Offererstatningslovens § 13

Offererstatningslovens § 13 – dispensation fra 2-årig ansøgningsfrist, nævnets j.nr. 13-520-00237

Ansøger, der som bankansat blev udsat for et røveri mod en pengetransport, søgte over 2 år efter endelig dom over skadevolderne om godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra et bijob.

Nævnet besluttede, at der i sagen forelå sådanne særlige grunde, at ansøgningen kunne behandles, selv om den var indgivet mere end 2 år efter den endelige dom over skadevolderne.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke af politiets afhøringsrapporter vedrørende ansøger fremgik, at ansøger var blevet vejledt om muligheden for at søge om erstatning ved nævnet, at ansøger under retssagen mod skadevolderne ikke var repræsenteret af en bistandsadvokat, og at ansøger oplyste, at han først på ansøgningstidspunktet af en kollega var blevet gjort opmærksom på, at han havde mulighed for at søge nævnet om erstatning.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der alene var tale om nogle få ugers overskridelse af fristen, og at ansøger i forbindelse med retssagen mod skadevolderne havde oplyst, at hans hovedarbejdsgiver havde dækket alle hans udgifter, herunder udbetalt fuld løn under ansøgers sygemelding efter røveriet, hvorfor ansøger ikke havde været opmærksom på at søge om yderligere erstatning eller godtgørelse.