Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold
Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek opkrævede forskellige entrépriser for kvinder og mænd.
Et diskotek må ikke tage højere entrépriser for mænd end for kvinder, selv om prisen er afspejlet i Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at kvinder maksimalt bør indtage 14 genstande om ugen i forhold til mænd, der anbefales højest at indtage 21 genstande.
Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med entrépriser på et diskotek.
Sagsfremstilling
Klageren, en mand, har klaget over, at indklagede, et diskotek, afholdt en "friaften", hvor indgangsprisen var 130 kroner for kvinder og 180 kroner for mænd.
Parternes bemærkninger
Klageren mener, at det er i strid med ligestillingsloven at opkræve entrépriser, der er højere for mænd end for kvinder.
Klageren henviser til praksis i lignende sager på Ligestillingsnævnets hjemmeside.
Indklagede mener ikke, at prisdifferencen er brud på ligestillingsloven.
Prisen er fastsat efter det kvantum alkohol, gæsten må forventes at kunne drikke.
Indklagede har her taget sit udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at mænd bør indtage maksimalt 21 genstande om ugen, og at kvinder bør indtage maksimalt 14 genstande ugentligt.
På den baggrund mener indklagede, at der er tale om lige behandling mellem kønnene, da kvindernes begrænsede indtag af alkohol i forhold til mændene, er afspejlet i den reducerede pris.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Det er i strid med ligestillingsloven, at indklagede har opkrævet forskellige priser for mænd og kvinder for entré til en "friaften" på et diskotek.
Nævnet finder, at indklagede har overtrådt ligestillingsloven, ved at opkræve forskellige priser for mænd og kvinder.
Nævnet finder ikke, at indklagede med sin forklaring om baggrunden for prisfastsættelsen har dokumenteret sådanne legitime formål efter ligestillingsloven, at dette kan begrunde den nævnte forskelsbehandling.