Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - sagsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - sagsbehandling - ej medhold

En far klagede over, at en kommune automatisk opfattede moderen som kontaktforælder i forbindelse med pladsanvisning til barnet.

Klager gjorde gældende, at han var eneforsørger og bopælsforælder.

Indklagede gjorde gældende, at moderen havde stået som betaler, samt at indklagede ikke kunne vide hvilken bankkonto, en dagtilbudsplads betales fra.

Nævnet fandt ikke, at der var tale om forskelsbehandling.

Kommunen havde oplyst, at de indrettede sig, hvis det var forældrenes ønske.

Indklagedes praksis var derudover begrundet i et sagligt administrativt hensyn.

Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kommune i forbindelse med pladsanvisning automatisk opfatter moderen som primær forælder.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at indklagede i forbindelse med pladsanvisning, automatisk registrerer moderen som kontaktforælder.

Sagsfremstilling

Der er klaget over, at en kommune i forbindelse med pladsanvisning til børn, automatisk opfatter moderen som kontaktforælder.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at der er tale om forskelsbehandling på grund af køn, når den indklagede kommune opfatter moderen som primær forælder i forbindelse med pladsanvisning.

I 2008 indmeldte klager sin søn i vuggestue i den indklagede kommune.

Betalingen for vuggestuen er gennem forløbet blevet trukket fra klagers konto.

Fra 1. januar 2012 boede klager alene med sin søn.

Samtidig meddelte han kommunen, at han er eneforsørger og bopælsforælder.

Fra 1. januar 2012 modtog klager børnepenge svarende til enlig forsørger.

Den 1. oktober 2012 søgte klager om nedsat betaling med henvisning til indkomstforhold og status som enlig forsørger.

Omkring den 9. oktober 2012 tilbagebetalte kommunen ordinær betaling for børnehave for oktober til klagers ekskone og sendte en ny regning til klager.

Selvom klager, indmeldte sin søn, har betalt for hans plads og siden 1. januar 2012 har boet alene med ham, opfatter pladsanvisningen automatisk moderen som primær forældre.

Når pladsanvisningen uden skelen til de faktiske forhold tager udgangspunkt i, at den primære forælder altid er mor, er der tale om forskelsbehandling mellem mænd og kvinder.

Klager mener ikke, at hensynet til smidig eller praktisk sagsbehandling giver en myndighed lov til at indføre en praksis, som medfører, at myndigheden som udgangspunkt vælger at kommunikere med moderen.

At kommunen udpeger moderen som betaler, så det derved bliver nemmere for kommunen at inddrive manglende betaling fra selv samme moder, kan ikke give kommunen ret til at foretage forskelsbehandling.

Klager er opmærksom på, at det følger af lov om børne- og ungeydelsen, at ydelser skal udbetales til moderen.

Klagen handler dog ikke om disse ydelser, men om den manglende ligestilling i forbindelse med indskrivning af et barn i en daginstitution.

Indklagede gør gældende, at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede har ikke registreret, hvem der foretog opskrivningen af klagers barn.

Indklagede har dog sendt bekræftelsen på opskrivningen, pladstilbuddet og girokortet til betaling af pladsen til barnets mor.

Indklagede har ikke registeret nogen henvendelser fra klager eller barnets mor med henblik på at få ændret dette forhold.

Indklagede kan ikke vide, hvilken bankkonto en dagtilbudsplads betales fra, eller hvilken person denne konto tilhører.

Det er forældrene, der beslutter hvilken konto, betalingen skal ske fra.

Hvis klager og hans kone ønskede, at klager skulle stå som betaler i systemet, skulle de have meddelt dette til indklagede.

Barnets mor har stået opført som betaler.

Af denne grund er henvendelser fra indklagede gået til moderen.

Dette er et forhold, som klager ikke har søgt at ændre før den 1. oktober 2012.

Da der skal ske tilbagebetaling af for meget indbetalt betaling vedrørende en betaling, der er foretaget inden den 1. oktober 2012, tilbagebetales dette beløb til den forældre, der har stået opført som betaler for den periode, tilbagebetalingen vedrører.

Med henblik på at sikre overensstemmelse mellem betaler af dagtilbudstaksten og modtager af børne- og ungeydelsen registrerer indklagede som udgangspunkt barnets mor som betaler af dagtilbudstaksten.

Beder forældrene om, at barnets far registreres som betaler, overfører kommunen betalingsforpligtelsen til barnets far.

Dette er i overensstemmelse med Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om en børne- og ungeydelse og lov om Det Fælles Lønindeholdelsesregister.

Som udgangspunkt udbetales børne- og ungeydelsen samt eventuelt børnetilskud og forhøjet børnetilskud til barnets mor.

Dette skyldes den aktuelle lovgivning på området, som kommunen er forpligtet til at følge.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Efter ligestillingsloven må indklagede, der er en offentlig myndighed, ikke udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt indklagede handlede korrekt ved i oktober 2012 til moderen at udbetale den forudbetalte dagtilbudstakst for oktober måned og til faderen at fremsende en opkrævning af den ændrede dagtilbudstakst for denne måned, på trods af de oplysninger, indklagede havde på daværende tidspunkt, herunder at klager siden 1. januar 2012 havde modtaget børneydelser som eneforsørger.

Klagen retter sig mod indklagedes praksis, hvorefter moderen bliver registreret som betaler af dagtilbudstaksten, med mindre forældrene specifikt anmoder indklagede om en anden ordning.

Klager gør gældende, at denne praksis er i strid med ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede begrunder denne praksis ved at henvise til, at moderen efter gældende ret får udbetalt børneydelser, og at det derfor er mest hensigtsmæssigt at lægge til grund, at moderen også er den, der står som betaler af dagtilbudstaksten.

At moderen som ydelsesberettiget for børneydelser også som udgangspunkt anses som betalingsforpligtet for dagtilbudstakster, letter den eksisterende modregningsadgang.

Indklagede henviser i øvrigt også til, at denne praksis alene gælder, med mindre forældrene har anmodet om en anden ordning.

Nævnet finder ikke, at den valgte praksis krænker ligestillingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn.

Dels er det ubestridt, at indklagede, hvis forældrene ønsker en anden ordning, indretter sig efter forældrenes ønske.

Dels er den praksis, indklagede har valgt for det tilfælde, at forældrene ikke har valgt en anden ordning, begrundet i et hensyn, der i sig selv er et sagligt administrativt hensyn.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.