Legislator Case Law & Legislation
W20131004425 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige - ej medhold

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2013 10044 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - øvrige - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2013 10044 Valid

J.

nr. 7100018-13

En mand klagede over, at mænd, der har sex med andre mænd, ikke kan være bloddonorer.

Klager mente, at det var de homoseksuelles gode ret, da blodet stadig bliver screenet flere gange, før det når modtageren.

Indklagede gjorde gældende, at der, statistisk set, er større chance for at mænd, der har sex med andre mænd kan være smittet med hiv end heteroseksuelle.

Der blev lagt vægt på, at tidsrummet fra smitten kan ramme til den kan måles, kan variere fra dage til uger.

Nævnet fandt på den baggrund, at reglerne for bloddonorer er objektivt begrundet i et legitimt mål, og at midlerne til at nå dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Klager fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2013 10044 Valid

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering som følge af, at mænd, der har sex med andre mænd, ikke kan være bloddonor.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det er ikke i strid med ligestillingsloven, at mænd, der har sex med andre mænd, ikke kan være bloddonor.

Sagsfremstilling

Der er klaget over, at mænd, der har sex med andre mænd, ikke kan være bloddonor.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at reglerne for bloddonorer i Danmark forskelsbehandler homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle mænd.

Det donerede blod bliver i dag screenet flere gange, før det når en ny patient, hvorfor der ikke burde være nogen risiko ved blodet.

Mange homoseksuelle lever i fast parforhold, ligesom heteroseksuelle gør.

Klager ønsker, at nævnet med sin afgørelse påvirker politikerne til at ændre på reglerne.

Klager har ikke besvaret nævnets efterfølgende henvendelser.

Indklagede gør gældende, at der ligger saglige årsager til grund for de danske regler om bloddonation.

Vurderingen af bloddonorers egnethed er i Danmark reguleret i en bekendtgørelse om sikkerhed i forbindelse med bloddonation, som implementerer dele af Europarådets direktiv 2002/98/EF.

Det fremgår af direktivets art.

17, 18, 19 og 29, at medlemsstaterne skal indhente oplysninger fra donor i forbindelse med undersøgelse af donor og donors egnethed.

Det er i direktivet ikke fastsat, at personer med en specifik seksuel præference ikke er egnede som donorer.

Den risikovurdering, der aktuelt foretages i Danmark, har til hensigt at sikre, at der for en modtager af blod opnås den størst mulige sikkerhed for, at modtageren ikke bliver udsat for risiko for smitte med sygdomme, der kan overføres via blodet.

Det drejer sig om en samlet risikovurdering og ikke om en vurdering af homoseksualitet, da kvinder, der har haft sex med andre kvinder, ikke udelukkes fra at være bloddonor.

Risikoen for, at mænd, der har haft sex med andre mænd, er smittet med HIV, er ud fra oplysninger fra Statens Serum Institut væsentligt højere end for mænd, der ikke har sex med andre mænd.

De af indklagede fastsatte krav er ikke til hinder for, at der efter en nærmere dokumenteret risikovurdering, som er tiltrådt af den for blodbanken ansvarlige læge, vil kunne acceptere en mandlig donor, der har sex med andre mænd.

Det kan for eksempel være i tilfælde, hvor hensynet til modtageren af blodet af andre grunde med særlig styrke måtte tale herfor.

Klager har gjort gældende, at blodet i dag screenes flere gange, før det når modtageren.

Det kan hertil oplyses, at donorblod undersøges for virusinfektion med såvel serologiske tests som med NAT-screening.

Disse tests fanger dog ikke alle infektioner, da der eksisterer en såkaldt vinduesfase.

Denne fase betegner det tidsrum, der går, fra en donor er smittet, til virusinfektionen kan påvises ved de anvendte tests.

Vinduesfasen for HIV og de forskellige typer leverbetændelse (hepatitis) varierer fra nogle dage til nogle uger.

Test og screening af blod kan derfor ikke sikkert udelukke enhver risiko for overførsel af transfusionsoverførbar smitte, selvom det donerede blod er testet.

Der er i Danmark for nuværende ingen planer om at ændre de gældende regler.

Hovedhensynet i de danske regler er patientsikkerheden i forhold til den patient, der skal modtage det donerede blod, og ikke en individuel borgers opfattelse af at have en ret til eller et ønske om at donere blod.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler sager om forskelsbehandling på grund af køn efter ligestillingsloven, når der er tale om et forhold uden for arbejdsmarkedet.

Forskelsbehandling på grund af seksuel orientering er beskyttet i forskelsbehandlingsloven, men denne lov gælder kun klager over forhold, der sker på arbejdsmarkedet.

Da der er tale om en klage om forhold udenfor arbejdsmarkedet, kan nævnet alene tage stilling til, om der er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet finder, at klagen omhandler forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering i sammenhæng, og at disse to grunde i den omhandlede situation ikke kan adskilles.

Således er der ikke alene tale om en klage over forskelsbehandling på grund af køn, fordi man ikke med reglerne om bloddonation har udelukket det ene køn fra at donere blod.

Der er heller ikke tale om en klage over seksuel orientering alene, fordi homo-, bi- og transseksuelle kvinder ikke er udelukket fra at donere blod.

Det er således kun mænd, der har sex med andre mænd, der ikke kan donere blod.

Sagen er behandlet efter ligestillingsloven.

Lovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn gælder ikke i tilfælde, hvor en forskelsbehandling af det ene køn er begrundet i et legitimt mål og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Efter forarbejderne kan der være tale om beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold, hensynet til privatlivets fred og blufærdighed, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds og kvinders interesser, foreningsfrihed samt tilrettelæggelse af sportsaktiviteter.

Bestemmelsen skal fortolkes snævert, men opregningen af legitime mål kan ikke anses for at være udtømmende.

På baggrund af oplysningerne fra indklagede omkring den øgede risiko for smittefare, der findes at være ved blod fra mænd, der har sex med andre mænd, finder nævnet, at reglerne for bloddonorer er objektivt begrundet i et legitimt mål, og at midlerne til at opnå dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Reglerne for bloddonorer er således ikke i strid med lovens forbud mod forskelsbehandling.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<7100018-13>

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →