Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold

En dansk far, bosiddende i Sverige, klagede over en afgørelse, om at hans datter ikke fik midlertidig bopæl hos ham.

Efter samlivets ophør, flyttede moderen til Danmark.

Det samme gjorde klager siden hen.

Indklagede 1, statsforvaltningen, oplyste at deres afgørelse om, at klagers datter skulle bo hos sin mor var truffet ud fra en skønsmæssig vurdering af, hvad der var bedst for barnet.

Indklagede 2, den administrative klageinstans, var enig med Statsforvaltningens oprindelige afgørelse.

Nævnet fandt ikke bevis for, at der var sket forskelsbehandling på grund af køn.

Klager fik derfor ikke medhold i sagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sagsbehandlingen og ved afgørelsen i statsforvaltningen og i den administrative klageinstans af sag om midlertidig bopæl for klagers datter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Sagsbehandlingen i statsforvaltningen og den administrative klageinstans ved afgørelsen af sag om midlertidig bopæl for klagers datter var ikke i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling

En far har klaget over, at hans datter ved afgørelse først i statsforvaltningen og dernæst i den administrative klageinstans ikke har fået midlertidig bopæl hos ham.

Moderen og klager flyttede sammen i Sverige, og deres datter blev født den 10. november 2010.

Klager tog otte måneders forældreorlov i forbindelse med datterens fødsel fra slutningen af februar 2011 til midten af oktober 2011.

Klager er bilmekaniker, og moderen er frisør og har egen salon.

Moderen har et særbarn, en datter, som går i skole.

Begge forældre er danske statsborgere.

Moderen opgav parforholdet i august 2011 og flyttede med døtrene til X by i Danmark, og datteren fik daginstitutionsplads samme sted.

Klager flyttede efterfølgende til Danmark.

Statsforvaltningen traf den 28. november 2011 midlertidig afgørelse om bopæl og samvær for datteren, hvorefter datteren midlertidigt skulle have bopæl hos moderen under den verserende sag om bopæl.

Ved afgørelsen blev der lagt afgørende vægt på, at moderen havde fået fast bopæl i X by i Danmark, og at det var muligt for datteren at få vuggestueplads med kort varsel.

Det blev desuden tillagt vægt, at datteren hermed fik mulighed for at bevare forholdet til storesøsteren.

Statsforvaltningen fandt ikke at kunne lægge afgørende vægt på faderens oplysning om, at han havde afholdt hele barslen med datteren.

Det midlertidige samvær blev fastsat til fredag-søndag i ulige uger og onsdag-fredag i lige uger.

Klager klagede over afgørelsen til den administrative klageinstans, der i afgørelse af 7. marts 2012 ikke fandt grundlag for at ændre hverken begrundelsen eller afgørelsen fra statsforvaltningen.

Sagen om bopæl og samvær blev indgivet for retten, og i den forbindelse blev der den 5. juni 2012 afgivet udtalelse fra datterens institution.

I udtalelsen blev det konkluderet, at personalet oplevede datteren som en pige i god udvikling og trivsel, med god kontakt til begge forældre, ligesom personalet også havde en god dialog og kontakt med begge forældre, når datteren blev afleveret og hentet.

Der blev ligeledes af en psykolog udarbejdet et notat af 12. juni 2012 vedrørende hjemmebesøg hos datteren.

Der blev foretaget to besøg hos såvel faderen som moderen.

I sammenfatningen og vurderingen af hjemmebesøgene hos forældrene fremgår

"at der har været mange tegn på, at [datterens navn] er kærligt og gensidigt tilknyttet begge forældre og at begge varetog omsorgsfunktionerne på bedste vis.

Storesøsteren [navnet] har virket påfaldende "fjern" i længere episoder.

Da det også skete i kontakten til ut.

og moderen er det næppe udtryk for følelsesmæssig afvisning af [datterens navn].

Der har været iagttaget mange tegn på, at [datterens navn] har stor glæde af at være sammen med storesøster alligevel."

Rettens afgørelse i sagen svarer til resultatet af den midlertidige afgørelse.

Klager har fremsendt statistisk materiale fra Danmarks Statistik om procentandelen efter alder af børn i Danmark med bopæl hos far i 1980, 2007 og 2001.

Klager har endvidere fremsendt statistik fra Børnerådets undersøgelser juni 2011 om det bedste for børn ved skilsmisse, og det sværeste for børn, når forældre vil skilles.

Klager har endelig fremsendt en TV-optagelse om Foreningen Fars arbejde samt en Pressemeddelelse af 19. marts 2013 fra Danske Familieadvokater, med titlen "Alt for mange samværssager ender i Statsforvaltningen".

I meddelelsen problematiseres det, at mange sager om samvær ender i statsforvaltningerne, der ifølge meddelelsen ikke er gearede til at varetage opgaven.

Klager påstår, at der ved sagsbehandlingen er sket en overtrædelse af reglerne i ligestillingsloven, og at datteren straks skal flytte midlertidig bopæl til ham, således at barnet og klager kan blive genforenet på samme vis som aftalt mellem forældrene forud for samlivets ophør.

