anden side"
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af religion.
Klager ønsker at oplyse indklagede om, at de udsatte klager for forskelsbehandling, så det ikke sker igen for andre ansøgere.
Inden klager sendte ansøgningen af sted, valgte hun at slette sit billede på CV'et for at se, om hun fik en anden reaktion i forhold til alle de andre jobansøgninger, hun forgæves havde sendt af sted.
Klager havde forberedt sig godt til samtalen, som hun var meget spændt på.
Det var et drømmejob for klager at arbejde med børn i den aldersgruppe.
Da klager ankom, trådte hun smilende ind og gav hånd til lederen og souschefen, der begge var mænd.
Klager blev først vist rundt Parterne satte sig derefter ned og begyndte samtalen.
Klager skulle indledningsvis fortælle om sig selv.
Samtalen gik godt, indtil souschefen spurgte klager, hvordan hun havde det med at tage i svømmehallen med børnene og kollegaerne?
Klager svarede begejstret, at det havde hun det helt fint med.
Hun havde en svømmedragt til svømmehaller, som hun kunne bruge, og som hun også havde brugt, når hun gik i svømmehallen med sine børn.
Souschefen spurgte efterfølgende, hvordan klager havde det med at være nøgen med de kvindelige kollegaer og børnene.
Klager svarede hertil, at det havde hun det fint med.
Souschefen understregede, at klager skulle være nøgen.
Klager spurgte om årsagen til, at hun skulle være nøgen?
Hun havde aldrig haft dette problem, da hun altid havde fundet løsninger på, hvordan hun kunne bade uden at overskride sin personlige grænse.
Souschefen sagde, at man tidligere havde haft problemer med en kvindelig pædagog, der ikke ville tage al tøjet af.
Det havde været et problem.
Klager svarede hertil, at dette forhold ikke skulle være afgørende for, om medarbejderen var en god pædagog, og at det handlede om den enkelte persons egen blufærdighed.
Klager fik svaret;
"vi bor i Danmark og i det danske samfund lærer vi vores børn, at man skal bade nøgen foran hinanden og at det er helt okey".
Dette svar efterlod klager helt mundlam.
Parterne talte lidt videre, og gik herefter videre til at tale om andre ting.
Klager følte sig utrolig krænket, men fortsatte samtalen med et smil.
Indklagede stillede forskellige andre spørgsmål, som klager måske overanalyserede lidt, men hun kunne ikke rigtig gøre andet, da samtalen efterhånden drejede sig mere om religion og tørklæde end hendes pædagogiske evner og kompetencer.
Lederen gjorde det klart, at der nok ville være mange situationer, hvor klager skulle vælge mellem sin religion eller sit pædagogiske arbejde.
Klager afviste dette, da hun aldrig havde været ude for sådanne situationer før.
Indklagede fortalte om en grillfest i institutionen, hvor nogle af kollegaerne ikke ville stå sammen med forældre eller andre medarbejdere, fordi de grillede eller spiste svinekød.
Klager sagde, at hun ikke var den type, og at det var en meget ekstrem måde at reagere på.
Og så skulle hun pludselig forsvare sit valg af religion overfor indklagede.
Indklagede sluttede samtalen med at sige at alle, der havde været til samtale, ville få en telefonopringning indenfor den næste uge for at få svar på jobansøgningen.
Klager blev aldrig ringet op af indklagede.
Klager forlod samtalen med meget blandede følelser.
Hun brændte virkelig for stillingen, men vidste jo samtidig, at det var umuligt efter den samtale, hun havde haft med indklagede.
Klager følte sig i den grad forskelsbehandlet og skuffet over, at "islamofobien" i Danmark ikke var ovre.
Klager fik at vide, at hun talte godt dansk, hvilket undrer hende.
Hun er en integreret borger, der gerne vil sit danske samfund, og klager er derfor meget træt af den kommentar.
Klager vil ikke betragtes som en undertrykt muslimsk kvinde, men som et medmenneske på lige fod med alle andre borgere i det danske samfund.
Klager har ikke besvaret indklagedes svar i sagen.
Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager.
Den indklagede institution ligger i et område med mange nationaliteter og sprog.
Den medarbejder, man søgte, skulle udfylde indklagedes profil, der handlede om integration og bevægelse.
Man havde derfor aftalt 25 årlige ture til den nye nabosvømmehal.
Det var et af indklagedes vigtigste fokusområder og derfor også et centralt emne under ansættelsessamtalerne.
Alle ansøgerne blev spurgt samme spørgsmål;
havde de erfaring med at tage i svømmehal med børn på en institution, og hvordan håndterede de denne situation?
Det var vigtigt for indklagede at få svar på disse spørgsmål, fordi den nye medarbejder skulle være en bærende kraft i projektet.
Indklagede spurgte også en del til klagers holdninger til integration.
Den nye medarbejder skulle også være en profil på dette område, og klager var indkaldt til samtale med dette for øje.
Indklagede er uforstående overfor klagers bemærkning om, at det var et krav, at man skulle være nøgen overfor børnene.
Indklagede oplyste rettelig klager om, at det var OK, hvis der var mulighed for at bruge en kabine eller en anden løsning i baderummet.
Det var dog også vigtigt, at indklagede overholdt svømmehallens regler for hygiejne, ligesom det var centralt, at man var tilstede og kunne hjælpe børnene med at blive vasket og tørret.
Indklagede ønsker ikke at kommentere klagers overfortolkning af samtalen.
Indklagede består af en broget skare af nationaliteter, hvoraf flere er muslimsk orienterede.
Tilsvarende er souschefen muslim.
Under ansættelsessamtaler tager indklagede ikke udgangspunkt i personens udseende eller religion - det indgår kun, hvor det har relevans for forståelsen af personen.
Det er fokusområderne, den personlige fremtræden og de faglige kvalifikationer, der er udgangspunktet for ansættelsen.
Indklagede bestrider, at klager ikke fik svar på sin ansøgning.
Der henvises til den fremlagte mail af 18. oktober 12:45, der blev afsendt indenfor den aftalte tidsramme.
Indklagede mener også, at klager har misforstået den del af samtalen, der vedrørte sommerfesten.
Der var tale om en forældregruppe, der ikke ville være sammen med folk, der spiste gris.
Indklagede stillede spørgsmålet til klager, fordi det havde relevans i forhold til forældregruppen, og fordi den nye medarbejder skulle være en vigtig del af integrationsarbejdet på institutionen.
Integration er en vigtig faktor for det daglige arbejde.
Indklagede endte med at ansætte en medarbejder af muslimsk orientering, der under samtalen viste en udadvendt personlighed, kunne forstå problematikkerne og selv kom med forslag til videreudviklingen af integrationsarbejdet.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion indenfor arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling.
Hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, der taler for, at der kan være udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet krænket.
En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om for eksempel dennes religion.
Der er mellem parterne enighed om, at man talte om klagers mulighed for at gå i svømmehallen med alle børnene, og at man også talte om en episode i forbindelse med en sommerfest, hvor der blev serveret svinekød.
Det fremgår imidlertid ikke klart, hvad der konkret blev talt om, og hvorvidt der var en sammenhæng mellem indklagedes spørgsmål og det forhold, at klager var muslim.
Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at spørgsmålet om, hvorvidt klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af religion under jobsamtalen, kun kan afklares efter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted ved nævnet, men må ske ved domstolene, kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klagen.
<2013-6810-42281>