Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ligeløn - repressalier - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ligeløn - repressalier - ej medhold

Det var ikke i strid med ligelønsloven, en kvindelig tværfaglig sekretær fik lavere løn end de øvrige tværfaglige sekretærer i et fagforbund.

Klagen vedrører forskellig aflønning af kvindelige og mandlige tværfaglige sekretærer i et fagforbund samt spørgsmålet, om klageren blev afskediget, fordi hun fremsatte krav om lige løn.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er ikke i strid med loven om lige løn til mænd og kvinder, at den løn, som indklagede udbetalte til klageren, lå under gennemsnittet for de øvrige tværfaglige sekretærer i afdelingen, og afskedigelsen af hende var heller ikke i strid med denne lov.

Sagsfremstilling

Klageren - en kvinde - havde siden 1990 været ansat som tværfaglig sekretær i en afdeling af et fagforbund.

I forbindelse med at forbundet fusionerede, blev klagerens afdeling pr. 1. januar 2005 lagt sammen med to andre afdelinger til en ny afdeling med otte tværfaglige sekretærer.

Klageren konstaterede herefter, at der var forskel på aflønningen af de tværfaglige sekretærer i afdelingen.

Klageren har opgjort, at gennemsnitslønnen for de tværfaglige sekretærer var på 35.269 kr. månedligt.

Gennemsnitslønnen for de kvindelige tværfaglige sekretærer var på 33.588 kr. og for de mandlige faglige sekretærer 36.277 kr. Klagerens månedsløn var på 26.026 kr. samt et tillæg på 2.250 kr. og pension.

Indklagede har ikke bestridt oplysningerne om aflønningen af de tværfaglige sekretærer.

Klageren indbragte den 5. april 2006 spørgsmålet om manglende overholdelse af lov om lige løn for mænd og kvinder for forbundets klageråd.

Klagerådet behandlede sagen den 14. februar 2007, hvor det blev besluttet, at afdelingen ikke i forbindelse med aflønningen af klageren og de øvrige tværfaglige sekretærer havde begået brud på ligelønsloven.

Klagerådet fandt derfor ikke, at klageren var berettiget til godtgørelse efter ligelønsloven.

Klagerådet begrundede sin beslutning med, at lønforskellene blandt de ansatte i gruppen af tværfaglige sekretærer ikke var i strid med ligelønsloven.

Klagerådet havde således efter en gennemgang af sagens akter konkluderet, at de relevante personers faglige profil og arbejdsområder dækkede en flerhed og en væsentlig forskellighed af arbejdsopgaver og kvalifikationer hos de otte ansatte.

Klagerådet havde herved foretaget en helhedsvurdering af de otte personers faglige baggrund, herunder uddannelse, kvalifikationer og andre relevante faktorer.

Klagerådet henviste blandt andet til, at de otte tværfaglige sekretærer havde varierende arbejdsopgaver.

Seks af de tværfaglige sekretærer var efter det oplyste faglige medarbejdere, det vil sige medarbejdere, der assisterede medlemmerne på arbejdspladserne i ansættelsesretlige konflikter.

De øvrige to tværfaglige sekretærer - herunder klageren - virkede inden for områderne arbejdsskadesager og sociale sager i øvrigt.

Klageren indbragte herefter sagen for forbundets mæglingsmand, der ved brev af 12. april 2007 meddelte, at hun havde undersøgt sagen på baggrund af det indsendte materiale, men at hun kunne konstatere, at det ikke var muligt på baggrund af det foreliggende materiale at afgøre sagen, da det ikke stod klart hvilke kriterier, der indgik ved lønsammensætningen for den enkelte medarbejder.

Ifølge mæglingsmanden manglede der for hver af de otte tværfaglige sekretærer oplysninger om uddannelse/efteruddannelse, anciennitet, arbejdstid, fleksibilitet, stillingskompetence, arbejdsopgaver, ansvarsområder samt kvalifikationer.

Mæglingsmanden har i den forbindelse henvist til, at afdelingens advokat har meddelt, at afdelingen anser sagen for at være afsluttet med klagenævnets afgørelse og hævder, at alle nødvendige oplysninger er fremlagt.

Det fremgår i øvrigt af sagen, at afdelingen ved brev af 31. oktober 2005 varslede ændrede ansættelsesvilkår for klageren, og hun modtog den 28. marts 2006 et nyt ansættelsesbevis, som skulle gælde fra 1. maj 2006.

Klageren meddelte den 6. april 2006 afdelingen, at hun ikke ønskede at tage imod tilbuddet om fortsat ansættelse pr. 1. maj 2006 på de meddelte lønvilkår.

Sagen blev på vegne af klager indbragt for Ligestillingsnævnet den 5. oktober 2007.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at den indklagede arbejdsgiver skal anerkende, at der er sket forskelsbehandling efter lov om lige løn til mænd og kvinder, idet samme arbejde er blevet aflønnet forskelligt.

Klager påstår endvidere, at indklagede skal efterbetale forskellen, som er opgjort til 110.803,20 kr. subsidiært 57.422,92 kr.

