SU - periodisering - feriepenge - dispensation
Statutory Text (3 Articles)
SU - periodisering - feriepenge - dispensation
Feriepenge indberettet til SKAT i uddannelsesperioden skulle medregnes til den periodiserede egenindkomst, selvom feriepengene var optjent før studiestart.
Ikke grundlag for dispensation.
Din klage vedrørende tilbagebetaling af SU
I brev af 2. juni 2013 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 9. maj 2013 om tilbagebetaling af SU for støtteåret 2012.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet tiltræder styrelsens afgørelse af 9. maj 2013 om tilbagebetaling af SU for støtteåret 2012.
Retsgrundlag
SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 22.
Uddannelsesstøtten i et støtteår nedsættes ved den endelige tildeling for dette år, hvis den uddannelsessøgendes egenindkomst i støtteåret, jf. § 23, overstiger et beløb, der er summen af de månedlige fribeløb i støtteåret, jf. § 24 og § 25, stk. 6, (årsfribeløbet).
(.
.
.)
§ 22 a.
Uddannelsesstøtten i et støtteår for uddannelsessøgende, der begynder på eller afslutter en uddannelse i løbet af et støtteår og er omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 3, nr. 2, nedsættes kun ved den endelige tildeling for dette år, hvis
1) den uddannelsessøgendes egenindkomst i de måneder i støtteåret, hvor den uddannelsessøgende er under uddannelse (uddannelsesperioden), overstiger summen af de månedlige fribeløb i samme periode (uddannelsesfribeløbet) og
2) nedsættelsen af uddannelsesstøtten efter denne bestemmelse er til fordel for den uddannelsessøgende.
(.
.
.)
§ 23.
Den uddannelsessøgendes egenindkomst opgøres for hele støtteåret uanset støtteperiodens længde, jf. dog § 22 a.
Stk. 2.
Egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, kapitalindkomsten og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.
Stk. 3.
I egenindkomsten fradrages
1) stipendium efter afsnit I i denne lov,
2) godtgørelse efter § 9 i lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v.,
3) arbejdsmarkedsbidrag, der fragår ved opgørelse af den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 8 M, og
4) tilskrevne renter af beløb, der er opsparet den 31. december 1993 på en uddannelseskonto efter lov om uddannelsesopsparing og ikke senere er hævet.
Det opsparede beløb omfatter renter, der er tilskrevet senest den 31. december 1993.
Stk. 4.
Styrelsen kan i enkelte tilfælde godkende andre særlige fradrag i egenindkomsten.
§ 28.
Uddannelsesstøtten udbetales med foreløbige beløb i støtteåret.
Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb efter støtteårets afslutning.
(.
.
.)
§ 30.
Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb på grundlag af oplysninger om den uddannelsessøgendes egenindkomst, forældrenes indkomstgrundlag, studieforhold, anden offentlig støtte, bopælsstatus m.v.
Stk. 2.
Foreløbige beløb, der er udbetalt, men ikke kan tildeles endeligt, skal betales tilbage.
Foreløbige beløb, der skal betales tilbage, fordi egenindkomsten overstiger årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet, skal dog betales tilbage med halvdelen af beløbet, i det omfang det udgør op til forskellen mellem det laveste og det mellemste fribeløb, og fuldt ud med beløb derover.
(.
.
.)
SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012, nu bekendtgørelse nr. 792 af 25. juni 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 43.
Den endelige tildeling af uddannelsesstøtte for et støtteår kan ske efter lovens § 22 a, hvis
1) den uddannelsessøgendes uddannelsesperiode, jf. stk. 2, ikke omfatter månederne januar eller december i det pågældende støtteår, eller
2) den uddannelsessøgende er uden for uddannelse i mindst 4 sammenhængende kalendermåneder i det pågældende støtteår.
Stk. 2.
Uddannelsesperioden er de kalendermåneder i støtteåret, hvor den uddannelsessøgende er indskrevet på en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, jf. kapitel 2, §§ 54-59 og lovens kapitel 2.
Stk. 3.
Egenindkomsten, jf. lovens § 23, stk. 2 og 3, beregnes i de i stk. 1 nævnte tilfælde i uddannelsesperioden således
1) Indkomst for en lønperiode, som de indberetningspligtige har indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og som ligger inden for uddannelsesperioden, jf. stk. 2, medregnes i egenindkomsten.
