Legislator Case Law & Legislation
W20141006125 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2014 10061 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

KEN#LOKDOK23 2014 10061 Valid

Det var i strid med ligestillingsloven, at en frisør havde forskellige priser for mænd og kvinder.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr.

KEN#LOKDOK23 2014 10061 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en frisør har forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er i strid med ligestillingsloven, at indklagede har forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 2.500 kr. fra den 25. november 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Den indklagede frisør tager ifølge skiltning på vinduet 180 kr. for at klippe en kvinde og 150 kr. for at klippe en mand.

Parternes bemærkninger

Klager mener, at det er i strid med ligestillingsloven, at den indklagede frisør reklamerer med forskellige priser for dame- og herreklip.

Klager har været hos indklagede og fået klippet spidser.

Det tager efter klagers opfattelse ikke længere tid at klippe hendes spidser end at klippe en mand.

Indklagede oplyser, at han har faste priser, og at det er ham og ikke kunderne, der bestemmer, hvor meget det koster.

Indklagede har brugt lang tid på at klippe klagers spidser.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter loven om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Ligestillingsloven gælder for alle personer, der leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden.

Loven medfører, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit køn, idet den indklagede frisør har forskellige priser for klipning af kvinder og mænd.

Det fremgår af forarbejderne til ligestillingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke gælder, hvis denne er begrundet i saglige og objektive forhold, der ikke er begrundet i køn.

Bestemmelsen er for eksempel ikke til hinder for, at der opkræves forskellig betaling for erhvervsmæssig betjening med videre af kvinder og mænd, hvis dette er begrundet i en forskel i omkostninger.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet bemærker herved, at forskellige priser for forskellige ydelser ikke strider mod ligebehandlingsprincippet.

Det er imidlertid ikke sagligt begrundet, når der vedrørende priserne som kriterium alene henvises til kønnet og ikke til behandlingens karakter og omfang som afgørende for prisen.

Ved at fastsætte priserne alene ud fra kønnet vil en kvinde skulle betale en højere ydelse for en klipning end en mand, uanset om ydelsen efter sin karakter og omfang svarer til den ydelse, en mand ville modtage til en lavere pris.

Indklagede har derfor overtrådt ligestillingsloven.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 2.500 kr. til klager med procesrente fra den 25. november 2013, hvor sagen blev indbragt for

Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →