Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00562
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00562
Resumé
Helsingør Dagblad bragte artiklen ”Politiet opgiver sag om vanrøgt i sagen om garagebarnet”.
Moderen til barnet har blandt klaget over betegnelsen ”garagebarnet”, men fordi drengen opholdt sig i en garage, da politiet kom til stede, finder Pressenævnet ikke grund til kritik.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
God presseskik
- Kontrol af oplysninger
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkt A.1 og A.5.
[Klager] og Helsingør Dagblad har afgivet modstridende oplysninger om årsagen til, at politiet i august 2012 kom til stede på familiens ejendom.
Uanset årsagen til politiets tilstedekomst finder nævnet, at årsagen i sammenhængen er uden væsentlig betydning.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Helsingør Dagblad for ikke at kontrollere årsagen.
Nævnet bemærker, at politiet – som må betragtes som en troværdig kilde – ved senioranklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi henviser til, at det forhold politiet ”rykkede ud for at undersøge ligger hos SKAT og Helsingør Kommune”.
Til udsagnet om, hvorvidt de sociale myndigheder vurderede, at [Klager]s søn virkede forsømt, er der tale om en vurdering.
Helsingør Kommune har opretholdt tvangsfjernelsen af sønnen under henvisning til, at kommunen finder [Klager] og hendes mand uegnede til at have børn i deres varetægt.
Pressenævnet finder derfor, at vurderingen ikke er uden faktisk grundlag og udtaler ikke kritik af Helsingør Dagblad for at bringe vurderingen.
Pressenævnet finder videre, at udsagnet om, hvorvidt [Klager] og hendes mand ”efter de første par tvangsfjernelser har barrikaderet sig for omverdenen” samt borgmesterens udtalelse vedrørende parrets forældreevne er vurderinger.
Navnlig på baggrund af, at drengen ikke er anmeldt til Folkeregistret og heller ikke har været tilmeldt institutioner, finder nævnet heller ikke grundlag for at kritisere disse vurderinger.
Uanset, at drengen ifølge [Klager] har opholdt sig en del i udlandet og derved ikke nødvendigvis var til stede i huset under politiets tidligere besøg, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af ordet ”skjult”.
Pressenævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere Helsingør Dagblad for at omtale drengen som ”garagebarnet”.
Nævnet har herved lagt vægt på, at drengen opholdt sig i en garage, da politiet kom til stede.
Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik i forbindelse med de påklagede forhold.
Genmæle
En anmodning om genmæle skal fremsættes til mediet.
Afslaget kan indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 40, stk. 1.
[Klager]s anmodning om genmæle henstår ubesvaret.
Det må sidestilles med et afslag, og nævnet behandler herefter spørgsmålet om klagers krav på genmæle.
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder, at [Klager]s anmodning om genmæle ved e-mail af 1. oktober 2013 vedrørende artiklen i Helsingør Dagblad den 6. september 2013 navnlig indeholder vurderinger samt forhold af mindre væsentlig betydning.
Der henvises til begrundelsen ovenfor.
[Klager] er herefter ikke berettiget til at få bragt et genmæle.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Helsingør Dagblad den 6. september 2013 og en foromtale af artiklen på Helsingør Dagblads hjemmeside helsingordagblad.dk den 5. september 2013, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen omfatter endvidere [Klager]s anmodning om genmæle.
Sagen er behandlet sammen med sag nr. 13-70-00563, [Klager] mod BT, og sag nr. 13-70-00564, [Klager] mod Metroxpress.
1 Sagsfremstilling
Helsingør Dagblad omtalte den 5. september 2013 på sin hjemmeside en kommende artikel.
Under overskriften ”Politiet opgiver sag om vanrøgt i sagen om garagebarnet” fremgik følgende
”HELSINGØR
Politiet opgiver sigtelsen for vanrøgt mod familien i garagebarn-sagen, erfarer Helsingør Dagblad.
Det er anklagemyndigheden, som har afvist sagen og nu opgiver at rejse sigtelse mod familien, der holdt et barn skjult i mange år i deres hus i Helsingør.
