Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - medhold
Et medicinalfirma kunne ikke bevise, at en læges barselsorlov ikke var årsag til hendes afskedigelse.
Hendes stilling blev ikke nedlagt, men hendes arbejdsopgaver blev efterfølgende varetaget af en kemiingeniør.
Klager havde ret til godtgørelse på 9 måneders løn.
Klagen drejer sig om afskedigelse under barselsorlov.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det er i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt under barselsorlov.
Klager er berettiget til en godtgørelse på 653.400 kr.
Sagsfremstilling
Klager blev færdiguddannet læge i 2004, og hun blev den 1. november 2006 ansat i en fuldtidsstilling som international medical adviser i et medicinalfirma.
Hun fødte den 8. april 2008.
Klager blev ved brev af 23. juni 2008 opsagt med 3 måneders varsel til fratræden den 30. september 2008.
Klager var under sin ansættelse medansvarlig for lancering af et af virksomhedens produkter.
Det medicinske team omkring produktet bestod frem til den 1. november 2007 af i alt fire medarbejdere, hvoraf de tre var uddannede læger.
Da den ene medarbejder i teamet i oktober 2007 fik en anden stilling i det indklagede firma, blev hans stilling slået op både eksternt og internt.
Stillingen blev imidlertid trukket tilbage, da direktionen gav ordre om, at der skulle gennemføres besparelser.
Klagers barselsvikariat var samtidig opslået ledigt, men opslaget måtte efter det oplyste ændres til et opslag om fast stilling og senere opgives, da der ikke kom ansøgninger.
Fra 1. marts 2008 blev der ved en intern rokering ansat en ny medarbejder i teamet.
Medarbejderen, der var kemiingeniør, varetog blandt andet klagers arbejdsopgaver.
Hendes "performance" blev i perioden marts til juli 2008 vurderet til 1-2 på en skala, hvor 1 overgår succeskriteriet og 4 langt fra lever op til succeskriteriet.
Klager fik i sin ansættelsesperiode en evalueringsscore på samlet 2 af sin første chef, svarende til, at hendes præstationer levede op til succeskriteriet.
Klagers anden chef gav hende også en positiv evaluering, men fandt at der var behov for, at hun deltog i nogle andre kurser, ligesom han i evalueringen anførte, at hun indenfor 6-12 måneder efter sin tilbagevenden fra barsel blandt andet skulle udarbejde en strategi for artikelskrivning.
Parternes bemærkninger
Klager påstår, at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, og har fremsat krav om godtgørelse svarende til 12 måneders løn.
Klager har til støtte herfor henvist til, at stillingen som medical adviser ikke er blevet nedlagt, at der er alternative afskedigelsesmuligheder og at indklagede ikke har godtgjort, at det ikke var muligt at omplacere klager.
Klager har supplerende oplyst, at klagers stilling reelt blev besat af en anden medarbejder.
Klagers arbejdsmæssige fokus var primært support til salg og marketing og ikke videnskabelig artikelskrivning.
Vedrørende indklagedes afvisningspåstand har klager henvist til, at samtlige faktiske forhold, der er relevante for bedømmelsen af klagen, kan belyses på skriftligt grundlag.
Indklagede påstår afvisning, subsidiært frifindelse.
Indklagede har vedrørende påstanden om afvisning anført, at det har væsentlig betydning for indklagede at kunne dokumentere ved mundtlig bevisførelse, at klageren var dårligere kvalificeret til den tilbageværende stilling som medical adviser for produktet end den kemiingeniør, der blev ansat pr. 1. januar 2008, og som ikke blev afskediget.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden henvist til, at stillingen reelt blev nedlagt, og at den ikke afskedigede kemiingeniør var bedre kvalificeret end klageren.
Da der ikke var ledige stillinger, der svarede til klagerens kvalifikationer, var omplacering ikke mulig.
Opsigelsen var derfor sagligt begrundet i virksomhedens forhold.
En eventuel godtgørelse bør fastsættes væsentligt lavere end det af klageren påståede.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Som sagen foreligger indbragt for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke fornødent for sagens afgørelse, at der føres mundtligt bevis.
Afvisningspåstanden tages derfor ikke til følge.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.
Det fremgår af loven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en medarbejder på grund af graviditet, barsel og adoption.
Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.
Da klageren blev afskediget under sin barselsorlov, er der formodning for, at indklagede har udøvet direkte forskelsbehandling.
Det er Ligebehandlingsnævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers barselsorlov ikke har været medvirkende årsag til afskedigelsen.
Der lægges vægt på, at klagers stilling ikke blev nedlagt, men at hendes arbejdsopgaver fra 1. marts 2008 blev varetaget af kemiingeniøren, og at de foreliggende evalueringer vedrørende klager og den ikke afskedigede kemiingeniør og de foreliggende CV'er ikke på afgørende måde viser, at klageren skulle være ringere kvalificeret til at bestride arbejdet.
Godtgørelse
Klager tilkendes godtgørelse svarende til 9 måneders løn.
Det fremgår af ansættelseskontrakten, at den månedlige gage udgør 66.000 kr., og at det arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag svarer til 10 procent, dvs. 6.600 kr. Løn og pensionsbidrag er herefter 72.600 kr. om måneden.
Der er ved fastsættelsen af godtgørelsen lagt vægt på ansættelsesperiodens længde.
Indklagede skal herefter betale 653.400 kr. til klager.