Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - parts- og vidneforklaringer

J.

nr. 7100537-12

Klagen drejede sig om en mand født i 1936, der blev afskediget fra sit job.

Da klager blev afskediget, blev en anden yngre person fastansat.

Indklagede gjorde dog gældende, at klagers stilling udelukkende blev nedlagt på grund af økonomiske forhold og nødvendige besparelser.

Ydermere var der uenighed mellem parterne omkring indholdet af klagers arbejdsopgaver.

Nævnet fandt, at en afklaring af disse faktiske forhold ville kræve bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan ske for nævnet.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse fra ansættelsen hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af alder, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager er født i 1936.

Indklagede er et distributionsfirma.

Fra den 27. august 2007 blev klager ansat ved indklagede som distributionsleder/nøglemand med en ugentlig arbejdstid på 37 timer.

Mandag, onsdag og fredag arbejdede klager fra 7 - 14:45 og lørdag og søndag arbejdede han fra kl.

5 - 12.

I skrivelse af 28. august 2007 til samtlige vognmænd orienterede indklagede om, at klager fremover ville være hovedansvarlig på opfølgningen af søndagsreklamationerne.

Det fremgik, at klager fik denne opgave, fordi han var på kontoret hver søndag formiddag og dermed havde et godt grundlag for at følge udviklingen af reklamationer - og dermed også en god indgangsvinkel til at få klarlagt grundene til reklamationerne.

Den 26. september 2007 aftalte klager og indklagede i et tillæg til ansættelseskontrakten, at klager frem til den 31. december 2007 blev ansat hver torsdag fra kl.

7 - 14 for at styrke fokus på søndagsreklamationerne med henblik på at nedbringe den målbare reklamationsprocent.

I mail af 7. februar 2011 fra indehaver B til klager anførte førstnævnte, at "jeg gerne vil bede om, at I får aftalt oplæringsdage med henblik på, at [medarbejder F] kommer ind i alt nøglearbejde.

[Medarbejder F] skal være selvkørende i [klagers] ferier og ved eventuel sygdom".

I mail af 1. marts 2011 opsagde selskab A løssalgskørslen med indklagede med sidste kørselsdag den 30. marts 2011.

Den 25. april 2011 blev klager afskediget med fratræden den 31. august 2011.

Af opsigelsen fremgår, at indklagede var nødt til at foretage en personalemæssig indskrænkning som konsekvens af, at indklagede havde mistet deres forhandlerkørsel og dermed også en betydelig omsætning.

Indehaver A 49 år og indehaver B er 46 år.

Medarbejder C er 53 år, medarbejder D , der var ansat i 2007, er 52 år.

Han blev afløst af medarbejder E, der også er 52 år.

Medarbejder F er 50 år.

Klager var 74 år på opsigelsestidspunktet.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Han har ret til en godtgørelse på 100.000 kr.

Det er udtryk for forskelsbehandling, at medarbejder F blev fastansat samtidig med afskedigelsen af klager, uden at medarbejder F havde deltaget i de distributionsopgaver, som indklagede forudsatte, at klager ikke kunne bestride.

Indklagede havde derfor ikke noget vurderingsgrundlag af medarbejder F på tidspunktet for afskedigelsen af klager.

Det er også markant, at den foretrukne alder for den nye distributionsleder er omkring 50 år.

Klager er 24 år ældre, hvilket også underbygger påstanden om aldersdiskrimination.

Siden 2007 har der været tre funktionærer ansat på fuldtid, og der er efter afskedigelsen af klager fortsat tre funktionærer ansat.

Klager bestrider, at henvisningen til "personalemæssige indskrænkninger" for afskedigelsen er korrekt.

I februar 2011 ansatte indklagede en ny fuldtidsmedarbejder.

Klager blev skriftligt pålagt at oplære den nye medarbejder i sine arbejdsopgaver, herunder at overdrage de koncepter til nøglearbejdet, som han selv havde udviklet.

Ved prøvetidens udløb i april 2011 blev den pågældende medarbejder ansat som funktionær, og klager blev opsagt.

Den nyansatte medarbejder havde i en årrække arbejdet som avisaftæller på et udleveringssted på sted X.

En af indehaverne havde tidligere oplyst klager om, at han gennem flere år havde forsøgt at tilknytte den nyansatte medarbejder til det administrative arbejde på hovedkontoret.

Uanset at klager på tidspunktet for afskedigelsen var 74 år, er han fortsat fuldt arbejdsdygtig, ligesom han aldrig har modtaget påtale for sin arbejdsindsats, manglende viden eller arbejdstempo.

Arbejdet som distributionsleder og nøglemand bestod i at styre cirka 150 avisomdelere via telefon og PC-overvågning, herunder kontrol af omdelernes mødetider og forløbet af avisomdelingen i løbet af arbejdsdagen og opfølgning på kundereklamationer.

