SU – Indskrivning – Afbrudt uddannelsesforløb - Udskrevet første dag på uddannelsen
Statutory Text (3 Articles)
SU – Indskrivning – Afbrudt uddannelsesforløb - Udskrevet første dag på uddannelsen
En studerende blev udskrevet fra et grundforløb, da denne allerede havde gennemført grundforløbet.
Vedkommende havde derfor ikke været indskrevet på en uddannelse i august måned.
Din klage vedrørende tilbagebetaling af SU
I brev af 10. oktober 2012 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 21. september 2012 om tilbagebetaling af SU for august 2012.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 21. september 2012 om tilbagebetaling af SU for august 2012.
Retsgrundlag
SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 2.
Uddannelsessøgende kan efter ansøgning få uddannelsesstøtte, når de
(.
.
.)
2) er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte,
(.
.
.)
§ 28.
Uddannelsesstøtten udbetales med foreløbige beløb i støtteåret.
Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb efter støtteårets afslutning.
(…)
§ 30.
Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb på grundlag af oplysninger om den uddannelsessøgendes egenindkomst, forældrenes indkomstgrundlag, studieforhold, anden offentlig støtte, bopælsstatus m.v.
Stk. 2.
Foreløbige beløb, der er udbetalt, men ikke kan tildeles endeligt, skal betales tilbage.
(…)
Begrundelse
Retten til uddannelsesstøtte er afhængig af, at man er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 2 i SU-loven.
Du har været tilmeldt grundforløbet som tandklinikassistent med start den 6. august 2012.
Du blev udskrevet af uddannelsen samme dag, den 6. august 2012.
Du har derfor ikke været indskrevet på en SU-berettigende uddannelse i august 2012.
Da du har fået udbetalt SU for august 2012, skal denne måneds SU betales tilbage.
SU udbetales altid foreløbigt og tildeles først endeligt efter støtteårets afslutning, jf. SU-lovens § 28.
Reglen i SU-lovens § 30, stk. 2, om tilbagebetaling af foreløbige beløb gælder uanset en studerendes egen forventning.
Sagsfremstilling
Du påbegyndte grundforløbet som tandklinikassistent ved [uddannelsessted] med start den 6. august 2012, men blev udmeldt samme dag, idet du tidligere har gennemført samme uddannelse.
[Uddannelsesstedet] har i brev af 3. september 2012 meddelt dig, at du var udmeldt.
Styrelsen har ved brev 21. september 2012 meddelt dig, at du skal tilbagebetale den SU, som du modtog i august 2012.
Du har i mail af 10. oktober 2012 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du inden du startede på uddannelsen havde skrevet til skolen, at du havde taget grundforløbet for ca. tre år siden, men ønskede at tage det igen, da du følte du havde glemt mange ting.
Du oplyser, at du af en eller anden grund blev optaget på uddannelsen.
Da du startede på skolen, blev du af læreren oplyst om, at du ikke kunne fortsætte på grund af dit fuldførte grundforløb.
Du mener fejlen kommer fra skolen og ikke fra dig.
Skolen har ud fra de oplysninger de har modtaget fra dig ikke haft mulighed for at se, at du allerede har gennemført uddannelsen.
Skolen reagerer også umiddelbart efter de er blevet gjort bekendt med oplysningerne.
Styrelsen har ved brev af 25. marts 2014 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.
Styrelsen har henvist til, at de fastholder afbrudskrav af 21. september 2012, da det er en betingelse for at være berettiget til SU, at man er indskrevet på og gennemgår en SU-berettigende uddannelse.
[Uddannelsesstedet] mener ikke, at du har deltaget i undervisning på uddannelsen, inden du blev udmeldt.
Styrelsen er enig i denne vurdering og mener derfor ikke, at du opfylder betingelsen i SU-lovens § 2, stk.1, nr. 2, om at studerende kan få uddannelsesstøtte, når de er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte.
Styrelsen fastholder derfor afbrudskrav af 21. september 2012.
Ankenævnet har ved brev af 26. marts 2014 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.