SVU - udenlandsk uddannelse (svu-udenlandskuddannelse)
Statutory Text (3 Articles)
SVU - udenlandsk uddannelse
Udenlandsk uddannelse.
Ikke kortuddannet, da den udenlandske uddannelse var adgangsgivende.
Afslag på SVU til almen uddannelse.
Din klage vedrørende afslag på Statens Voksenuddannelsesstøtte
I brev af 16. september 2013 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes afgørelse af 4. september 2013 om afslag på SVU.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 4. september 2013 om afslag på SVU.
Retsgrundlag
SVU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 206 af 27. februar 2013, nu lovbekendtgørelse nr. 364 af 9. april 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 3.
For at få SVU efter bestemmelserne i kapitel 3 til uddannelse på folkeskoleniveau og til gymnasial uddannelse skal de uddannelsessøgende være kortuddannede, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Kortuddannede ifølge stk. 1 er uddannelsessøgende, der har indtil
1) 7-8 års skolegang suppleret med en erhvervsrettet uddannelse eller uddannelse svarende hertil eller
2) 9-10 års skolegang suppleret med 2 års erhvervsrettet uddannelse eller en forældet erhvervsrettet uddannelse.
Stk. 3.
Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne efter stk. 1 og 2 og kan herunder fastsætte regler om, at der kan ses bort fra disse betingelser, når der søges SVU til bestemte uddannelser.
Undervisningsministeren kan desuden fastsætte regler om, i hvilke situationer der kan ses bort fra skolegang eller erhvervsrettet uddannelse.
SVU-bekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 917 af 3. juli 2013) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 10.
Ved beregningen af længden af skolegang og erhvervsrettet uddannelse, jf. lovens § 3, stk. 2, ses der bort fra
1) uddannelse, der ikke er afsluttet,
2) enkeltfagsundervisning, der ikke samlet udgør en uddannelse, og
3) enkeltstående kurser.
Stk. 2.
Ved beregningen af længden af erhvervsrettet uddannelse, jf. lovens § 3, stk. 2, nr. 2, indgår praktikperioder.
Stk. 3.
Som forældet erhvervsrettet uddannelse, jf. lovens § 3, stk. 2, nr. 2, betragtes erhvervsrettet uddannelse, som den uddannelsessøgende
1) ikke har anvendt i de sidste 5 år forud for ansøgningstidspunktet eller
2) ikke anvender og kan sandsynliggøre, at der ikke er mulighed for at anvende igen, fordi den ikke svarer til den nuværende uddannelse.
Stk. 4.
Styrelsen kan bestemme, at der ved afgørelsen af, om en uddannelsessøgende er kortuddannet, jf. lovens § 3, stk. 2, helt eller delvist ses bort fra
1) erhvervsrettet uddannelse, hvis den uddannelsessøgende kan dokumentere, at uddannelsen ikke kan anvendes af helbredsmæssige grunde, eller
2) skolegang eller erhvervsrettet uddannelse fra udlandet, hvis den uddannelsessøgende kan sandsynliggøre, at skolegangen eller uddannelsen ikke kan anvendes i Danmark.
Stk. 5.
Ved ansøgning om SVU til forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning for voksne, specialundervisning for voksne eller danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. § 11, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6, ses der bort fra betingelsen i lovens § 3, stk. 1 og 2 om, at den uddannelsessøgende skal være kortuddannet.
Begrundelse
Ankenævnet vurderer, at du ikke kan få SVU til en uddannelse på gymnasialt niveau, da du ikke kan betragtes som kortuddannet, jf. SVU-lovens § 3.
Ankenævnet har herved lagt vægt på, at Styrelsen for Universiteter og Internationalisering ved afgørelse af 16. april 2013 har vurderet, at din uddannelse blandt andet svarer til en gymnasial eksamen, der kan give adgang til videregående uddannelse i Danmark.
Ankenævnet har således ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsens afgørelse.
Sagsfremstilling
Det fremgår blandt andet af Udlændingeservices afgørelse af 29. maj 2008, at du har fået bevis for registrering som EU-statsborger i Danmark.
Det fremgår blandt andet af breve af 16. april 2013 fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, at din [land] uddannelse er blevet vurderet til i niveau at svare til en dansk erhvervsuddannelse samt en dansk gymnasial eksamen.
Uddannelsen kan give adgang til videregående uddannelse i Danmark.
Det fremgår blandt andet af ansøgning om SVU modtaget hos SVU-administrator den 21. august 2013, at du søger om SVU til en uddannelse på gymnasialt niveau, og at du har haft 13 års skolegang og har en erhvervsrettet uddannelse, som du ikke har brugt i de sidste 5 år.
Styrelsen har ved brev af 4. september 2013 meddelt dig afslag på SVU til en uddannelse på gymnasialt niveau under henvisning til, at du i hjemlandet har haft 13 års skolegang, og at Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har vurderet din uddannelse blandt andet svarer til en gymnasial eksamen, hvorfor du ikke er at betragte som kortuddannet.
Ved brev af 7. september 2013 har styrelsen fremsendt en støttemeddelelse med afslag som anført i brevet af 4. september 2013.
Du har i brev af 16. september 2013 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger.
Du har blandt anført, at selvom din uddannelse giver adgang til videregående uddannelse i Danmark, så skal du supplere visse fag for at blive optaget på [uddannelsessted].
Ved brev af 12. november 2013 har styrelsen oplyst, at din sag kan blive genoptaget, hvis du fremsender konkret dokumentation for kravet fra [uddannelsessted] angående supplerende fag.
Styrelsen har i brev af 17. december 2013 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.
Styrelsen har blandt andet i udtalelsen oplyst, at styrelsen ikke har modtaget skriftlig dokumentation fra dig om [uddannelsesstedet]'s krav om supplerende fag.
Ankenævnet har ved brev af 13. januar 2014 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.