Der henvises til klagers otte måneders barselsperiode, og til at der er en meget tæt tilknytning mellem klager og datteren, samt at den børnesagkyndige undersøgelse dokumenterer, at klager er en rigtig god forælder.

Moderen er selvstændig erhvervsdrivende med arbejde i weekender og lange arbejdsdage, og barnet hentes af en anden person i daginstitutionen.

Barnets tryghed og tætte tilknytning til klager er bragt i fare af statsforvaltningen og bør straks genetableres.

Det fremgår af afgørelsen af 28. november 2011 fra statsforvaltningen, at moderens udsagn tages for gode varer, og de har set bort fra faderens otte måneders barselsperiode.

Klager henviser til følgende udsagn

"[moderens navn] oplyste på mødet at forældrene har haft et meget turbulent forhold.

[moderens navn) oplyste, at [klagers navn] har svært ved at sætte sine egne behov til side i forhold til [datterens navn].

[moderens navn]oplyste endvidere, at [klagers navn]ikke har formået at give [datterens navn] en fast dagsrytme de dage, han var sammen med hende."

"[Moderens navn] oplyste, at hun mener, at [klagers navn] mangler empati, og at han har svært ved at trøste [datterens navn].

[Moderens navn] oplyser, at, [klagers navn] har et stort temperament."

"[Moderens navn] oplyste, at hun mener det vil være skadeligt for [datterens navn] at være for lang tid alene med [klagers navn]."

"[Moderens navn] oplyste, at hun mener, at det vil være bedst for [datterens navn], at [datterens navn] har samvær med [klagers navn] hver anden week-end samt en hverdagsovernatning i modsatte uge."

I afgørelsen lægges der vægt på, at datteren hurtigt fik en institutionsplads i moderens kommune, men der står ikke noget om, at klager inden det første mæglermøde fik datteren skrevet op til institutionsplads i den kommune, hvor han bor.

Klager finder, at der er sket forskelsbehandling ved en forkert midlertidig afgørelse i statsforvaltningen.

Byretten har stadfæstet statsforvaltningens midlertidige afgørelse, fordi barnet nu er integreret hos moderen.

Statsforvaltningen tager end ikke beslutning om meget samvær for klager.

Statsforvaltningerne må efter loven ikke træffe afgørelse på domstolenes vegne, men det gør de ved de midlertidige afgørelser eller ved manglen på midlertidige afgørelser.

Mange fædre opgiver sagerne på grund af misinformering fra offentlige myndigheder, fejl og forskelsbehandling.

Klager henviser til forældreansvarslovens bestemmelser om det bedste for barnet og til ligestillingsloven, hvorefter ligestilling mellem mænd og kvinder skal fremmes.

Klager fremhæver, at der efter oplysninger fra Danmarks Statistik er færre fædre, der har bopæl for deres børn i dag end i 1980.

Dette er direkte i modstrid med samfundsudviklingen og intensionerne bag forældreansvarsloven fra 2007, og det dokumenterer, at der sker forskelsbehandling i sagsbehandlingen i statsforvaltningerne og i den administrative klageinstans.

Det er ikke tilladt for offentlige myndigheder at indføre retningslinier, procedurer, vejledninger eller personlige fortolkninger, som bryder med principperne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er baseret på FN's verdenserklæring.

Klager opfordrer til, at ligestillingslovens bestemmelser præciseres overfor alle sagsbehandlere i statsforvaltningerne.

Der er et klart mønster i deres landsdækkende rådgivning dokumenteret af Danmarks Statistik.

Klager henviser endelig til FN's Børnekonvention og pligten til at genskabe kontakten, hvis adskillelse skyldes staten, og til Menneskerettighedskonventionen, om beskyttelse af begge forældres familieliv.

Indklagede 1, statsforvaltningen oplyser, at forvaltningen den 28. november 2011 traf afgørelse om, at klagers datter skulle bo hos sin mor.

Afgørelsen blev truffet ud fra en konkret skønsmæssig vurdering af, hvad der var bedst for barnet.

Statsforvaltningens afgørelse er tiltrådt af den administrative klageinstans den 7. marts 2012.

Forvaltningen har ikke i øvrigt bemærkninger til den række af betragtninger af generel karakter, der er anført i klagen.

Indklagede 2, den administrative klageinstans er enig med statsforvaltningen i afgørelsen af 28. november 2011 om midlertidig bopæl og samvær, og mener ikke, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, eller at der er sket brud på princippet om retten til et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Forældreansvarsloven, som trådte i kraft den 1. oktober 2007 bygger bl.a. på betænkning 1475/2006 om Barnets Perspektiv, som blev afgivet af udvalget om Forældremyndighed og Samvær.

Udvalget blev nedsat for at overveje om reglerne om forældremyndighed og samvær var tidssvarende, og i tilstrækkelig grad sikrede varetagelsen af barnets interesser og behov.

