Legislator Case Law & Legislation
W20140933725 DK

SU - ansøgningstidspunkt - ansøgning via minSU

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2014 9337 Valid

SU - ansøgningstidspunkt - ansøgning via minSU

KEN#LOKDOK23 2014 9337 Valid

Den studerendes oplysning via minSU om, at uddannelsen var forlænget, var en ansøgning om forlængelse af SU.

KEN#LOKDOK23 2014 9337 Valid

Din klage vedrørende afslag på SU i perioden fra januar 2012 til og med april 2012

I brev af 23. august 2012 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers (herefter: styrelsen) afgørelse af 3. august 2012 om, at du ikke er berettiget til SU i perioden fra januar 2012 til april 2012.

Ankenævnets afgørelse

Nævnet ændrer styrelsens afgørelse af 3. august 2012 således, at du i perioden fra januar 2012 til og med april 2012 er berettiget til SU efter lovens almindelige regler.

Retsgrundlag

SU-loven (dagældende lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009, nu lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)

§ 21.

Slutlån kan i alt gives i 12 måneder (slutlånstiden) inden for de sidste 12 måneder af en uddannelse.

Stk. 2.

Slutlån gives, når den uddannelsessøgende har brugt alle de klip, der kan tildeles til uddannelsen.

Tildelingen sker på grundlag af uddannelsesinstitutionens vurdering af, om den uddannelsessøgende kan afslutte uddannelsen inden for 12 måneder.

(…)

§ 38 b.

(…)

Stk. 2.

Uddannelsesstøtte udbetales forud i månedlige rater, jf. dog §§ 38 c og 38 d, og kan tidligst udbetales fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgning om støtte er modtaget 1) i styrelsens elektroniske selvbetjeningssystem, jf. § 38 a, stk. 1, eller 2) på uddannelsesinstitutionen eller i styrelsen, jf. regler fastsat i medfør af § 38 a, stk. 2, nr. 1.

(…)

Begrundelse

Ifølge SU-lovens § 38 b, stk. 2, er det en forudsætning for at have ret til SU, at den studerende har søgt om SU.

Den studerende søger via minSU om SU til en bestemt uddannelse og i en bestemt periode.

Såfremt den studerende ikke er færdig med sin uddannelse ved udgangen af den periode, der er søgt SU til, kan den studerende opnå ret til SU igen ved at søge igen.

Din ansøgning af 26. maj 2011

Du blev i støttemeddelelse af 14. marts 2011 oplyst om, at du ville få udbetalt SU til og med juni 2011.

Du søgte SU igen den 26. maj 2011 og fik på den baggrund udbetalt SU for resten af 2011, jf. støttemeddelelse af 7. november 2011.

Af din ansøgning fremgik, at sluttidspunktet var december 2011.

Du fik derfor udbetalt SU til og med december 2011 på baggrund af ansøgningen af 26. maj 2011.

Din ansøgning af 28. oktober 2011

Den 28. oktober 2011 søgte du slutlån fra oktober 2011 via minSU.

Du oplyste samtidig, at uddannelsens sluttidspunkt var august 2012.

Du indtastede ikke noget i rubrik 7.

På tidspunktet fik du fortsat stipendium.

Syddansk Universitet gav dig afslag på slutlån.

Styrelsens begrundelse

Styrelsen har henvist til, at ændringen af uddannelsens afslutningsdato i rubrik 10 den 28. oktober 2011 ikke er en ansøgning om SU, og at ansøgning om forlængelse af udbetaling af SU vil kræve en indtastning i rubrik 7.

Styrelsen har endvidere henvist til, at der i SU-reglerne ikke er hjemmel til at anse en ansøgning om slutlån for at være en ansøgning om SU.

Styrelsen har endvidere henvist til, at det teknisk kun er muligt at udfylde rubrik 10 om ændring af sluttidspunkt, hvis enten rubrik 7 om stipendium eller rubrik 18 om slutlån bliver udfyldt.

Ankenævnets vurdering

Ankenævnet finder i det foreliggende tilfælde, at kravet i SU-lovens § 38 b, stk. 2, om, at den studerende skal søge om SU for at have ret til SU, er opfyldt for så vidt angår perioden fra januar 2012 til og med april 2012.

Du søgte den 26. maj 2011 SU indtil december 2011.

Inden afslutningen af den periode, som du den 26. maj 2011 søgte SU til, oplyste du den 28. oktober 2011 via minSU til styrelsen, at din uddannelsesperiode var forlænget til august 2012.

På den baggrund finder nævnet, at du ved denne ansøgning søgte om forlængelse af SU indtil august 2012.

Bemærkninger

Ankenævnet bemærker, at det i dette tilfælde har været muligt for den studerende at udfylde rubrik 10 om ændring af sluttidspunktet uden samtidig at udfylde rubrik 7.

Af rubrik 7 fremgår endvidere, at den studerende bedes oplyse fra hvilket tidspunkt, den studerende søger SU.

Ankenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremgår af rubrik 7, at udfyldelsen af denne rubrik er nødvendig for at søge om forlængelse af SU.

Ankenævnet har ikke tillagt det væsentlig betydning, at det af brev af 31. oktober 2011 fra Syddansk Universitet fremgår, at du ikke er tildelt SU eller SU-lån, og at brevet således fremstår som et afslag på din ansøgning af 28. oktober 2011, hvori du søger om forlængelse af SU, da brevet henviser til, at du ikke opfylder betingelserne for at få slutlån.

Endvidere modtog du efterfølgende i november 2011 en støttemeddelelse, hvoraf fremgik, at du var tildelt SU og SU-lån i 2011.

Du har derfor kunnet gå ud fra, at brevet af 31. oktober 2011 alene omhandlede et afslag på slutlån.

Det er indgået i nævnets vurdering, at det fremgår af støttemeddelelse af 7. november 2011, at uddannelsens afslutningsdato er december 2011, og at du således har været gjort bekendt med, at styrelsen efter din ansøgning af 28. oktober 2011 fortsat forventede, at din uddannelse ville blive afsluttet i december 2011.

Det har imidlertid ikke været afgørende for nævnet, da du forud for at modtage denne støttemeddelelse havde opfyldt kravet i § 38 b, stk. 2, om at indgive ansøgning.

Af samme årsag har nævnet ikke tillagt det afgørende betydning, at der gik 5 måneder fra udbetalingen af SU stoppede efter december 2011, og til du søgte SU igen i maj 2012.

Sagsfremstilling

Det fremgår af støttemeddelelse af 24. november 2010, at du i 2011 modtager SU til og med juni måned.

Det fremgår, at uddannelsen forløber fra september 2009 til juni 2011.

Af støttemeddelelsen fremgår, at du skal søge SU igen, hvis du ønsker SU udbetalt fra juli og frem.

De samme oplysninger fremgår endvidere af støttemeddelelser af hhv.

27. december 2010 og 14. marts 2011.

Det fremgår af ansøgning om uddannelsesstøtte og ændring af uddannelsesstøtte, modtaget 26. maj 2011 på Syddansk Universitet, at du søger stipendium fra juni 2011, og at du forventer at afslutte uddannelsen i december 2011.

Det fremgår af støttemeddelelse af 6. juni 2011, at du modtager SU i alle måneder af 2011.

Det fremgår, at uddannelsen afsluttes i december 2011.

De samme oplysninger fremgår endvidere af støttemeddelelser af hhv.

27. juni 2011 og 15. august 2011.

Det fremgår af ansøgning om uddannelsesstøtte og ændring af uddannelsesstøtte, modtaget 29. august 2011 på Syddansk Universitet, at du søger SU-lån fra januar 2011.

Af ansøgningen fremgår ikke ændring af uddannelsens sluttidspunkt.

Det fremgår af støttemeddelelse af 29. august 2011, at du modtager SU og SU-lån i alle måneder af 2011.

Det fremgår, at uddannelsen afsluttes i december 2011.

Det fremgår af ansøgning om uddannelsesstøtte og ændring af uddannelsesstøtte, modtaget 28. oktober 2011 på Syddansk Universitet, at du søger slutlån fra oktober 2011 og at du søger supplerende studielån for forsørgere fra oktober 2011.

Det fremgår endvidere, at du samtidig med ansøgningen om slutlån har oplyst i rubrik 10, at uddannelsen forløber til august 2012.

Felt 7 på skemaet er ikke udfyldt.

Syddansk Universitet har ved brev af 31. oktober 2011 meddelt dig afslag på tildeling af SU/SU-lån for 2011.

Det fremgår, at du ikke opfylder betingelserne for at få slutlån.

Universitetet henviser til SU-lovens § 21, stk. 2.

I brevet vejledes du om, at du kan søge stipendium og studielån, og at du kan indgive klage til styrelsen.

Det fremgår af støttemeddelelse af 7. november 2011, at du modtager SU og SU-lån alle 12 måneder af 2011.

Det fremgår, at uddannelsen afsluttes i december 2011.

Det fremgår af ansøgning om SU modtaget 8. maj 2012, at du søger SU-stipendium fra maj 2012 og SU-lån fra maj 2012 samt supplerende studielån for forsørgere fra maj 2012.

Det fremgår af e-mail af 8. maj 2012 til dig fra Syddansk Universitet, at du i din ansøgning af 28. oktober 2011 søgte om supplerende lån for forsørgere, om slutlån fra oktober 2011 og om ændring af slutdatoen til august 2012.

Hele ansøgningen bliver afvist, da du ikke er berettiget til at søge slutlån.

Du har i e-mail af 8. maj 2012 anført, at du før havde ændret slutdatoen til august 2012, at du betragtede afslaget som et afslag på slutlån, ikke som en meddelelse om stop for SU, og at du ønsker SU udbetalt med tilbagevirkende kraft.

