SU - tilbagebetaling - indskrevet på uddannelse
Statutory Text (3 Articles)
SU - tilbagebetaling - indskrevet på uddannelse
Det kunne ikke tillægges vægt til skade for den studerende, at uddannelsesinstitutionen havde oplyst vedkommende som udmeldt med virkning fra et bestemt tidspunkt.
Det afgørende var alene, om det kunne konstateres, hvornår udmelding var sket.
Din klage vedrørende tilbagebetaling af SU
I brev af 13. juni 2013 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 17. maj 2013 om tilbagebetaling af SU for april og maj 2013.
Du har præciseret, at du alene klager over kravet vedrørende april 2013.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet hjemviser styrelsens afgørelse af 17. maj 2013 til fornyet behandling.
Retsgrundlag
SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 2.
Uddannelsessøgende kan efter ansøgning få uddannelsesstøtte, når de
(.
.
.)
2) er indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte,
(.
.
.)
4) er studieaktive (.
.
.)
(.
.
.)
§ 28.
Uddannelsesstøtten udbetales med foreløbige beløb i støtteåret.
Uddannelsesstøtten tildeles med endelige beløb efter støtteårets afslutning.
(…)
§ 30.
(.
.
.)
Stk. 2.
Foreløbige beløb, der er udbetalt, men ikke kan tildeles endeligt, skal betales tilbage.
(…)
SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012, nu bekendtgørelse nr. 792 af 25. juni 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 1.
Uddannelsesinstitutionen kontrollerer løbende den uddannelsessøgendes studieaktivitet og træffer afgørelse om studieaktiviteten.
Stk. 2.
Den uddannelsessøgende anses for at være studieaktiv, indtil andet konstateres.
(.
.
.)
§ 41.
Styrelsen standser udbetalingen af de foreløbige beløb, der udbetales i uddannelsesstøtte, hvis den uddannelsessøgende i støtteperioden ikke opfylder støttebetingelserne i lovens § 2, stk. 1, herunder
(.
.
.)
6) ikke længere er indskrevet på (.
.
.) en heltidsuddannelse.
Begrundelse
Det er almindelige betingelser for at have ret til SU, at den studerende er indskrevet på uddannelse, at den studerende gennemgår uddannelse, og at den studerende er studieaktiv, jf. SU-lovens § 2, stk. 1, nr. 2 og nr. 4.
For meget udbetalt uddannelsesstøtte skal betales tilbage, jf. SU-lovens § 28 og § 30, stk. 2.
Indskrevet på uddannelse
Styrelsen har i e-mail af 12. august 2014 henvist til, at du er udmeldt med virkning fra den 25. marts 2013.
Udmeldelsesblanketten med udmeldingsdato 25. marts 2013 er ikke underskrevet af dig.
Ankenævnet kan endvidere ikke konstatere, om blankettens datering til den 25. marts 2013 er udtryk for den dato, hvor [uddannelsesstedet] traf beslutning om at udmelde dig af uddannelsen, eller om [uddannelsesstedet] ved en senere beslutning har fundet, at en udmelding skal have virkning fra den 25. marts 2013.
På sagen findes endvidere ingen meddelelse rettet mod dig om udmelding af studiet.
Brevet af 24. april 2013 fra [uddannelsesstedet] beskriver, at du ikke gennemgår uddannelse, og at din SU vil blive stoppet fra den 1. april 2013.
Det fremgår ikke af brevet, om du er udmeldt af uddannelsen og fra hvornår.
Ankenævnet kan på det grundlag ikke fastslå med sikkerhed, om [uddannelsessted] udmeldte dig af uddannelsen i marts 2013 eller i april 2013, uanset [uddannelsessted] har oplyst, at udmeldingen skal have virkning fra 25. marts 2013.
Gennemgå uddannelse
På baggrund af sagens oplysninger som de foreligger, lægger ankenævnet til grund, at du ikke mødte frem på uddannelsen den 25. marts 2013.
Ankenævnet finder det imidlertid ikke afgørende for, om du "gennemgik uddannelse", at du ikke mødte frem den 25. marts 2013.
