SU - Handicaptillæg
Statutory Text (3 Articles)
SU - Handicaptillæg – God effekt af medicin - Formodning om bedring af tilstand - Medicin
Der kunne ikke sagligt lægges vægt på oplysningen om god effekt af medicin, samt en formodning om bedring af den studerendes tilstand.
Ankenævnet fandt dog, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte styrelsens afgørelse.
Din klage over afslag på handicaptillæg
Du har i brev af 28. august 2013 klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 15. august 2013 om afslag på handicaptillæg.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 15. august 2013 om, at du ikke har ret til handicaptillæg.
Retsgrundlag
SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 7.
(…)
Stk. 3.
Sammen med stipendium og studielån eller sammen med slutlån gives et stipendium som tillæg til uddannelsessøgende i videregående uddannelse, som på grund af varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde.
SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012, nu bekendtgørelse nr. 792 af 25. juni 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 21.
Styrelsen kan bestemme, at der gives tillægsstipendium efter lovens § 7, stk. 3, ud fra
1) en vurdering af arten og graden af funktionsnedsættelsen, og på baggrund heraf
2) en vurdering af funktionsnedsættelsens betydning for den uddannelsessøgendes evne til at påtage sig erhvervsarbejde som andre uddannelsessøgende.
(.
.
.)
Stk. 3.
Det er en forudsætning for fortsat at modtage tillægsstipendium, at den uddannelsessøgende opfylder betingelserne i lovens § 7, stk. 3.
Af bemærkningerne til lovforslaget, der indførte § 7, stk. 3 (L 81, 2003/1), fremgår bl.a. følgende (uddrag)
”Tillægsstipendiet gives til uddannelsessøgende, hvis funktionsnedsættelse har så væsentlige følger, at det stort set ikke er muligt for dem at påtage sig arbejde.
”
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår endvidere følgende (uddrag)
”Et væsentligt element i visitationen vil være en vurdering af, om den uddannelsessøgendes funktionsnedsættelse har så betydelige følger, at det stort set ikke er muligt for den pågældende at påtage sig erhvervsarbejde i nævneværdigt omfang.
Der skal efter den foreslåede ordning ikke foretages en vurdering af, om de studiemæssige følger af en funktionsnedsættelse medfører et øget tidsforbrug under uddannelsen.
”
Af vejledning nr. 62 af 3. juni 2004 om tillæg til uddannelsessøgende i videregående uddannelse med varig funktionsnedsættelse (handicaptillæg) fremgår bl.a. følgende (uddrag)
”Arbejdsmarkedet for studerende skal forstås som mængden af de studenterjobs, som uddannelsessøgende typisk er ansat i.
Vurderingen af arbejdsevnen er generel, og der indgår ikke en redegørelse for, hvilket konkret studenterjob den studerende i givet fald vil kunne varetage.
Der tages udelukkende stilling til, om ansøger vil være i stand til at varetage studenterjob med de ressourcer, pågældende har.
(…) Jobbenes studierelevans eller geografiske placering i forhold til ansøger er ikke en del af vurderingen.
”
Begrundelse
Af SU-lovens § 7, stk. 3, fremgår to kriterier, som begge skal være opfyldt, for at en studerende kan gives tillægsstipendium.
Kriterierne er (1) varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og (2) meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde.
Det er samtidig en betingelse for, at der kan gives tillægsstipendium, at den (2) meget betydelige begrænsning i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde er en følge af den (1) varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.
Varighed
Ankenævnet lægger til grund, at du som følge af en neurologisk lidelse, i form af dissemineret sklerose, har en varig funktionsnedsættelse.
Erhvervsevne
Styrelsen har i afgørelsen af 15. august 2013 vurderet, at følgerne af din funktionsnedsættelse ikke berettiger til tillæg, idet styrelsen finder, at du ikke har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage dig erhvervsarbejde.
Det er styrelsens vurdering, at du vil kunne påtage dig erhvervsarbejde i mindre omfang, der ikke er fysisk belastende.
Styrelsen har i afgørelsen af 15. august 2013, henvist til lægeerklæring af 30. maj 2013, hvoraf bl.a. fremgår, at du, selvom du fortsat har symptomer med smerter i højre arm efter operation i 2011, har fået justeret den medicinske behandling med god effekt på symptomerne.
Styrelsen formoder, at du derefter får færre gener, begrænsninger og smerter.