Syddansk Universitet har i e-mail af 10. maj 2012 henvist til, at hele ansøgningen af 28. oktober 2011, ansøgningen om slutlån, ændring af slutdato og supplerende SU-lån, blev afvist, fordi du søgte om slutlån.

Du har i brev af 20. maj 2012 klaget til styrelsen og bl.a. anført, at det ikke har kunnet lade sig gøre at blive færdig med uddannelsen i juni 2011, og at du derfor har søgt og fået bevilget SU frem til august 2012.

Du har anført, at du opfattede oplysningen i afslagsbrevet som en generel vejledning om, at du ville kunne søge stipendium i stedet for slutlån, ikke som en meddelelse om opsigelse af hvad du allerede havde fået bevilget.

Det er således ikke fremgået tydeligt af brevet, at du samtidig med afslaget på slutlånet fik en opsigelse af allerede godkendt SU og SU-lån.

Syddansk Universitet har i brev af 30. maj 2012 videresendt sagen til styrelsen og bemærket, at hele ansøgningen blev afvist i brev af 31. oktober 2011.

Det fremgår af støttemeddelelse af 4. juni 2012, at du modtager SU og SU-lån fra og med maj 2012.

Styrelsen har i brev af 3. august 2012 truffet afgørelse om, at du ikke har været berettiget til SU i perioden fra januar 2011 til april 2011.

Styrelsen henviser til, at du i første omgang har været tildelt SU i to år til din kandidatuddannelse, og at man som studerende skal søge om forlængelse, hvis man fortsat skal kunne modtage SU.

Din kandidatuddannelse var sat til at skulle afsluttes i december 2011.

I det brev, du modtog fra Syddansk Universitet, stod, at din ansøgning om forlængelse på grund af afslaget på din ansøgning om slutlån ikke var blevet godkendt.

Styrelsen finder, at du var behørigt varslet om, at du ikke var tildelt SU for januar 2012 og frem.

Du har i brev af 23. august 2012 klaget til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og bl.a. anført, at du, da du konstaterede, at du ikke ville blive færdig til normeret til (juni 2011), søgte om og fik bevilget SU til august 2012.

I juli 2011 flyttede du til [udeladt] og søgte studie- og slutlån.

I brev af 31. oktober 2011 fik du at vide, at du ikke var berettiget til slutlån, kun til SU og studielån.

Du har oplyst, at du ikke klagede over afslaget på slutlån.

Du har endvidere anført, at du kunne konstatere, at din ansøgning om studielån var gået igennem, da du inden for 3 uger efter ansøgningen modtog studielånet.

Det fremgår dog ikke af noget brev, hvorfor studielånet alene blev bevilget for 2011 og ikke frem til den nye sluttid.

Styrelsen har i brev af 11. september 2012 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.

Styrelsen henviser til begrundelsen i afgørelsen af 3. august 2012.

Ankenævnet har ved brev af 28. september 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.

Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning, men har efterfølgende modtaget din forespørgsel af 6. februar 2013.

Ankenævnet har den 18. april 2013 anmodet styrelsen om supplerende oplysninger.

Ankenævnet har bl.a. anmodet styrelsen om at redegøre for, hvorfor ansøgningen af 28. oktober 2011 blev afvist, på hvilken baggrund du blev tildelt SU fra juli 2011, og på hvilken baggrund sluttidspunktet blev fastsat til december 2011.

Styrelsen har samme dag oplyst, at den rubrik i minSU, hvor den studerende forlænger studietiden, ikke er en rubrik til ansøgning om mere SU, og at det vil være nødvendigt at udfylde rubrik 7 om, hvornår der søges SU fra, for at indtastningen i minSU er en ansøgning.

Styrelsen har i brev af 26. februar 2014 oplyst til nævnet, at styrelsen fastholder afslaget på SU for januar 2012 til og med april 2012.

Styrelsen har henvist til, at du 28. oktober 2011 søgte om slutlån og ikke var berettiget til slutlån.

Styrelsen har endvidere henvist til, at du søgte om SU igen i maj 2012 og derfor havde ret til SU fra maj 2012.

Styrelsen har henvist til, at styrelsen kun kan træffe afgørelse om det, som den studerende ansøger om.

Styrelsen har endvidere oplyst, at du i maj 2011 søgte SU med forventet sluttidspunkt oplyst som december 2011.

Styrelsen har henvist til, at den studerende har mulighed for at ændre oplysning om sluttidspunkt, når vedkommende søger SU eller slutlån.

Ændring af sluttidspunktet er en del af en ansøgning, men ikke en ansøgning i sig selv.

Det er ikke muligt at ændre sluttidspunktet uden at søge om enten SU eller om slutlån.

Ankenævnet har ved brev af 28. februar 2014 fremsendt supplerende sagsakter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.

Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.

Styrelsen har endvidere den 21. marts 2014 fremsendt supplerende oplysninger om støttemeddelelser for 2011 og din ansøgning af 29. august 2011 til nævnet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →