Påbud til rette modtager om straks at sikre ansatte mod at styrte ned fra et stillads
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Påbud til rette modtager om straks at sikre ansatte mod at styrte ned fra et stillads
Arbejdstilsynet traf på baggrund af ulykkesundersøgelsen afgørelse med påbud til skadelidtes arbejdsgiver virksomhed A om straks at sikre ansatte mod nedstyrtning og gennemstyrtning fra stilladset på byggepladsen.
Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fandt, at virksomhed A er rette modtager af afgørelsen, og fastholdt Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomhed A straks skulle sikre ansatte mod nedstyrtning og gennemstyrtning fra stilladset på byggepladsen.
Nævnet lagde vægt på, at virksomhed A i forbindelse med levering af beton ved hjælp af virksomhedens pumpe har ladet en af virksomhedens ansatte benytte et stillads, som ikke var forsvarligt opstillet, idet stilladsets dæk/gulv lå løst ovenpå hinanden, ligesom stilladset ikke havde et rækværk med den fornødne styrke.
Nævnet bemærkede til klagen, at uanset at virksomhed A ikke selv har opsat stilladset, er det fortsat arbejdsgiverens ansvar at sikre, at arbejdet er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Virksomheden var derfor rette modtager af afgørelsen.
Nævnet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget fik oplyst, at en af virksomhedens ansatte arbejdede på et 4,5 meter højt stillads, og på at Arbejdstilsynet konstaterede, at dækkene/gulvene på stilladset lå løst oven på hinanden med deraf følgende risiko for at falde ned.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at det etablerede rækværk ikke var forsvarligt, idet det ikke havde den fornødne styrke.
[Adressat udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 28. januar 2014 behandlet [navn udeladt]s klage på vegne af [navn udeladt] over Arbejdstilsynets afgørelse af den 21. august 2013, hvorved virksomheden fik påbud om straks at sikre ansatte mod nedstyrtning og gennemstyrtning fra stilladset, der er opsat på forskalling i 4,5 meters højde på byggepladsen [navn udeladt].
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at virksomheden [navn udeladt] er rette modtager af afgørelsen.
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden straks skal sikre ansatte mod nedstyrtning og gennemstyrtning fra stilladset, der er opsat på forskalling i 4,5 meters højde på byggepladsen [navn udeladt].
B E G R U N D E L S E
Afgørelsen om, at virksomheden er rette modtager af påbuddene
Nævnet lægger vægt på, at [navn udeladt] i forbindelse med levering af beton ved hjælp af virksomhedens pumpe har ladet en af virksomhedens ansatte benytte et stillads, som ikke var fosvarligt opstillet.
Stilladsets dæk/gulv lå løst ovenpå hinanden, ligesom stilladset ikke havde et rækværk med den fornødne styrke.
Nævnet lægger til grund, at det er oplyst i sagen, at virksomheden [navn udeladt] var hovedentreprenør på byggepladsen og havde det overordnede ansvar på byggepladsen, ligesom det var virksomheden [navn udeladt], der havde opsat stilladset på byggepladsen.
Nævnet lægger endvidere til grund, at virksomheden [navn udeladt] havde hyret [navn udeladt] til at levere beton til byggepladsen, men da [navn udeladt]s pumpe var optaget, hyrede [navn udeladt] en pumpe, inklusive bemanding af [navn udeladt].
Det var beton fra [navn udeladt], der blev leveret til byggepladsen ved hjælp af [navn udeladt]s pumpe og mandskab.
Det fremgår af reglerne i arbejdsmiljøloven, at det er arbejdsgiverens forpligtelse at sikre, at arbejdet, som virksomhedens ansatte udfører, er planlagt tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Bemærkninger til klagen
Det er anført i klagen, at det var virksomheden [navn udeladt], der var hovedentreprenør på byggepladsen og havde det overordnede ansvar på byggepladsen, ligesom det var virksomheden [navn udeladt], der havde opsat stilladset på byggepladsen.