En række uddannelser forudsætter ikke fremmøde, og begrebet "at gennemgå uddannelse" må fortolkes ens, uanset hvilken uddannelse den studerende gennemgår.
Ankenævnet finder herefter, at et manglende fremmøde i marts og april 2013 ikke kan tillægges afgørende betydning for, om du gennemgik uddannelse i april 2013.
Ankenævnet bemærker, at eventuel god tro er uden betydning for tilbagebetaling af SU, jf. SU-lovens § 30, stk. 2.
Studieaktivitet
En studerende anses for studieaktiv indtil andet konstateres, jf. SU-bekendtgørelsens § 1, stk. 2.
Som sagen foreligger oplyst, kan ankenævnet ikke konstatere, at dit uddannelsessted har truffet en afgørelse om, at du ikke var studieaktiv i april 2013, jf. SU-bekendtgørelsens § 1, stk. 1.
Vurdering
Styrelsen har begrundet tilbagebetalingskravet i, at en studerende skal være indskrevet på og gennemgå uddannelse for at have ret til SU, jf. SU-lovens § 2, stk. 1, nr. 2.
Nævnet finder, at det ikke på det foreliggende grundlag kan fastslås, om du fortsat var indskrevet på uddannelse i begyndelsen af april 2013.
Ankenævnet bemærker, at udmelding af et studium får betydning for retten til SU, når beslutningen om udmelding er truffet.
Nævnet finder det endvidere ikke tilstrækkeligt begrundet i det manglende fremmøde alene, at du ikke skulle have gennemgået uddannelse i april, sådan som begrebet "gennemgå uddannelse" må forstås efter SU-loven.
Styrelsens begrundelse for tilbagebetalingskravet har således ikke været tilstrækkeligt belyst ved de faktiske forhold.
Nævnet har endvidere ikke oplysninger om, hvorvidt du eventuelt har været erklæret ikke-studieaktiv i april 2013, og om studieaktivitet derfor kunne have dannet grundlag for en afgørelse om tilbagebetaling.
På den baggrund hjemviser ankenævnet sagen til fornyet vurdering i styrelsen.
Styrelsen skal herefter træffe en ny afgørelse vedrørende din ret til SU i april 2013.
Ankenævnet foretager sig herefter ikke mere i sagen.
Hvis styrelsen træffer ny afgørelse om tilbagebetaling af SU for april 2013, har du mulighed for at indbringe afgørelsen for ankenævnet.
Sagsfremstilling
Det fremgår af udmeldelsesblanket fra [uddannelsessted], at skolestart var 25. marts 2013, og at dato for udmeldelse er noteret som 25. marts 2013.
Årsag til udmeldelsen er noteret som "Ej påbegyndt".
[Uddannelsessted] har i brev af 24. april 2013 meddelt dig, at du ikke er påbegyndt din uddannelse ved [uddannelsessted], at du ikke gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, og at din uddannelsesstøtte derfor vil blive stoppet fra den 1. april 2013.
Styrelsen har ved brev af 17. maj 2013 meddelt dig, at du skal tilbagebetale SU for april og maj 2013, da du fra april har afbrudt din uddannelse.
Du har i brev af 13. juni 2013 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du på grund af lærer-lockouten troede, at der ikke var undervisning på skolen og derfor ikke mødte og den 10. april 2013.
[Uddannelsessted] har den 27. juni 2013 videresendt din klage til styrelsen og oplyst, at det har været offentliggjort på skolens intranet, elev-intrasider og facebook, at skolen ikke er omfattet af konflikten.
Styrelsen har i brev af 29. april 2014 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.
Styrelsen har henvist til, at du ikke opfylder betingelsen om at være indskrevet på og gennemgå en uddannelse, der giver ret til SU.
Ankenævnet har ved brev af 1. maj 2014 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.
Styrelsen har supplerende den 12. august 2014 oplyst, at du blev udmeldt med virkning fra 25. marts 2013 og indsendt kopi af udmeldelsesblanketten fra [uddannelsessted].
Ankenævnet har ved brev af 1. september 2014 fremsendt de supplerende oplysninger til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.