Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Det var i strid med ligestillingsloven, at en swingerklub havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder.
Klager fik derfor medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en swingerklub havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder.
Sagsfremstilling
Der er klaget over, at en swingerklub havde forskellige entrépriser for mænd og kvinder.
Det følger af indklagedes hjemmeside, at prisen for entré er
Single kvinder: kr. 0
Single mænd (søn-tors): kr. 200
Single mænd (fre-lør+helligdage): kr. 300
Par (søn-tors): kr. 150
Par (fre-lør+helligdage): kr. 200
Gæste single kvinder: kr. 100
Gæstepar/mænd (søn-tors): kr. 250
Gæstepar/mænd (fre-lør+helligdage): kr. 350
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede opkræver forskellige entrépriser for mænd og kvinder.
Indklagede giver klager ret i, at der er prisforskel mellem kvinder og mænd ved entré til swingerklubben.
Indklagede gør dog gældende, at dette ikke er et udtryk for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Prisforskellen er begrundet i den generelle prisstruktur i branchen.
Indklagede har selv lavet en markedsundersøgelse, hvoraf det fremgår, at ingen swingerklubber i Danmark tager samme pris for mænd og kvinder.
Indklagede ser sig tvunget til at have samme prisstruktur som resten af markedet.
Prisforskellen er derudover begrundet i et ønske om at regulere/styre antallet af gæster.
Indklagede oplyser, at der ikke er lige så mange single kvinder som single mænd, der ønsker at anvende swingerklubberne.
En differentieret prisstruktur er således med til at sikre en mere jævn fordeling af kunderne.
En differentieret prisstruktur er med til at opfylde ligestillingslovens formål i forbindelse med modvirkning af chikane og sexchikane.
Hvis indklagede havde ens priser for mænd og kvinder, ville der komme en del flere mænd end kvinder.
Dette ville ikke blive en god oplevelse for nogen i klubben, og der ville være en stor chance for, at kvinder ville føle sig nedværdiget og ydmyget.
Indklagede ser således deres praksis som objektivt begrundet i et legitimt formål.
Indklagede anser sin praksis for både hensigtsmæssig og nødvendig.
Indklagede oplyser, at det ikke er deres mandlige gæster, som klager over prisforskellen.
Indklagedes gæster er tilfredse med den nuværende prisstruktur.
Klager har ikke besøgt swingerklubben.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Det fremgår af indklagedes hjemmeside, at entrépriserne for mænd og kvinder ikke er den samme.
Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede herefter har overtrådt lov om ligestilling af mænd og kvinder ved at have forskellige entrépriser for mænd og kvinder.
De hensyn, indklagede har fremført for nævnet, kan ikke medføre en anden vurdering.
Klager får derfor medhold i sin klage.
Klager har ikke svaret på nævnets spørgsmål om, hvorvidt klager har besøgt den indklagede swingerklub.
Nævnet lægger derefter til grund, at klager ikke har besøgt swingerklubben, hvorfor han efter praksis ikke får nogen godtgørelse.