Ligger en del af lønperioden uden for uddannelsesperioden, fordeles indkomsten ligeligt på kalenderdagene i lønperioden, så kun indkomst i kalenderdagene inden for uddannelsesperioden medregnes i egenindkomsten.
(.
.
.)
Begrundelse
SU-lovens udgangspunkt er, at studerende skal tilbagebetale SU, hvis deres egenindkomst overstiger deres årsfribeløb, jf. § 30, stk. 2, jf. § 22 i SU-loven.
Udgangspunktet fraviges dog i de tilfælde, hvor den studerende er startet på eller har afsluttet en uddannelse i løbet af året, og hvor en periodisering af egenindkomsten og fribeløbet er til den studerendes fordel, jf. § 43 i SU-bekendtgørelsen, jf. § 22a i SU-loven.
Du opfylder betingelsen for periodisering af indkomsten, da du har været uden for uddannelse i perioden fra januar til og med august 2012.
Egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, jf. § 23, stk. 2 i SU-loven.
Når der foretages en periodiseret opgørelse, jf. § 22a i SU-loven, beregnes egenindkomsten ved, at indkomst for en lønperiode, som de indberetningspligtige har indberettet til indkomstregisteret, og som ligger inden for uddannelsesperioden, medregnes i egenindkomsten, jf. § 43, stk. 3, nr. 1 i SU-bekendtgørelsen.
Både beregningerne efter de almindelige regler, samt beregningerne efter reglerne for periodisering bevirker, at du skal tilbagebetale noget af den SU, som du har modtaget i 2012.
I det konkrete tilfælde er den mest gunstige beregning for dig, når tilbagebetalingskravet beregnes på baggrund af din egenindkomst og dit årsfribeløb.
Derfor skal denne beregningsmetode benyttes, jf. § 43 i SU-bekendtgørelsen, jf. § 22a i SU-loven.
Ankenævnet bemærker, at SU-lovens tilbagebetalingsregler er objektive.
Dine subjektive forhold kan derfor ikke ændre på, at du skal tilbagebetale SU efter SU-loven.
Dvs. at selvom du har været i god tro, så skal du stadig tilbagebetale SU.
Uddannelsesstøtte er en trangsbestemt ydelse, hvorfor der er fastsat regler for, hvor meget den studerende må tjene sideløbende med, at vedkommende modtager støtte.
Når den studerende er indskrevet på en uddannelse og modtager SU, er den studerende berettiget til det laveste fribeløb, jf. § 24, stk. 1, i SU-loven.
Ankenævnet bemærker, at egenindkomst ikke er det samme som personlig indkomst eller skattepligtig indkomst.
Egenindkomsten er således enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst og kapitalindkomst, jf. § 23, stk. 2 i SU-loven.
Negativ kapitalindkomst og ligningsmæssige fradrag kan ikke fradrages i egenindkomsten, jf. e.c.
§ 23, stk. 3 i SU-loven.
SU-stipendiet og arbejdsmarkedsbidrag fradrages dog i egenindkomsten, jf. § 23, stk. 3, nr. 1 og 3 i SU-loven.
Opgørelsen af den skattepligtige indkomst på din årsopgørelse er således forskellig fra opgørelsen af din egenindkomst i forbindelse med styrelsens indkomstkontrolkrav.
Udover de fradragsberettigede indtægter, der fremgår af SU-lovens § 23, stk. 3, nr. 1-4, kan der i enkelte konkrete tilfælde gives fradrag af andre indtægter i egenindkomsten, jf. SU-lovens § 23, stk. 4 Det fremgår således af bemærkningerne til lovforslaget, at bestemmelsen kan anvendes i enkelte konkrete tilfælde, hvor støttemodtageren efter en individuel vurdering ellers ville blive urimeligt ringe stillet.
Ankenævnet finder, at din situation ikke kan berettige til dispensation efter SU-lovens § 23, stk. 4.
Ankenævnet finder således, at du ikke bliver urimeligt ringe stillet sammenlignet med andre studerende i en tilsvarende situation, samt at et fradrag i dette tilfælde ville havde karakter af en generel dispensation, hvilket ville stride imod bemærkningerne til SU-lovens § 23, stk. 4.