Klager har endelig krævet godtgørelse for uberettiget afskedigelse som følge af fremsættelse af krav om lige løn.

Klager har henvist til notat af 14. juni 2006, hvoraf fremgår, at klager over for klagerådet har redegjort for forskellen mellem aflønningen af de tværfaglige sekretærer, herunder at hendes egen løn på 26.026,00 kr. + tillæg på 2.250 kr. + pension ligger langt under gennemsnittet og endnu længere under gennemsnitslønnen for mænd.

Det fremgår videre af notatet, at varslingen om ændrede ansættelsesvilkår pr. 1. maj 2006 er sket behørigt.

Varslingen indebærer imidlertid fortsat forskellig løn for samme arbejde, idet der er fastsat en grundløn på 29.000 kr., der suppleres af et personligt tillæg, således at lønnen svarer til det, den var for den enkelte medarbejder før fusionen.

Det er videre anført, at de oplysninger, som arbejdsgiveren har givet, på ingen måde er tilstrækkelige til en godtgørelse af, at der er objektive ikke kønsbestemte grunde til forskelsbehandlingen.

Indklagede har anført, at afdelingens lønpolitik ikke indebærer en overtrædelse af ligelønsloven, at gruppen af tværfaglige sekretærer ikke er sammenlignelig med hensyn til arbejdsområder og kvalifikationer, samt at de pågældende medarbejdere ikke udfører samme arbejde og ej heller udfører arbejde af samme værdi.

For så vidt angår påstanden om godtgørelse for uberettiget afskedigelse har indklagede anført, at den ansatte ikke blev afskediget som følge af kravet om ligeløn.

ændringen af lønstrukturen efter fusionen blev sat i værk den 1. januar 2005, og samtlige otte medarbejdere i afdelingen blev opsagt med behørigt varsel som følge af de ændrede løn- og ansættelsesvilkår.

Klageren ønskede som den eneste ikke at tiltræde de nye løn- og ansættelsesvilkår pr. 1. maj 2006, og der findes derfor ikke at være foretaget en egentlig afskedigelse, der giver ret til godtgørelse efter loven.

Det er videre anført, at det påhviler klager at bevise, at hun besidder de samme faglige og personlige kompetencer som de mandlige kolleger, som der sammenlignes med, og at klager ikke har løftet denne bevisbyrde.

Det bestrides derfor, at klageren har krav på godtgørelse for uberettiget afskedigelse.

Indklagede har i øvrigt oplyst, at de otte tværfaglige sekretærer er individuelt aflønnet, men at det anslås, at 80 % af lønforskellen kan henføres til pågældendes status som ekspert/specialist, 10% kan henføres til pågældendes fleksibilitet og rådighedsforpligtelse, og 10% kan henføres til den pågældendes kompetence til at træffe selvstændige beslutninger og indgå aftaler på medlemmernes vegne.

Den højstlønnede (mand) af de otte tværfaglige sekretærer har kompetence til at indgå aftale på medlemmernes vegne samt skal være fleksibel og til rådighed døgnet rundt.

Pågældende er desuden ekspert lokalt og på landsplan på postområdet.

Den næst højstlønnede (mand) har en helt særlig viden inden for LG-området og ferieloven samt køre-/hviletidslovgivningen.

Klageren hørte ikke til de højstlønnede, fordi hun havde arbejdet inden for et meget snævert område og alene havde dækket medlemmer inden for industriens område.

Klageren havde ingen særlig erfaring eller viden vedrørende fagforeningsarbejde, og heller ikke specialviden, der var uundværlig for arbejdsgiveren.

Klageren besad desuden ikke særlig tværfaglig viden om overenskomstområderne og havde i ikke kompetence til at indgå aftaler på medlemmernes vegne.

Klageren havde desuden ikke haft den samme rådighedsforpligtelse, herunder forpligtelse til at arbejde uden for normal arbejdstid, som størstedelen af de øvrige tværfaglige sekretærer.

Klageren har bestridt, at hun ikke havde forpligtelser ud over normal arbejdstid, idet klager blandt andet deltog i kursus- og mødeaktiviteter aften og weekend.

Klageren havde ligesom de øvrige tværfaglige sekretærer fået udleveret en mobiltelefon, således at hun kunne kontaktes af tillidsvalgte og andre samarbejdspartnere.

Det er også bestridt, at klageren ikke havde kompetence til at træffe selvstændige beslutninger og indgå aftaler på medlemmernes vegne samt at hendes arbejds- og kompetenceområde skulle være snævert.

Klageren dækkede således ikke udelukkende industriens område, og i øvrigt udgjorde industrigruppen mere end 50 % af afdelingens medlemmer.

Det er også bestridt, at klageren ikke havde særlig erfaring vedrørende fagforeningsarbejde, fx havde klageren i 1982 gennemført et 5-måneders ophold på LO-Højskolen.

Det er i øvrigt oplyst, at klageren havde inddrevet 15 mill.

kr. ud af 28 mill.

kr. (vedrørende erstatning, arbejdsskade, sygedagpenge, overenskomster), otte mill.

kr. var blevet inddrevet af den tredje højstlønnede (kvinde), mens de øvrige seks tværfaglige sekretærer havde inddrevet de resterende fem mill.

kr.