Du har anført i din klage af 28. august 2013, at der ikke, som antaget i styrelsens afgørelse af 15. august 2013, er tale om, at du vil få færre smerter.
Nævnet bemærker, at det fremgår af afslutningsnotat fra medicinsk modul af 30.maj 2013, at tilstanden er stationær.
Der er derfor ikke grundlag for at formode en bedring, med færre gener, begrænsninger og smerter.
Nævnet bemærker derfor at oplysningen om god effekt, samt formodningen om en bedring, med færre gener, begrænsninger og smerter, ikke sagligt kan tillægges vægt.
Styrelsen har endvidere i udtalelsen af 31. oktober 2013 henvist til oplysningerne i
statusbedømmelse af 7.april 2012 ved fysioterapeut [navn].
Det fremgår heraf, at effekten af behandlingstiltagene er, at nervesmerterne ikke har kunnet reduceres ved fysioterapi eller træning, men at forhåbningen er, at du ved at styrke muskulaturen gradvist kan belaste armen mere uden at forværre smerterne, samt at følgevirkningerne efter skaden vil kunne minimeres via behandlingen.
Det fremgår også, at der vil være behov for skånehensyn fremover, idet du vil have svært ved at varetage arbejdsfunktioner med ensidige gentagne belastninger.
Nævnet finder efter en samlet vurdering, at tilstanden som den er beskrevet, ikke medfører en betydelig forringelse af din erhvervsevne, og under henvisning til styrelsens supplerende begrundelse i udtalelsen af 31. oktober 2013, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen.
Sagsfremstilling
Det fremgår af oplysningsskema til studerende ved ansøgning om handicaptillæg modtaget 25. juli 2013, at du søger tillæg på baggrund af neurologiske lidelser, herunder dissemineret sklerose.
Det fremgår endvidere, at du senest havde erhvervsarbejde fra august- september 2010, fra januar – marts 2011, samt fra 27.maj – august 2013, hvor du arbejdede 37 timer ugentligt som vikar.
Styrelsen har i brev af 15. august 2013 meddelt dig afslag på handicaptillæg og henvist til oplysningerne i lægeerklæring af 31. januar 2013 om, at du i 2011 blev opereret for en tumor på højre lunge.
Det fremgår heraf, at du efterfølgende har haft
symptomer i højre overarm, smerter i højre hånds fingre og håndledsregion, øm hud på hånd og håndled og vekslende smerter i hele højre arm.
Smerterne bliver øget i forbindelse med fysisk anstrengelse.
Det fremgår af lægeerklæring af 30. maj 2013, at der ikke er mere at tilbyde ad medicinsk vej og at du må siges at være stationær, men at du fortsætter i et psykologisk modul.
Styrelsen vurderer, at følgerne af din funktionsnedsættelse ikke berettiger til tillæg.
Af psykologisk afslutningsnotat af 26. juni 2013 fremgår det, at du har haft et individuelt samtaleforløb over 12 gange, hvor du har haft mulighed for at håndtere din situation.
Du har i brev af 28. august 2013 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger over afgørelse af 15. august 2013 og bl.a. anført, at du ikke mener, at du vil få færre smerter.
Du oplyser endvidere, at der ikke er aftalt yderligere med hensyn til medicinsk smertebehandling på SmerteCenter [by], og det psykologiske modul, du blev indstillet til, vil i følge dig, kun hjælpe dig psykisk og ikke smertemæssigt.
Styrelsen har i brev af 31. oktober 2013 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.
Styrelsen har i det væsentlige henvist til begrundelsen i afgørelsen af 15. august 2013.
Styrelsen har i deres udtalelse lagt vægt på, at det af sagen fremgår, at du er i behandling hos fysioterapeut, og at det må formodes, at du her- efter i tilslutning til behandlingen på SmerteCenter [by] får færre gener, begrænsninger og smerter.
Det er styrelsens vurdering, at du vil kunne påtage dig et studiejob i mindre omfang, hvor der tages skånehensyn.
Ankenævnet har ved brev af 11. december 2013 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Du har i brev af 13. januar 2014 bl.a. anført, at fysisk træning ikke har vist sig at have en gavnlig virkning på din arm og at hjælpemidler fra kommunen kun lige kan få dig igennem en dag, med nogle pauser.
Du oplyser endvidere at psykologbehandlingerne ikke ser ud til at hjælpe på fantomsmerter.