Ankenævnet skal bemærke, at der fremgår entydigt af reglerne, at indkomst, herunder feriepenge, for en lønperiode, som de indberetningspligtige har indberettet til indkomstregisteret, og som ligger inden for uddannelsesperioden, medregnes i den periodiserede egenindkomst.
Det er indgået i grundlaget for Ankenævnets vurdering, at du har anført, at det ikke er muligt at indberette feriepenge optjent før uddannelsesstart, førend ansættelsen ophører, hvilket i dit tilfælde er sammenfaldende med uddannelsesstart.
Ankenævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold kan føre til en ændret vurdering.
Ankenævnet har herved lagt vægt på, at reglerne er meget klare, og at Ankenævnet ikke finder, at der er grundlag for dispensation i dit tilfælde, da en dispensation i dette tilfælde ville have karakter af en generel dispensation, hvilket ville stride mod bemærkningerne til SU-lovens § 23, stk. 4.
Ankenævnet stadfæster derfor afgørelsen om tilbagebetaling af for meget modtaget SU.
Sagsfremstilling
I 2012 har du været uden for uddannelse i perioden januar til august og i uddannelse i perioden september til december.
Styrelsen har ved brev af 9. maj 2013 meddelt dig, at du skal tilbagebetale noget af den SU, som du modtog i 2012, da din egenindkomst oversteg dit fribeløb og din periodiserede egenindkomst oversteg dit uddannelsesfribeløb.
Du har i brev af 2. juni 2013 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du i uddannelsesperioden alene har haft indtægter i form af SU og et mindre beløb fra [arbejdsgiver] i december 2012.
Du stoppede på dit tidligere arbejde ved udgangen af august 2012.
Den udbetaling af feriepenge, der er udbetalt under uddannelsesperioden, er optjent og vedrører i helhed perioden forud for uddannelsesstart.
Din klage var vedlagt en række lønsedler, hvor det af lønseddel dateret den 6. september 2012 blandt andet fremgår, at der afregnes særlige feriedage til dig for 2011 og 2012 og afregnes ferie til Feriekonto for 2011 og 2012.
Beløbene er beskattede.
Ved brev af 24. juni 2013 fastholder styrelsen afgørelsen af 9. maj 2013.
Ved brev af 19. juli 2013 har du anført, at du specifikt anmodede din tidligere arbejdsgiver om at indberette løn, feriepenge mv. for den korrekte periode til eIndkomstregistret, at du har fået oplyst fra SKAT, at din tidligere arbejdsgiver har indberettet indkomsten frem til og med udgangen af oktober 2012, selvom du ophørte i ansættelsen ved udgangen af august 2012, og at din tidligere arbejdsgiver skal rette det, hvis det skal ændres i eIndkomstregistret, og at din tidligere arbejdsgiver har oplyst dig, at de ikke kan rette i eIndkomstregistret, men bekræfter, at beløbene er optjent før studiestart.
Brevet var blandt andet vedlagt en erklæring fra din tidligere arbejdsgiver dateret den 5. juli 2013, hvoraf det blandt andet fremgår, at hele indkomsten vedrører perioden 1. januar til 31. august 2012, at det ikke er muligt at afregne ferie før ansættelsesforholdet er slut, og at ferien er afregnet hurtigst muligt herefter.
Ved brev af 28. februar 2014 har styrelsen fastholdt afgørelsen af 9. maj 2013 og blandt andet anført, at der i SU-reglerne vedrørende periodisering af egenindkomsten ikke er mulighed for at dispensere for indkomst, der er indberettet til eIndkomst i en lønperiode, der ligger inden for uddannelsesperioden, uanset hvornår indkomsten er optjent.
Det afgørende er således, hvornår arbejdsgiveren indberetter indkomsten.
Ved mail og brev af 26. marts 2014 har du fastholdt klagen.
Du har blandt andet anført, at det ikke har været muligt at indberette feriepenge til eIndkomst førend efter ansættelsesforholdets afslutning.
Styrelsen har i brev af 28. marts 2014 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.
Ankenævnet har ved brev af 31. marts 2014 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.