Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - retlig interesse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - retlig interesse - ej medhold

J.

nr. 7100201-13

Klagen drejede sig om, at en supermarkedskoncern tillod kvindelige muslimske ansatte at bære tørklæde, mens jøder og sikher ikke måtte bære henholdsvis kalot og turban.

Da klager ikke selv var blevet forskelsbehandlet, og dermed ikke havde nogen retlig interesse, tiltrådte nævnet sekretariatets afvisning af klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af religion i forbindelse med, at en supermarkedskoncern tillader muslimske kvinder at bære tørklæde.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

En mand har klaget til Ligebehandlingsnævnet over, at en supermarkedskoncern ifølge en avisartikel tillader, at de ansatte muslimske kvinder bærer tørklæder.

Ligebehandlingsnævnets sekretariat afviste klagen ved afgørelse af 10. juni 2013, idet det måtte anses for åbenbart, at klager ikke ville få medhold.

Sekretariatet henviste til, at klager ikke selv var blevet forskelsbehandlet på grund af sin religion, ligesom der heller ikke var oplysninger om, at han tilhørte en af de grupper, som han mente blev forskelsbehandlet.

Klager har indbragt sekretariatets afgørelse for nævnet.

Parternes bemærkninger

Klager ønsker, at der skal være ligestilling mellem de forskellige religioner, hvad angår religiøs påklædning i supermarkedskoncernen.

Klager henviser til, at supermarkedskoncernen tillader de muslimske kvinder, som er ansat, at gå med tørklæde, mens jøder ikke må bære jødiske kalotter, og sikher med turban skal tage deres hovedbeklædning af, hvis de vil arbejde i koncernens butikker.

Det fremgår af klagen til nævnet, at klager ønsker at få klargjort, i hvilken paragraf der står, at en tredjepart ikke må klage over forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).

Nævnet tiltræder sekretariatets afgørelse om at afvise sagen, fordi klager ikke er klageberettiget i forholdet til spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af religion på arbejdsmarkedet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager ikke har en konkret retlig interesse i forhold til spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af religion, og at der heller ikke er oplysninger om, at klager er en del af den gruppe, som han mener, bliver udsat for forskelsbehandling.

Det er ikke præciseret i loven om Ligebehandlingsnævnet, hvem der er klageberettiget, men det følger af § 5, stk. 2, at nævnet behandler sager på skriftligt grundlag.

Det fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse, at nævnet kun behandler skriftlige klager indgivet af den, der mener sig forskelsbehandlet.

I den foreliggende sag følger det af nævnets praksis, at klager ikke kan anses for klageberettiget.

Ligebehandlingsnævnet tiltræder derfor sekretariatets afvisning af klagen.

<7100201-13>