I forslaget til forældreansvarsloven er der foretaget en ligestillingsvurdering.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at det er et ønske bag forslaget at gøre reglerne mere tidssvarende, så de passer til familiernes ændrede struktur i samfundet.

Det er således hensigten at sikre, at forældre bliver ligestillede i sager om forældremyndighed og samvær.

Det fremgår blandt andet af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at titlen på loven er med til at understrege et af lovens hovedprincipper, nemlig at et barn har ret til to forældre, og at dette princip indebærer, at de - uanset de ikke lever sammen længere - skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samarbejde omkring væsentlige beslutninger om barnet.

Det er lovens klare udgangspunkt, at forældrene har fælles forældremyndighed, og at dette fællesskab omkring barnet fortsætter i tilfælde af samlivsophævelse.

Domstolene har i modsætning til den tidligere lov mulighed for at bestemme, at den fælles forældremyndighed skal fortsætte, selvom en af forældrene ønsker den ophævet.

Et andet grundlæggende princip i loven er, at alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Kriteriet tager udgangspunkt i FN's Børnekonvention.

I forlængelse heraf er det i lovforarbejderne præciseret, at barnets egne synspunkter skal indgå i alle forhold vedrørende barnet alt efter dets alder og modenhed.

Barnet skal altid inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, hvilket kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige erklæringer eller på anden måde.

Dette gælder dog ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller unødvendigt efter sagens karakter.

Der er ikke fastsat en aldersgrænse i forslaget.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår det blandt andet om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at den ret til familieliv, som er beskyttet, især drejer sig om kontakten mellem barnet og dets forældre og eventuelle andre pårørende eller lignende.

Menneskerettighedsdomstolen betragter afbrydelsen af kontakten mellem et barn og dets forældre som et indgreb i retten til et familieliv, der er omfattet af konventionen.

Det er imidlertid ikke ethvert indgreb i retten til et familieliv, der medfører en krænkelse af konventionen.

Et indgreb kan legitimeres, hvis der i national ret findes hjemmel til indgrebet, hvis indgrebet tjener et af de formål, der er angivet i konventionens artikel 8, og hvis indgrebet er proportionalt med det formål, der søges opnået.

Proportionalitetsvurderingen indebærer en afvejning af den pågældende forælders ret til familieliv med barnet, og barnets ret til at blive beskyttet mod overgreb.

I sager om forældremyndighed og samvær er der sjældent tvivl om, at indgrebet er sket med hjemmel i national lov, og at det er sket til varetagelse af hensyn, der er omfattet af opregningen i bestemmelsen i konventionen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det bemærkes indledningsvis, at Ligebehandlingsnævnet alene kan udtale, om der er handlet i strid med ligebehandlingsreglerne, og tilkende en godtgørelse.

Nævnet har ikke kompetence til at ændre de afgørelser, der er truffet af forvaltningen.

Det bemærkes endvidere, at Ligebehandlingsnævnet alene behandler konkrete klagesager vedrørende tilsidesættelse af reglerne om ligebehandling og ikke har mulighed for at undersøge sager af egen drift.

Nævnet har heller ikke kompetence til at behandle klager vedrørende ligestillingslovens § 4, hvorefter alle offentlige myndigheder har pligt til inden for deres område at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Offentlige myndigheder, som træffer afgørelser overfor borgerne, er i deres forvaltning omfattet af forbudet mod forskelsbehandling på grund af køn.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det fremgår af statistikken fra Danmarks Statistik, at andelen af børn, der har bopæl hos faderen, er mindre end andelen af børn, der har bopæl hos moderen.

Det fremgår endvidere, at andelen af børn, der har bopæl hos faderen, stiger med barnets alder, og at tallene generelt ikke har ændret sig meget fra 1980 til 2011.

Nævnet finder ikke, at det forhold, at der er flere børn, der har bopæl hos moderen end hos faderen, dokumenterer, at der generelt sker forskelsbehandling af fædre ved sagsbehandlingen i forbindelse med afgørelser om midlertidig bopæl for barnet.

Der er med fremlæggelsen af de statistiske oplysninger og det generelle materiale ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der hverken konkret eller generelt er udøver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

I den konkrete sag er det anført af klager, at moderens udtalelser om forældrenes forhold og faderens forældreevne er lagt til grund, mens det ikke er tillagt vægt, at klageren tog en lang orlov i forbindelse med barnets fødsel.

Det er endvidere anført, at forvaltningen ikke tillagde det betydning, at moderen var selvstændig med lange arbejdsdage, og at det ikke blev undersøgt, om klageren havde en institutionsplads til barnet.

Nævnet finder heller ikke, at der hermed i den konkrete sag er skabt en formodning for, at der er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Begge forældre er fundet egnede til at have bopæl for barnet ifølge psykologudtalelsen og oplysningerne fra datterens institution.

De forhold, der i afgørelsen i statsforvaltningen og den administrative klageinstans er lagt vægt på, findes ikke at være kønsdiskriminerende.

Klager får herefter ikke medhold.