Anvendelse af dejmaskine (anvendelseafdejmaskine)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Anvendelse af dejmaskine
Arbejdstilsynet var på et tilsynsbesøg på et bageri og konstaterede her, at virksomhedens dejmaskines »snegl« kunne igangsættes selvom maskinens låg var åbent.
Arbejdstilsynet afgav på den baggrund et strakspåbud om at sikre at anvendelsen af maskinen foregik på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde.
Arbejdsmiljøklagenævnet fandt, at Arbejdstilsynets afgørelse skulle fastholdes.
Nævnet lagde herved vægt på, at dejmaskinen kunne igangsættes, selvom maskinens låg var åben, hvorved åbningen var så stor, at der var direkte og uhindret adgang til maskinens snegl.
[Adressat udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 27. maj 2014 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af 31. oktober 2013, hvor virksomheden fik påbud om straks at etablere effektiv maskinsikkerhed på Dejmaskine »Diosna« og at sikre, at anvendelsen af dejmaskine Diosna foregår på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 31. oktober 2013, således at [navn udeladt] straks skal etablere effektiv maskinsikkerhed på Dejmaskine »Diosna« og sikre, at anvendelsen af dejmaskine Diosna foregår på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 23. oktober 2013 konstaterede, at virksomhedens dejmaskine kunne igangsættes, selvom låget var åbent, hvorved åbningen til maskinens roterende »snegl« var så stor, at der var direkte og uhindret adgang hertil.
Arbejdsmiljøklagenævnet lægger til grund for afgørelsen, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget konstaterede, at der i virksomheden var opstillet en dejmaskine af mærket Diosna, som ikke var CE-mærket.
Nævnet lægger desuden til grund, at dejmaskinen benyttes dagligt som led i produktionen.
Det fremgår af arbejdsmiljølovens regler, at maskiner og maskindele skal være indrettet og anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Det fremgår af reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde.
Det fremgår af de samme regler, at et teknisk hjælpemiddel kun må anvendes, hvis det opfylder de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og andre særlige regler, der måtte være fastsat herom.
Det fremgår af reglerne om indretning af tekniske hjælpemidler, at der i konstruktionen af et teknisk hjælpemiddel skal indgå sikring mod farer ved hjælpemidlet.
Det skal herunder sikres, at personer ikke kan komme i berøring med farlige maskindele eller stoffer samt at værktøj, emner eller dele heraf, stænk o.l.
ikke kan udslynges til fare for sikkerhed og sundhed.
Bemærkninger til klagen
[navn udeladt] har i klagen anført, at påbuddet afgives som et strakspåbud i strid med fornøden forudsætning om alvorlighed, og at det afgives som et strakspåbud i strid med lighedsprincippet.
Arbejdsmiljøklagenævnet skal hertil bemærke, at Arbejdstilsynet ifølge loven kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Nævnet skal i den forbindelse henvise til, at Arbejdstilsynet i supplerende udtalelse af 18. marts 2014 har anført, at kernen i Arbejdstilsynets begrundelse for faren er så alvorlig, at den skal imødegås straks er, at det af sagen fremgår, at de roterende dele er umiddelbart tilgængelige helt tæt på de steder, hvor maskinen betjenes, og at det umiddelbart er muligt at komme i kontakt med maskinenes roterende dele.
Nævnet vurderer på den baggrund, at Arbejdstilsynets strakspåbud er afgivet i overensstemmelse med praksis på området.
[navn udeladt] har i klagen desuden anført, at der er tale om et metodepåbud, som Arbejdstilsynet ikke har hjemmel til at afgive.
Nævnet skal hertil bemærke, at påbuddet foreskriver, at der skal træffes foranstaltninger så maskinen kan anvendes sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og så det ikke er muligt at komme i kontakt med maskinens roterende dele.
Nævnet vurderer på den baggrund, at påbuddet er formuleret som et funktionspåbud, hvor virksomheden kan vælge flere forskellige løsninger på arbejdsmiljøproblemet.
[navn udeladt] har i klagen endvidere anført, at påbuddet afgives som et mangelfuldt påbud i og med indretning af henholdsvis anvendelse af tekniske hjælpemidler sammenblandes på en uhensigtsmæssig vis.
Nævnet skal hertil bemærke, at det af reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler fremgår, at et teknisk hjælpemiddel kun må anvendes, hvis det opfylder de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og andre særlige regler, der måtte være fastsat herom.
Nævnet vurderer, at den sammenhæng, som reglerne foreskriver mellem reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler og indretning af tekniske hjælpemidler, fremgår af påbuddets formulering og hjemler.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler
Reglerne kan læses på de følgende sider.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, e-mail fra [navn udeladt] af 23. januar 2014, Arbejdstilsynets brev af 18. marts 2014 samt e-mail fra [navn udeladt] af 5. maj 2014.
På klagenævnets vegne
[navn udeladt]
[titel udeladt]
Kopi til
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
…
Kapitel 7
Tekniske hjælpemidler m.v.
§ 45.
Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
…
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
.
.
.
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler
…
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 4.
Anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde.
…
§ 6.
Et teknisk hjælpemiddel må kun anvendes, hvis det opfylder de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og andre særlige regler, der måtte være fastsat herom.
Bekendtgørelse nr. 612 af 25. juni 2008 om indretning af tekniske hjælpemidler
…
§ 38.
I konstruktionen af et teknisk hjælpemiddel skal indgå sikring mod farer ved hjælpemidlet.
Det skal herunder sikres, at
…
–
Om Arbejdstilsynets hjemmel til at træffe afgørelse
•
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
–
Om anvendelse og indretning af tekniske hjælpemidler
•
§ 45, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
•
§ 4 og § 6, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler.
•
§ 38, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 612 af 25. juni 2008 om indretning af tekniske hjælpemidler.
-
[Adressater udeladt]
1.
personer ikke kan komme i berøring med farlige maskindele eller stoffer
2.
værktøj, emner eller dele heraf, stænk o.l.
ikke kan udslynges til fare for sikkerhed og sundhed, og
3.
varme, kulde, stråling, støj, vibrationer, støv, fugtighed, røg, dampe, gasser eller andet, som udvikles ved anvendelsen af hjælpemidlet, ikke afgives på en sådan måde, at det frembyder fare for sikkerhed eller sundhed.