Nævnet bemærker hertil, at uanset, at [navn udeladt] ikke selv har opsat stilladset, er det fortsat arbejdsgiverens ansvar at sikre, at arbejdet er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet finder på den baggrund, at virksomheden er rette modtager af afgørelsen.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
Afgørelsen om, at sikre ansatte mod nedstyrtning
Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 16. august 2013 fik oplyst, at en af virksomhedens ansatte arbejdede på et 4,5 meter højt stillads, som ikke var sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at dækkene/gulvene på stilladset lå løst oven på hinanden med deraf følgende risiko for at falde ned.
Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at det etablerede rækværk ikke var forsvarligt og havde den fornødne styrke.
Nævnet lægger desuden til grund, at der skete en ulykke, da virksomhedens ansatte trådte bagud på hjørnet af stillads-dækket/gulvet, hvorved det vippede og den ansatte styrtede 4,5 meter ned igennem stilladset.
Nævnet finder på den baggrund, at påbuddet skal fastholdes.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende reger
Reglerne kan læses på de følgende sider.
OPLYSNINGERNE I SAGEN
Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
[navn udeladt]
[stilling udeladt]
Kopi til
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010
…
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
§ 39.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at arbejdet kan anses for fuldt forsvarligt planlagt, tilrettelagt og udført, herunder om
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om særligt arbejdstøj og personlige værnemidler, herunder om hvem der skal afholde udgifterne hertil.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 2 …
Bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde
…
Kapitel 4
Risiko for nedstyrtning, nedskridning og fald m.v.
Udgravninger og jordarbejde m.v.
Sikring mod nedstyrtning og gennemstyrtning
§ 37.
Ved arbejde og færdsel i og på bygninger og konstruktioner m.v., på arbejdsdæk, arbejdsplatforme, stilladser, adgangsveje o.l.
samt i øvrigt, hvor der er risiko for nedstyrtning eller gennemstyrtning, skal der, hvor det er nødvendigt af hensyn til de beskæftigedes sikkerhed og sundhed, etableres kollektive sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. rækværk, skærme eller net, der effektivt sikrer mod nedstyrtning eller gennemstyrtning.
Ved arbejde og færdsel på tage skal der træffes sikkerhedsforanstaltninger som angivet i § 38.
Stk. 2.
Sikkerhedsforanstaltningerne skal vælges under hensyn til arbejdets art og karakter, højden, der arbejdes i, samt under hensyn til de forhold, hvorunder arbejdet udføres.
Sikkerhedsforanstaltningerne skal desuden vælges således, at faren under deres etablering og fjernelse er mindre end den fare, de skal afværge.
Stk. 3.
Rækværk, skærme og net m.v. skal være tilstrækkeligt høje, have fornøden styrke og være forsvarligt udført.
Rækværk skal mindst bestå af en håndliste, en knæliste og en fodliste.
Overdækninger over huller m.v. skal være forsvarligt udført, have tilstrækkelig styrke og være sikret mod forskydning.
Stk. 4.
Faldsikringsudstyr kan kun vælges til arbejdsopgaver, hvor sikkerhedsforanstaltninger til kollektiv beskyttelse, f.eks. rækværk, skærme og net, ikke med rimelighed kan anvendes på grund af arbejdets art og karakter.
-
Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud og standse arbejdet
○
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
-
Om arbejdets udførelse
○
§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
-
Om nedstyrtningsfare
○
§ 37, stk. 1, 2, og 3, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde.
-
[navn udeladt]
1)
sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger vedrørende arbejder, arbejdsprocesser og -metoder, f.eks. for at undgå sammenstyrtning, nedstyrtning, sammenskridning, rystelser, stråling, støj eller eksplosions-, brand- eller sundhedsfare ved luftarter, dampe, støv og røg, hede, kulde eller lugt, sygdomssmitte eller forkerte arbejdsstillinger, bevægelser eller belastninger,
2)
forbud mod særligt farlige arbejder, arbejdsprocesser og -metoder,
3)
opslag eller egnet markering.