Læs mere i morgendagens avis.”
Til omtalen var indsat et billede af [Klager]s bopæl og under billedet fremgik billedteksten
”Det var i dette hus, at familien havde skjult et fire-årigt barn i mange år.”
Helsingør Dagblad bragte den 6. september 2013 artiklen ” Politiet frafalder sigtelse om vanrøgt af »garagebarnet« ” med underrubrikken ” Isolation er ikke nok i juridisk forstand, men kommunen fastholder tvangsfjernelsen ”.
Af artiklen fremgik følgende
”HELSINGØR
Der er ingen tegn på, at drengen har været udsat for hverken vold, seksuelle overgreb eller anden form for mishandling.
Derfor har Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi i går besluttet at frafalde sigtelsen for vanrøgt i sagen, der sidste efterår blev afsløret af Helsingør Dagblad og i folkemunde snart blev døbt »garagebarnet«.
- Det er ikke nok, at forældrene holder barnet inde i huset og ikke ønsker at benytte sig af børneinstitutioner og skoler.
Det er ikke den slags, der betegnes som vanrøgt i juridisk forstand, forklarer senioranklager Bente Schnack over for Helsingør Dagblad.
- De sager, hvor vi rejser tiltale, har en helt anderledes grov karakter med grov vold, seksuelle overgreb eller mishandling ved at tvinge børn til for eksempel at spise deres egen afføring.
Intet af den slags har vi fundet belæg for i den aktuelle sag.
Et tilfældigt fund
Nordsjællands Politi var den 9. august 2012 i anden anledning på adressen [vejnavn og nummer] i Helsingør, hvor der på stedet blev fundet en lille dreng, der var gemt under et tæppe i en bil på stedet.
Da forældrene tidligere har fået tvangsfjernet deres seks andre børn – en sag, der optog flere medier i uger og måneder – var det noget af en overraskelse.
Drengen, der er født i august 2008 og nu lige er fyldt fem år, var ikke tilmeldt Folkeregistret og virkede forsømt ud fra de sociale myndigheders vurdering.
Derfor blev også han tvangsfjernet, og begge forældre blev sigtet for vanrøgt efter straffelovens § 213.
Denne sigtelse er i et helt år blevet efterforsket af Nordsjællands Politi, og imellemtiden har politiet endnu en gang – på Helsingør Kommunes foranledning – været på adressen efter tip om, at der skulle findes endnu et barn i huset.
Den udrykning var dog forgæves – der var ikke det mindste spor at gå efter – og nu har Anklagemyndigheden så besluttet at opgive sigtelsen for vanrøgt.
Flere sigtelser
- Vi mener ikke at kunne løfte bevisbyrden for, at drengen har været udsat for vanrøgt i straffelovens forstand, og det har vi underrettet forældrene om pr. brev, siger Bente Schnack.
Forældrene, der efter de første tvangsfjernelser har barrikaderet sig for omverdenen – undtagen via en meget aktiv side på internettet – vil fortsat blive sigtet for ikke at have tilmeldt barnet Folkeregistret, og der kan også være andre strafbare forhold.
- Det skal vi lige have kigget nærmere efter i sømmene, og de forhold, som politiet oprindelig rykkede ud for at undersøge, ligger hos Skat og Helsingør Kommune.
Men det er altsammen i en kategori, der ligger meget langt fra den alvorlige sigelse om vanrøgt, understreger Bente Schnack.
Senioranklageren mener ikke, at politiet kan uddrage nogen læring af sagsforløbet.
Fundet af drengen var tilfældigt, og den senere udrykning skete efter henvendelse fra Helsingør Kommune og efter en længere korrespondance med Den sociale Ankestyrelse om ansvar og pligt til at reagere på henvendelser.
Borgmesteren er lettet
Ved redaktionens slutning var borgmester [Borgmesteren] endnu ikke underrettet om Anklagemyndighedens beslutning og om pressemeddelelsen, der blev udsendt klokken halv syv i aftes.
- Men min umiddelbare reaktion er, at jeg er lettet over den afgørelse.
Den fortæller jo, at barnet ikke har været udsat for alvorlige overgreb, siger han til Helsingør Dagblad.