Indklagede har fastholdt, at klager kun har arbejdet 37 timer om ugen, og at klageren ikke har haft merarbejde aften og weekend.

Klager havde ligesom de øvrige tværfaglige sekretærer fået en mobiltelefon, men hun havde som den eneste streget mobilnummeret ud på sit visitkort, og dermed tilkendegivet at hun ikke ønskede opringninger på mobiltelefonen.

Indklagede har også fastholdt, at klageren ikke havde selvstændig kompetence til at træffe beslutninger og indgå aftaler på medlemmernes vegne.

Der er henvist til, at det i forhandlings- og aftalesituationer inden for overenskomstområdet er den forhandlingsberettigede organisation, i det konkrete tilfælde repræsenteret ved en faglig sekretær, der kan forpligte medlemmerne.

En sådan kompetence havde klageren aldrig haft inden for sit arbejdsområde, idet alle beslutninger og aftaler blev indgået i henhold til fuldmagt fra det pågældende medlem.

Det er endvidere fastholdt, at klageren ikke har særlig erfaring vedrørende fagforeningsarbejde, jf. rapport om klagerens faglige kompetencer fra november 2004, hvoraf fremgår, at klageren har været ansat som socialrådgiver siden 1990, men at hun aldrig har arbejdet med faglige opgaver, og hendes kendskab til overenskomsterne begrænser sig til de sociale kapitler.

Klageren vil være i stand til at visitere sager til den faglige afdeling, men vil ikke være i stand til at sagsbehandle på området.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om lige løn til mænd og kvinder.

Det fremgår af loven om lige løn til mænd og kvinder, at der ikke må finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven.

Dette gælder både direkte og indirekte forskelsbehandling.

Enhver arbejdsgiver skal yde kvinder og mænd lige løn, herunder lige lønvilkår, for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

Bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre relevante faktorer.

En lønmodtager, hvis løn i strid med ligelønsprincippet er lavere end andres, har krav på forskellen.

Hvis en lønmodtager mener, at arbejdsgiveren ikke overholder pligten til at yde lige løn, skal hun påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Det påhviler herefter arbejdsgiveren at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klageren har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klageren for direkte forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at gennemsnitslønnen for alle de tværfaglige sekretærer udgjorde 35.296 kr. månedligt, og at gennemsnitslønnen for de mandlige tværfaglige sekretærer var på 36.277 kr., mens den for de kvindelige var på 33.588 kr. Klagerens løn var på i alt 28.276 kr., det vil sige væsentligt under såvel gennemsnittet for samtlige de tværfaglige sekretærer, som gennemsnittet for de mandlige tværfaglige sekretærer.

Nævnet finder imidlertid, at den indklagede arbejdsgiver har løftet bevisbyrden for, at der ikke ved aflønningen af de tværfaglige sekretærer var tale om ulige løn på grund af køn.

Nævnet har herved lagt vægt på, at gruppen af ansatte med titlen tværfaglig sekretær kun vanskeligt kan sammenlignes med hensyn til arbejdsområder og kvalifikationer, idet det er oplyst, at seks af de otte tværfaglige sekretærer (fem mænd/en kvinde) var faglige medarbejdere, der assisterede medlemmerne i ansættelsesretlige konflikter.

De to øvrige ansatte (begge kvinder), hvoraf den ene var klageren, med titlen tværfaglig sekretær, var sagsbehandlere inden for det sociale område og arbejdsskadeområdet.

Nævnet har også lagt vægt på, at klageren ifølge kompetencevurderingen fra november 2004 havde erfaring og kompetence inden for sagsbehandling på det sociale område, men at hun bortset fra de sociale kapitler ikke havde erfaring inden for overenskomstområdet.

Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren ikke havde selvstændig kompetence til at træffe beslutninger og aftaler på medlemmernes vegne inden for overenskomstområdet.

Klageren havde således alene kompetence til at træffe beslutninger i sager om sociale forhold og arbejdsskader i henhold til fuldmagt fra det enkelte medlem.

Nævnet har i øvrigt noteret sig, at den tværfaglige sekretær - en kvinde - som klagerens arbejdsfunktion nærmest kan sammenlignes med, var den tredje højst lønnede af de faglige sekretærer.

Nævnet finder således, at der ikke er grundlag for at antage, at det forhold at klagerens løn lå væsentligt under gennemsnittet for mændene, skyldtes forskelsbehandling på grund af køn.

Det fremgår videre af loven om lige løn til mænd og kvinder, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår.

Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen ikke er sket, fordi der er fremsat krav om lige løn.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at klageren ikke blev afskediget, fordi hun havde fremsat krav om lige løn.

Nævnet har herved lagt vægt på, at alle otte faglige sekretærer i afdelingen blev opsagt med det fornødne varsel som følge af ændrede løn- og ansættelsesvilkår pr. 1. maj 2006, og at klageren var den eneste af de otte, der ikke ønskede at tage imod tilbuddet om ansættelse på ændrede vilkår.