Som nøglemand skulle klager fremskaffe og kontrollere nøglerne, herunder erstatte bortkomne nøgler, som der var cirka 5.000 af.

Klager stod også for registreringen af indklagede som "postvirksomhed", hvilket betød, at indklagede fik ret til at få udleveret nøgler til låste opgange.

I 2010 blev klagers arbejdsområde udvidet med området "efterleveringer".

Der blev ikke foretaget ændringer i ansættelsesbeviset i den anledning.

Indtil 2009 havde indklagede brugt eksterne vognmænd til at lave efterleveringer til de mennesker, der ikke havde fået avis eller magasin af omdelerne.

Klager fastholder, at indklagedes omsætning steg i 2011, selvom man mistede forhandlerkørslen i starten af året.

Tilsvarende steg bruttofortjenesten og årets resultat.

Allerede i 2009 informerede selskab A ledelsen hos indklagede om planerne om kompensering af det faldende avisantal med en kraftig forøgelse af magasindistributionen.

Disse planer blev væsentlig hjulpet ved, at et udenlandsk postfirma trak sig tilbage fra det danske marked.

Indklagede informerede også personalet om de tiltag, som selskab A ville igangsætte med en forøgelse af markedsføringsafdelingen i selskab A.

Klager kunne konstatere, at magasindistributionen steg måned for måned gennem årene fra 2009 og frem til 2011, da klager blev afskediget.

Vedrørende forhandlerkørslen blev medarbejderne ofte underholdt med, at der næsten ingen fortjeneste var ved forhandlerkørslen.

Klager mener, at forhandlerkørslen selvforskyldt blev frataget fra indklagede.

Den ophørte således ikke.

Klager mener ikke, at han har udvist passivitet.

Han kunne først klage, da han havde set årsregnskabet for 2011.

I dansk ret er der ikke grundlag for at lade en ulovfæstet rettighed bortfalde alene af den grund, at den først fremføres senere.

Der er fremlagt artikel herom fra "Juristen".

Beskrivelsen af en distributionsleders opgaver er en generel beskrivelse, som de tre funktionærer i større eller mindre omfang var involveret i.

Det blev af ledelsen ofte påpeget, at distributionslederne skulle være i stand til at udføre alle distributionsledernes opgaver.

Det kan bekræftes af en af de fratrådte medarbejdere.

Klager fastholder beskrivelsen af distributionslederens arbejdsopgaver.

Der er forskellige arbejdsopgaver afhængig af tidspunktet.

Konsekvensen er derfor, at der er forskel på, hvilken erfaring og rutine hver enkelt distributionsleder oparbejder i de forskellige typer af arbejdsopgaver.

Klager har på egen hånd måttet sætte sig ind i alle styreprogrammerne uden vejledning, hvilket han var i stand til.

Han er blevet forfremmet flere gange.

Meget ofte har klager måttet hjælpe og støtte kollegaerne med løsning af de opgaver, de blev pålagt af distributionslederne, herunder den type opgaver, som indklagede hævder, at klager ikke deltog i og ikke havde kendskab til.

Det bestrides, at klagers arbejdsopgaver var indskrænket til nøgleansvar og opfølgning på reklamationer.

Han bestred de samme funktioner som de to andre distributionsledere, når det var aktuelt.

Klager var ikke mindre kvalificeret til at udføre arbejdsopgaverne end de øvrige funktionærer.

Det bestrides, at der ikke var uddannet personale til at løse eventuelle nøgleproblemer, der opstod i klagers ferie og under sygdom.

I februar 2011 var der ud over klager to medarbejdere, der kunne varetage "nøglemandens" funktioner og gjorde det i klagers fravær.

Af mappen med nøglekvitteringer fremgår, at begge personer deltog i løsningen af nøgleproblemer, bestilling af nøgle og modtagelse af nøgler, der blev hentet på forskellige adresser.

Det er derfor påfaldende, at klager som noget af det første skulle instruere den nyansatte medarbejder i arbejdet med nøglerne.

Der er af indklagede henvist til gennemsnitsalderen i andre virksomheder og på det danske arbejdsmarked.

Disse oplysninger er uden relevans i den konkrete sag.

Af den fremlagte liste over personale fremgår, at tre medarbejdere var mellem 66 - 82 år, 90 procent var under 60 år, 80 procent var under 50 år, og 65 procent var under 40 år.

Klager mener dog, at det er formålsløst at sammenligne avisomdelernes alder med funktionærernes, da der stilles forskellige krav til de to grupper.

Umiddelbart efter ophøret af klagers ansættelse blev der ansat en funktionær.