Den lille dreng er fortsat tvangsfjernet lige som sine ældre søskende, og den beslutning bliver der ikke lavet om på, understreger borgmesteren.
- Jeg mener fortsat, at vi gjorde det rigtige.
Forældrene er helt uegnede til at have børn i deres varetægt.
Det er ikke vilkår, man kan byde et barn, siger han.”
Til artiklen var indsat samme billede og billedtekst som til omtalen på hjemmesiden dagen før.
Ved e-mail af 1. oktober 2013 anmodede [Klager] Helsingør Dagblad om at rette følgende i omtalen på avisens hjemmeside
”Vedrørende jeres nedenstående artikel af 5.9.2013
Genmæle/berigtigelse
Teksten i den sorte boks i tilknytning til billedet;
"Det var i dette hus, at familien havde skjult et fireårigt barn i mange år"
bedes ændret til
"Det var familien i dette hus, som undlod at registrere deres yngste søns fødsel til myndighederne"
I selve brødteksten korrigeres
"... der holdt et barn skjult i mange år i deres hus i Helsingør."
til
"der undlod at registrere fødslen af deres yngste søn til myndighederne."
Presseskik
vi har tidligere gjort Helsingør Dagblad opmærksom på, at [drengens navn slettet af Pressenævnet] indtil politiaktionen 9.8.2012, overvejende har opholdt sig i udlandet.
Politiet var i vores hjem mange gange før d.
9.8.2012; det har andre medier opfattet, blandt andet B.T. i henhold til artiklen ”Politiet kom flere gange” af 3.10.2012.
Det oplyses endvidere i den samtidige redegørelse fra Helsingør Kommune til daværende socialminister Karen Hækkerup, at politiet var på vores adresse en del gange på kommunens foranledning uden at [drengens navn slettet af Pressenævnet] blev fundet.
Til orientering blev han ikke fundet, fordi han ikke var der.
Ergo
Han har ikke været holdt indespærret i vores efterhånden særdeles vel-fotograferede hus.
Han har nemlig været sammen med andre mennesker i alle aldre langt fra Helsingør.
Vi imødeser nu en reaktion fra Helsingør Dagblad.”
[Klager] anmodede den 2. oktober 2013 Helsingør Dagblad om følgende i forhold til artiklen af 6. september 2013
”Anmodning om genmæle – overtrædelse af god presseskik
I har bragt nedenstående artikel om os.
Vi skal derfor bede jer om at bringe dette genmæle
HD citat ”virkede forsømt ud fra de sociale myndigheders vurdering” citat slut.
Det er ikke korrekt at De sociale myndigheder vurderede at vores søn virkede forsømt.
Han blev blot tvangsfjernet fordi vore øvrige seks børn tidligere er blevet ulovligt tvangsfjernet.
I øvrigt var det ene og alene Nordsjællands politi der tvangsfjernede M. og De sociale myndigheder kom først til adressen meget, meget senere, efter politiet fejlagtigt alene havde fuldbyrdet tvangsfjernelsen af vores søde og helt normale velfungerende søn uden de sociale myndigheder var til stede.
Her handlede politiet groft ulovligt ved at anbringe M. hos en helt tilfældig ”plejefamilie” på vejen og derefter forlod politiet M helt alene hos denne totalt fremmede ældre Mand og Dame.
HD citat ”Nordsjællands Politi, og imellemtiden har politiet endnu en gang – på Helsingør Kommunes foranledning – været på adressen efter tip om, at der skulle findes endnu et barn i huset.” citat slut
Det er ikke korrekt, Nordsjællands Politi har ikke været en, men hele to gang i mellemtiden hhv. den 1. februar 2013 og den 11. april 2013 begge gange på foranledning af Helsingør Kommune under pålæg fra Ankestyrelsen chef Henrik Hoster på baggrund af en VISO rapport udarbejdet af en psykolog, en psykolog som aldrig har set vores søn eller set eller mødt os som forældre.
Denne pågældende psykolog har Jeg politianmeldt til Nordsjællandspoliti og endvidere er der anmeldt en verserende klagesag til psykolognævnet på vores vegne om denne sag.
