Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - sagsbehandling - ej medhold
Klager, der er far til en elev på et gymnasium, klagede over, at skolen kun sendte information til moderen, hvor sønnen har bopæl.
Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at gymnasiet havde udøvet forskelsbehandling.
Nævnet havde lagt vægt på, at skolen primært informerede om arrangementer på skolens hjemmeside, der var tilgængelig for begge forældre.
Skolen havde kun de oplysninger om eleven, som stammer fra elevens ansøgning om optagelse.
Forældre, som den unge ikke har folkeregisteradresse hos, kunne, hvis de bad om det, få tilsendt de breve, skolen fremsender.
Nævnet fandt herefter ikke, at skolen forskelsbehandler på grund af køn.
Klaer fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn.
Klager, der er far til en elev på et gymnasium, klager over, at skolen kun sender information til moderen, hvor sønnen har bopæl.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det er ikke i strid med ligestillingsloven, at et gymnasium kun sender information fra skolen til den af forældrene, hvor barnet har bopæl, selvom forældrene har fælles forældremyndighed.
Sagsfremstilling
Klager har en søn, der går i gymnasiet.
Klager og sønnens mor har fælles forældremyndighed over sønnen, som bor hos sin mor.
Der er klaget over, at gymnasiet alene sender information ud til den af forældrene, som eleven bor hos.
Klager fik således ikke besked om, at der var forældremøde på sønnens skole, før sønnen fortalte ham det samme dag.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at et gymnasium hverken IT-mæssigt eller administrativt sørger for ligestilling mellem kønnene - her far og mor.
Klager gør opmærksom på, at op mod 90 procent af alle skilsmissebørn bor hos deres mor.
Skolen går således ud fra, at faderen blot kan "tale med sit barn", og derved fralægger gymnasiet sig sit ansvar for at informere.
Klager mener ikke, at det er en ordentlig måde at tackle problemet på.
Klager henviser til, at han ikke kunne forstå, at han ikke blev indkaldt til forældremøde på skolen.
Han blev først opmærksom på mødet, da hans søn informerede ham om det samme dag.
Han bad gymnasiet om at få fremsendt det samme materiale, som var udsendt til sønnens mor.
Han bad ligeledes om et "login", således at han kunne få adgang til eventuel information på linie med andre forældre.
Indklagede
Indklagede mener ikke, at de hverken direkte eller indirekte forskelsbehandler.
Den primære information til forældrene fremgår af skolens hjemmeside, hvor alle forældrearrangementer bliver annonceret.
Det er kun undtagelsesvis, at de ved det første forældremøde i 1.g supplerer med et brev for at øge interessen.
Brevet sendes til elevens folkeregisteradresse.
De oplysninger, som skolen har om de enkelte elever, stammer fra elevens ansøgning om optagelse.
Klagers adresse var således ikke anført.
Skolen kender ikke de enkelte elevers familieforhold og ved ikke, om der er fælles forældremyndighed.
Skolen gør opmærksom på, at de juridisk set ikke kan sende breve til mennesker, som ikke er berettiget til at modtage dem.
Skolen er således afhængig af, at den enkelte værge forudser problemet og henvender sig til skolen.
Hvis det sker, sørger skolen for, at breve fra skolen bliver sendt til begge værger.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at gymnasiet har udøvet forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med information til forældre om aktiviteter på skolen.
Nævnet har lagt vægt på, at skolen primært informerer om arrangementer på skolens hjemmeside, der er tilgængelig for begge forældre.
Når skolen undtagelsesvis sender breve eksempelvis i forbindelse med det første forældremøde for nye elever, sendes brevet til elevens folkeregisteradresse.
Skolen har kun de oplysninger om eleverne, som stammer fra elevens ansøgning om optagelse.
Forældre eller værger, som den unge ikke har folkeregisteradresse hos, kan, hvis de beder om det, få tilsendt de breve, skolen fremsender.
Nævnet finder herefter ikke, at skolen ved kontakten med forældre eller værger for eleverne forskelsbehandler på grund af køn.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.