Antallet af funktionærer blev således udvidet på trods af indklagedes påstand om, at antallet af funktionærer skulle reduceres.

Det er klagers opfattelse, at indehaver A fortsatte med at arbejde fuldt ud efter 1. september 2011.

Han var ikke sygemeldt i juni, juli og august 2011.

Indehaver A mødte op på kontoret den 31. august 2011 kl.

23:45, da klager skulle aflevere sine nøgler.

Klager bestrider, at han ikke var interesseret i natarbejde.

Han fik ikke tilbudt natarbejde i forbindelse med opsigelsen i 2011.

Han har tidligere arbejdet om natten, og han var også sat på nattevagter som ferieafløser og fortsatte nattevagterne efterfølgende de aftalte dage.

Klager husker godt den af indklagede omtalte nattevagt i 2008.

Der opstod printerproblemer med resultatet, at avisomdelingslisterne ikke kunne udskrives.

For at afhjælpe manglen skaffede han en reserveprinter uden at det hjalp.

Klager tilkaldte to gange indehaver B, og problemet blev løst.

Fejlen betød, at avisomdelerne blev forsinkede med efterfølgende ekstraomkostninger for indklagede.

Klager mener, at indehaver B svigtede sit ledelsesansvar, da han forlod kontoret uden at sikre sig, at printkørslerne blev gennemført.

Klager modtog hverken advarsler eller påtale for denne episode.

Først nu fremføres det som en begrundelse for ikke at tilbyde natarbejde.

Ved ansættelsen i 2004 var den idømte bøde på 25 millioner kr. afviklet.

Trækprocenten vedrørte derfor ikke dette forhold, men derimod en restskat på 600.000 kr., der blev opkrævet via lønnen fra 2008 og tidligere.

Der kan ikke ud af trækprocenten udledes noget om årsagen.

Klager bestrider, at han på noget tidspunkt fortalte om sine økonomiske forhold til indklagede eller kollegaerne.

Klager bestrider, at han ikke havde med økonomiske forhold at gøre hos indklagede.

Klager har gennem hele ansættelsesperioden haft med økonomiske forhold at gøre.

Han administrerede blandt andet nøglekassen med kontante beløb på mellem 2.000 - 10.000 kr., ligesom medarbejder A gennem hele ansættelsen involverede og informerede klager om detaljer omkring indklagedes økonomi.

Der kan ikke føres bevis for, at klager misbrugte sin stilling eller havde til hensigt at gøre det.

Det bestrides også, at natarbejdet udgjorde en større risiko for misbrug end dagarbejdet.

Indklagede kunne i 2004 - 2007 i forbindelse med ansættelserne have indhentet straffeattest.

Det blev ikke gjort.

Indklagede har derved udvist passivitet.

Indklagede gør principalt gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager.

Klagers stilling blev nedlagt på grund af økonomiske forhold og nødvendige besparelser.

Arbejdsopgaverne blev fordelt til de tilbageværende medarbejdere.

Subsidiært gøres det gældende, at sagen er uegnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet, idet der er behov for parts- og vidneforklaringer.

Klager er ikke på noget tidspunkt fremkommet med oplysninger, der understøtter påstanden om, at alder indgik som et element i beslutningen om at afskedige ham.

Tværtimod har klager kun angivet en oplysning, nemlig at han var 74 år på opsigelsestidspunktet og dermed 20 år ældre end de andre ansatte.

Det faktum at klager var 74 år på opsigelsestidspunktet, og den ældste blandt funktionærerne udgør ikke i sig selv en faktisk omstændighed, der giver en formodning for forskelsbehandling.

Klager har derfor ikke løftet bevisbyrden.

Det undrer indklagede, at klager først et år efter sin fratræden gør indsigelse mod afskedigelsens saglighed.

Det gøres derfor gældende, at klager har udvist passivitet.

Han burde overfor indklagede have gjort indsigelse uden ugrundet ophold, og indsigelsen burde have været fulgt op med retslige skridt.

Derimod har klager sendt en klage til Ankestyrelsen over mangelfuldt ansættelsesbevis.

I den forbindelse ville det have været naturligt at gøre indsigelse mod afskedigelsen.

Det var indehaver B, der som distributionsleder og reel daglig leder oprindelig ansatte klager i 2004 som avisomdeler i et andet selskab.

På det tidspunkt var klager 67 år.

Det var også indehaver B, der sammen med den faste nattevagt foranledigede at klager blev ansat som distributionsassistent og i vikariat som nøglemand, og som fastansatte klager den 1. marts 2007 i det af ham og indehaver A stiftede selskab, da han fandt, at klager havde de rette kvalifikationer til arbejdet.

Klager var på daværende tidspunkt 70 år gammel.