HD citat ”Forældrene, der efter de første tvangsfjernelser har barrikaderet sig for omverdenen” citat slut.
Det er ikke korrekt, at vi som forældre har barrikaderet os for omverdenen efter de første tvangsfjernelser.
De første tvangsfjernelser skete i 2005 og vi har som forældre begge stillet op til Regionrådsvalget samt til Byrådsvalget for Kronborglisten i 2005 og 2009, samt medvirket i TV og Radio været i deputation for folketinget forskellige socialudvalg og været i Helsingør Byråd med i sagen OSV. Så det er bestemt ikke korrekt.
HD citat ”Det skal vi lige have kigget nærmere efter i sømmene, og de forhold, som politiet oprindelig rykkede ud for at undersøge, ligger hos Skat og Helsingør Kommune” citat slut.
Det er ikke korrekt, Politiet har oplyst retsgrundlaget for indtrængen den 9. august 2012, skulle være ulovlig personfotografering og den sag ligger hos Nordsjællands Politi. – Det kan oplyses at der IKKE er fortaget ulovlig personfotografering men at undertegnede har politianmeldt mange ulovligheder i flere forskellige politianmeldelser i 2011, 2012 og oplyst at Jeg var i besiddelse at omfattende billeddokumentation, som politiet kunne rekvirere, og Jeg har ikke opfordret til selvhenteri hos undertegnede.
HD citat ”Fundet af drengen var tilfældigt, og den senere udrykning skete efter henvendelse fra Helsingør Kommune og efter en længere korrespondance med Den sociale Ankestyrelse om ansvar og pligt til at reagere på henvendelser.” citat slut
Det er ikke korrekt, at fundet af vores søn var tilfældigt, for vi har via en meget kriminel genbo og samtidig var han polititjenestemand (som er politianmeldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed i april 2012) været ulovligt overvåget igennem flere år og de har været velvidende om drengens eksistens.
Det at blande Helsingør Kommune og Ankestyrelsens interne stridigheder ind i vores sag er kun et offentligt skuespil fra galleriet.
Helsingør Kommune har siden 1999 handlet og rykket ud utallige gange med politiet hjælp i vores sag, HELT uden skelen til om der var børn på adressen eller ej, dette er sket under Helsingør Kommunes socialforvaltnings vejledning og enerådighed.
HD citat ”Forældrene er helt uegnede til at have børn i deres varetægt.
Det er ikke vilkår, man kan byde et barn, siger han.”
Det er ikke korrekt, at Vi som forældre skulle være uegnede til at have børn i vores varetægt, der er fortaget flere uvildige vurderinger af os sammen med vores børn og ingen fagpersoner er kommet til den konklusion, at vi skulle være uegnet som forældre.
Hvad Helsingørs Borgmester alene mener og ikke mener, det må stå for hans egen regning i denne helt private personsag.
Der er udarbejdet en politianmeldelse vedr.
Injurier og brud på tavshedspligt i det offentlige rum, Straffelovens § 152 og § 267 samt Forvaltningslovens § 27 som er klar til at blive afsendt til politiet vedrørende straffesag mod Borgmesteren i Helsingør, [Borgmesteren]s injurierende brud på hans tavshedspligt i flere landsdækkende medier i forbindelse med en privat social personsag.
Derudover er der en erstatningssag under udarbejdelse mod [Borgmesteren] samt Helsingør Kommune.
DER ER IKKE TALE OM NOGET GARAGEBARN, MEN ALENE tale om et OPDIGTET NAVN af HELSINGØR DAGBLAD, alene KUN FOR at MOPPE VORES SØN M.
SAMT at NEDGØRER hele VORES FAMILIE OG VORES OMDØMME. – M. er IKKE FUNDET I en GARAGE alene.”
Henvendelserne til Helsingør Dagblad blev ikke besvaret, hvorefter [Klager] ved e-mails af 30. oktober 2013 klagede til Pressenævnet.
