Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - uddannelse - adgangsbegrænsning - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - uddannelse - adgangsbegrænsning - medhold
Det var i strid med ligestillingsloven, at et universitet annoncerede efter kvindelige studerende til en karrieremesse for kvindelige datalogistuderende.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med annoncering efter kvindelige studerende til en karrieremesse.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Universitetet har handlet i strid med ligestillingsloven.
Sagsfremstilling
Et institut under et universitet videreformidlede en invitation fra et multinationalt selskab til en karrieremesse i London for kvinder.
Det var en betingelse for deltagelse, at ansøgerne ud over at være kvinder var datalogistuderende på kandidatniveau.
Parternes bemærkninger
Klager påstår, at universitetet kønsdiskriminerer mænd ved kun at invitere kvindelige studerende til karrieremesse med mulighed for at blive ansat af en international virksomhed.
Klager ønsker, at det indskærpes overfor Københavns Universitet at følge gældende principper om ligestilling, uanset om det er mænd eller kvinder, der forskelsbehandles.
Klager oplyser, at virksomheden ligger i London, men invitationen er på dansk og formidlet af universitetet og derfor bør være underlagt dansk lovgivning.
Det bør ikke være i orden for et dansk universitet at deltage i og/eller videreformidle kønsdiskriminerende tilbud på arbejdsmarkedet.
Indklagede påstår, at de ikke har handlet i strid med ligebehandlingsreglerne, da det ikke er dem, der har inviteret kvindelige studerende til en karrieremesse i London.
Indklagede oplyser, at de på anmodning fra en virksomhed har viderebragt en invitation, da indklagede har kontakt til personer i målgruppen for virksomhedens arrangement.
Arrangementet blev afholdt i virksomhedens regi og udgjorde ikke en del af den offentlige forvaltning.
Indklagede har noteret sig, at det ifølge bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling er tilladt at opfordre det underrepræsenterede køn til at søge ansættelse og kompetencegivende uddannelse m.v. Det må antages, at andelen af kvindelige dataloger og andelen af kvinder i it-branchen viser, at kvinder er et underrepræsenteret køn.
Indklagede henviser til en publikation, hvoraf det fremgår, at andelen af kvindelige kandidater i datalogi udgør mindre end 25 procent af det samlede antal kandidater i perioden 2002-2009.
Endvidere henvises til, at andelen af kvindelige bachelorstuderende på datalogi udgør 6 procent og at det tilsvarende tal for kandidatuddannelsen er 8 procent.
Indklagede bemærker, at de beklageligvis ikke har kontrolleret, at annoncen var i overensstemmelse med bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling § 3, stk. 2, som bestemmer, at det er en forudsætning for annonceringen, at annoncen, udbudsmaterialet m.v. udformes på en sådan måde, at alle ansøgere har en almindelig adgang til at søge eller deltage.
I forbindelse med fremtidige annonceringer vil instituttet påse, at annonceringen udformes i overensstemmelse med hermed.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for den offentlige forvaltning og almen virksomhed og myndigheder og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller vil blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt betinget i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der foreligger direkte forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet har herved lagt vægt på, at der annonceres efter kvindelige studerende.
Det er tilladt i annoncer at opfordre et underrepræsenteret køn til at søge ansættelse og kompetencegivende uddannelse mv., men en forudsætning herfor er, at annoncen er udformet således, at alle ansøgere har en almindelig adgang til at søge eller deltage.
Det skal fremgå af annonce mv. at det underrepræsenterede køn ikke ved ansættelse eller optagelse på kompetencegivende uddannelse har en fortrinsstilling.
Da annonceteksten ikke opfylder disse betingelser, har indklagede overtrådt ligestillingslovgivningen.