Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Det var i strid med ligestillingsloven, at en swingerklub havde forskellige entrépriser for kvinder og mænd.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med forskellige entrépriser for mænd og kvinder.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde forskellige entrépriser for kvinder og mænd.
Sagsfremstilling
Indklagede er en swingerklub.
Af hjemmesiden fremgår, at mænd skal betale 300 kroner i entrépris, og at kvinder skal betale 50 kroner i entrépris.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede handler i strid med ligestillingsloven ved at opkræve forskellige entrépriser for mænd og kvinder i forbindelse med adgangen til swingerklubben.
Han ønsker, at forskelsbehandlingen af de mandlige gæster bringes til ophør.
Til bestemte arrangementer skal mænd betale 500 kroner, mens at kvinder skal betale 50 kroner.
Til de fleste arrangementer koster det 300 kroner for mænd at besøge klubben, hvorimod det koster 50 kroner for kvinder.
Klager har oplyst, at han ikke selv har besøgt indklagede.
Indklagede har ikke besvaret henvendelserne fra Ligebehandlingsnævnet.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Hvis klageren påviser faktiske omstændigheder for, at der kan være udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet krænket.
Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har handlet i strid med ligestillingsloven ved at have forskellige entrépriser for mænd og kvinder til swingerklubben.
Klager får derfor medhold i sin klage.
Da klager efter det oplyste ikke har besøgt klubben, er der efter praksis ikke grundlag for at tilkende klager nogen godtgørelse.