I forbindelse med behandlingen af Pressenævnets sag, har nævnet anmodet Helsingør Dagblad om at sende kopi af sin henvendelse pr. e-mail til klager vedrørende den påklagede artikel.
Avisen har sendt en kopi til Pressenævnet uden brevhoved og modtager, så det har ikke været muligt for Pressenævnet at se, hvilken dag e-mailen er sendt, eller til hvem den er sendt.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
For så vidt angår [Klager]s synspunkter henvises til gengivelsen af hendes e-mail af 1. og 2. oktober 2013 til Helsingør Dagbladgengivet ovenfor.
2.2 Helsingør Dagblads synspunkter
Helsingør Dagblad har afvist, at avisen har gjort noget forkert i den påklagede artikel.
Avisen har ikke noget personligt imod [Klager] eller hendes familie.
Avisen refererer blot de ting, der sker for avisens læsere på en lødig og sober måde i en vigtig sag.
Avisens henvendelser til og fra [Klager] er sket via e-mail.
Det har ikke været muligt at svare eller få svar på henvendelserne.
Hun har heller ikke været at træffe på telefon eller ved personligt fremmøde.
Avisen har derfor ikke kunnet komme længere med sagen.
I forbindelse med en anden omtale af [Klager]s kandidatur til byrådet i Helsingør, ville hun derimod gerne tale med avisen.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
God presseskik
- Kontrol af oplysninger
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkt A.1 og A.5.
[Klager] og Helsingør Dagblad har afgivet modstridende oplysninger om årsagen til, at politiet i august 2012 kom til stede på familiens ejendom.
Uanset årsagen til politiets tilstedekomst finder nævnet, at årsagen i sammenhængen er uden væsentlig betydning.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Helsingør Dagblad for ikke at kontrollere årsagen.
Nævnet bemærker, at politiet – som må betragtes som en troværdig kilde – ved senioranklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi henviser til, at det forhold politiet ”rykkede ud for at undersøge ligger hos SKAT og Helsingør Kommune”.
Til udsagnet om, hvorvidt de sociale myndigheder vurderede, at [Klager]s søn virkede forsømt, er der tale om en vurdering.
Helsingør Kommune har opretholdt tvangsfjernelsen af sønnen under henvisning til, at kommunen finder [Klager] og hendes mand uegnede til at have børn i deres varetægt.
Pressenævnet finder derfor, at vurderingen ikke er uden faktisk grundlag og udtaler ikke kritik af Helsingør Dagblad for at bringe vurderingen.
Pressenævnet finder videre, at udsagnet om, hvorvidt [Klager] og hendes mand ”efter de første par tvangsfjernelser har barrikaderet sig for omverdenen” samt borgmesterens udtalelse vedrørende parrets forældreevne er vurderinger.
Navnlig på baggrund af, at drengen ikke er anmeldt til Folkeregistret og heller ikke har været tilmeldt institutioner, finder nævnet heller ikke grundlag for at kritisere disse vurderinger.
Uanset, at drengen ifølge [Klager] har opholdt sig en del i udlandet og derved ikke nødvendigvis var til stede i huset under politiets tidligere besøg, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af ordet ”skjult”.
Pressenævnet finder heller ikke grundlag for at kritisere Helsingør Dagblad for at omtale drengen som ”garagebarnet”.
Nævnet har herved lagt vægt på, at drengen opholdt sig i en garage, da politiet kom til stede.
Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik i forbindelse med de påklagede forhold.
Genmæle
En anmodning om genmæle skal fremsættes til mediet.
Afslaget kan indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 40, stk. 1.
[Klager]s anmodning om genmæle henstår ubesvaret.
Det må sidestilles med et afslag, og nævnet behandler herefter spørgsmålet om klagers krav på genmæle.
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet finder, at [Klager]s anmodning om genmæle ved e-mail af 1. oktober 2013 vedrørende artiklen i Helsingør Dagblad den 6. september 2013 navnlig indeholder vurderinger samt forhold af mindre væsentlig betydning.
Der henvises til begrundelsen ovenfor.
[Klager] er herefter ikke berettiget til at få bragt et genmæle.
Afgjort den 25. marts 2014