Legislator Case Law & Legislation
W20140960325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2014 9603 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold

KEN#LOKDOK23 2014 9603 Valid

Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskoteks fri bar, som var obligatorisk for alle, var dyrere for mænd end for kvinder.

Priserne fremgik af diskotekets hjemmeside

KEN#LOKDOK23 2014 9603 Valid

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med et diskoteks fastsættelse af priser for fri bar.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er i strid med ligestillingsloven, at diskoteket har forskellige priser for mænd og kvinder.

Sagsfremstilling

Der er klaget over, at diskoteket på sin hjemmeside reklamerer med forskellige priser for mænd og kvinder.

Det fremgår af hjemmesiden, at udover entreprisen på 50 kr., som er ens for alle, så skal alle betale for fri bar.

Kvinder skal betale 25 kr. for fri bar i tidsrummet 23.00-00.00 og 80 kr. i tidsrummet 00.00-04.00.

Mænd skal betale 100 kr. i hele tidsrummet 23.00-04.00.

Fra 04.00 til lukketid koster den fri bar 50 kr. for alle.

Parternes bemærkninger

Klager har påstået det kendt i strid med ligestillingsloven, at der er forskellige priser for mænd og kvinder.

Det er klagers opfattelse, at det ikke er lovligt at differentiere i priserne ud fra køn, og han ønsker, at diskotekets praksis kendes ulovlig.

Der er ikke rejst krav om godtgørelse.

Indklagede har påstået frifindelse.

Indklagede har erkendt, at kvinder kommer billigere ind end mænd.

Gæsterne har fri bar med fadøl, sodavand og vin mv. hele natten, når først entréen er betalt.

I primetime mellem kl.

24.00 og kl.

04.00 er der en forskel i entréen på 20 kr.

Indklagede har henvist til, at årsagen til prisforskellen er, at kvinder indtager mindre alkohol end mænd.

Hvis man tog samme pris for begge køn, ville kvinderne blive forskelsbehandlet, idet de ville komme til at betale mere pr. genstand end mændene.

Indklagede har endvidere henvist til Sundhedsstyrelsens retningslinier for kvinders og mænds alkoholforbrug.

Hertil har klager fastholdt, at der er tale om kønsmæssig forskelsbehandling, idet man ikke som gæst kan fravælge den fri bar, som er et beløb, der skal betales sammen med entréen, således at ens køn bestemmer prisen for diskoteksbesøget.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ifølge ligestillingsloven må ingen udsætte en anden person for forskelsbehandling på grund køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller vil blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnet finder, at indklagede har overtrådt ligestillingsloven ved at opkræve forskellige priser for mænd og kvinder for fri bar.

Ligebehandlingsnævnet finder således ikke, at indklagede med sin forklaring om baggrunden for prisfastsættelsen har dokumenteret sådanne legitime formål efter ligestillingsloven, at dette kan begrunde forskelsbehandlingen.

Det forhold, at nogle kvinder muligt drikker mindre end nogle mænd, kan efter nævnets opfattelse ikke begrunde, at der fastsættes forskellige priser for kvinder og mænd, da alle gæster uanset køn har samme adgang til den fri bar, og da alle gæster skal betale den for deres køn fastsatte pris uafhængig af den enkeltes forbrug.

Det bemærkes, at nævnet ikke ved afgørelsen har taget stilling til Sundhedsstyrelsens retningslinier for kvinder og mænds alkoholforbrug.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →