Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Det var i strid med ligestillingsloven, at en swingerklub havde forskellige medlems- og entrépriser for mænd og kvinder.
Klager fik derfor medhold.
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en swingerklub havde forskellige medlems- og entrépriser for mænd og kvinder.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede havde forskellige medlems- og entrépriser for mænd og kvinder.
Sagsfremstilling
Der er klaget over, at en swingerklub havde forskellige medlems- og entrépriser for mænd og kvinder.
Adgangen til swingerklubben kunne ske ved enten at have et medlemskab eller ved at købe et gæstekort.
Prisen for 1 års medlemskab var 500 kr. for par og single mænd.
Prisen for samme medlemskab var 250 kr. for single piger.
Prisen på et gæstekort var 150 kr. både for mænd og for kvinder.
Udover køb af et gæstekort eller et medlemskab, skulle besøgende betale en entrépris.
Swingerklubben havde på tidspunktet for klagens indgivelse åbent onsdag til søndag, og entrépriserne varierede efter, hvilken dag man besøgte klubben.
Det fremgik af indklagedes hjemmeside, at entrépriserne for at komme i klubben var
Onsdag
VIP-medlemmer: Gratis
Medlemmer
Par og single mænd: 200 kr.
Single piger: 50 kr.
Ikke-medlemmer
Par og single mænd: 350 kr.
Single piger: 200 kr.
Torsdag
VIP-medlemmer : Gratis
Medlemmer
Par: 150 kroner
Single mænd: 250 kroner
Single kvinder: Nul kroner
Ikke-medlemmer
Par: 300 kroner
Single mænd: 400 kroner
Single piger: 150 kroner
Fredag & Lørdag
VIP-medlemmer: Gratis
Medlemmer
Par og Single mænd: 350 kroner
Single piger: 100 kroner
Ikke medlemmer
Par og single mænd: 500 kroner
Single piger: 250 kroner
Søndag
VIP-medlemmer: Gratis
Medlemmer
Par og single mænd: 200 kr.
Single piger: 50 kr.
Ikke medlemmer
Par og single mænd 350 kr.
Single kvinder 200 kr.
Det var også muligt at købe et VIP medlemskab.
Med et VIP Medlemskab havde man ubegrænset adgang til klubben onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag, uden at skulle betale hverken gæstekort eller entrépris.
Prisen for et VIP medlemskab var på tidspunktet for klagens indgivelse
1 års VIP medlemskab ½ års VIP medlemsskab
Par 5000 Par 3000
Single mand 5000 Single mand 3000
Single pige 2000 Single pige 1200
Swingerklubben har efterfølgende ændret sine åbningstider, så den nu kun har åbent torsdag, fredag og lørdag samt på udvalgte søndage.
Priserne for at komme i klubben har ikke ændret sig.
Parternes bemærkninger
Klager påstår, at indklagede handler i strid med forbuddet mod forskelsbehandling ved at kræve forskellige medlems- og entrépriser for mænd og kvinder.
Klager henviser til, at indklagede, som en virksomhed, der udbyder serviceydelser, der er frit tilgængelige for offentligheden, skal overholde lovgivningen på samme måde som andre virksomheder, der udbyder serviceydelser.
Klager bestrider indklagedes argument om, at der ikke er ligestilling med hensyn til løn mellem mænd og kvinder.
Klager gør gældende, at indklagedes rundspørge af swingerklubbens gæster ikke har noget med ligestillingen at gøre.
Klager gør endvidere gældende, at brug af kondom i 90 % af tilfældene er et ønske fra kvindens side, og at indklagede på deres hjemmeside kræver, at gæsterne bruger kondom.
Klager gør endeligt gældende, at såfremt indklagede har indgået aftaler med de andre swingerklubber om prisfastsætningen, vil der være tale om karteldannelse, som også er et brud på dansk lovgivning.
Klager oplyser, at han ikke har besøgt swingerklubben, men at han har haft lyst til det, indtil han så priserne på hjemmesiden.
Indklagede bekræfter, at de har forskellige medlems- og entrépriser for mænd og kvinder.
Indklagede begrunder blandt andet de forskellige priser i en rabatordning, som efter deres overbevisning ikke er i strid med lovgivningen.
Indklagede mener, at de bør ligestilles med butikker og lignende, der har lov til at yde rabat begrundet i eksempelvis fagområde, alder, frisør, mænd kontra kvinder mv.
Indklagede oplyser, at en rundspørge i klubben har vist, at de fleste mandlige gæster synes, at prisforskellen er i orden.
Indklagede henviser til, at der ikke er ligestilling på arbejdsmarkedet i forhold til løn, og at især single kvinder ikke har de samme penge til rådighed til fornøjelser som mænd.
Indklagede henviser endvidere til, at deres dresscode kræver mere for kvinder end for mænd, og at de har et forbrug for mænd til kondomer.
Indklagede henviser yderligere til, at det er deres overbevisning, at 99 % af klubbens gæster ønsker at beholde de forskellige priser.
Indklagede henviser endeligt til, at ingen mænd vil besøge swingerklubber, hvis der ikke er så mange kvinder tilstede.
Indklagede gør i den forbindelse gældende, at såfremt nævnet kommer frem til, at priserne er i strid med loven, vil det betyde, at branchen ikke kan eksistere.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har handlet i strid med ligestillingsloven, ved at have forskellige medlems- og entrépriser for mænd og kvinder til swingerklubben.
Klager får derfor medhold i sin klage.