Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014
Statutory Text (2 Articles)
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.
Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år*.
Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010.
I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen.
Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks.
I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks.
I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse.
I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet.
I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.
Udlændingenævnet fandt , at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningen om ægtefællesammenføring i februar 2014 ikke havde lovligt ophold i Danmark.
Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at ansøgeren havde modtaget afslag på familiesammenføring senest i juni 2011 og fået meddelt en udrejsefrist, hvorfor hun ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at have lovligt ophold i Danmark efter denne dato.
Udlændingenævnet fandt endvidere , at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet, da der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet, samt at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke ville kunne udøve familielivet i Filippinerne, herunder at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne meddeles opholdstilladelse i Filippinerne, såfremt parret ønskede det.
Det forhold, at ansøgeren i november 2011 fødte parrets fællesbarn i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet lagde vægt på , at parrets familieliv var etableret på et tidspunkt umiddelbart før udløbet af ansøgerens opholdstilladelse som au pair, og at hun dernæst ikke havde haft lovligt ophold her i landet.
Ansøgeren kunne ikke have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, uanset at hun senere under ulovligt ophold havde født et barn.
Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på , at ansøgerens barn ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børn først kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor barnet skal have været tilknyttet dansk institution eller skole.