Allerede derfor har det formodningen mod sig, at indklagede under ansættelsen eller i forbindelse med opsigelsen af klager skulle have udøvet forskelsbehandling på grund af alder.

Det bestrides, at det administrative personale fra 2007 og fremefter bestod af to indehavere og tre funktionærer, inklusiv klager.

På tidspunktet for virksomhedsoverdragelsen i 2007 var der foruden de to indehavere ansat fire funktionærer;

medarbejder C og D samt medarbejder G og klager.

Det havde man på daværende tidspunkt midler til, fordi indklagede stod for omdelingen af en af gratisaviserne.

Det medførte også ekstra administrative opgaver og var årsagen til, at klager blev forfremmet.

Gratisavisen stoppede i 2008, og der skulle spares en medarbejder.

Medarbejder G sagde selv op, og stillingen blev ikke genbesat.

Selvom der ved afskedigelsen af klager skete et fald i den gennemsnitlige alder blandt det administrative personale, bemærkes det at de tre kontoransatte alle var over 50 år, hvilket er forholdsvis højt i forhold til gennemsnitsalderen i andre virksomheder, og i forhold til aldersfordelingen på det danske arbejdsmarked.

Det taler også imod, at der skulle være sket forskelsbehandling af klager på grund af alder.

Indklagede har ikke lagt vægt på alder.

Det afgørende er, at medarbejderne kan varetage det job, de er ansat til.

Der er fremlagt oversigt over de ansatte medarbejdere, hvoraf fremgår, at aldersfordelingen er meget spredt.

Der er således ansatte i alle aldre fra 13 til 82 år.

Det bestrides, at klagers arbejdsopgaver var som beskrevet af klager.

Klager forestod alt arbejde vedrørende nøgler og havde ansvar for opfølgning på weekend reklamationer.

Endelig havde han også forskellige ad hoc opgaver som telefonpasning, registrering af forsinkelsesmeldinger og efterleveringer.

Det bestrides også, at klager skulle have stået for styringen af 150 avisomdelere, herunder kontrol af mødetider.

Indklagede havde ikke på noget tidspunkt 150 avisomdelere ansat.

Klager havde ikke noget at gøre med planlægningen af nattens distribution, kontrol af omdelernes mødetider eller forløbet af nattens omdeling.

Avisomdelerne startede omdelingen omkring kl.

1:30, og aviserne skulle være omdelt senest kl.

6:30 på hverdage og senest kl.

7:30 i weekenden og på helligdage.

Som funktionær mødte klager først kl.

7 på hverdage og kl.

5 i weekenden.

Med hensyn til efterleveringerne, blev de fordelt og kørt af alle funktionærerne på kontoret, inklusiv de to indehavere, afhængig af hvem der var til rådighed.

Der var ikke tale om, at klagers arbejdsområde blev væsentligt udvidet i den forbindelse.

Klagers hovedansvar var primært nøglerne og opfølgning på weekendreklamationer.

Den 1. februar 2011 blev medarbejder F ansat.

Han skulle som distributionsleder indgå i vagtplanen med den faste nattevagt og medarbejder C, der om natten stod for kommunikationen med avisomdelerne, tage imod sygemeldinger og omdirigere distrikter til andre omdelere og fast afløsere.

Han skulle også have dag- og weekend vagter.

Indtil ansættelsen af medarbejder F indgik de to indehavere selv i vagtplanen for nattens distribution i weekenderne og som backup ved sygdom og ferie.

På grund af arbejdspres var det dog nødvendigt at ansætte endnu en funktionær til at indgå i vagtplanen for natten.

Indklagede havde i oktober 2009 fået en kontrakt på forhandlerkørsel, der gav en øget omsætning på flere millioner kroner.

På det grundlag havde man i 2011 økonomi til at ansætte en fjerde funktionær, der kunne indgå i både nat- og daghold og dermed frigøre de to indehavere for den store mængde nat- og weekendarbejde, de indgik i.

Det er korrekt, at klager blev bedt om at oplære medarbejder F i det arbejde, der relaterede sig til nøgler.

De to indehavere mente, at de var alt for sårbare på det område, da klager var den eneste funktionær, der havde fuldt kendskab til detaljerne omkring funktionen.

Det betød, at nøglearbejdet gik i stå, når klager havde ferie eller var syg.

De to indehavere vidste heller ikke, hvor længe klager kunne eller ville fortsætte med at arbejde.

Det bestrides derfor, at medarbejder F blev ansat med henblik på at erstatte klager.

Den 1. marts 2011 blev indklagedes kontrakt på forhandlerkørsel opsagt af selskab A med virkning fra 31. marts 2011.

Opsigelsen er fremlagt i sagen.

Det betød et fald i den årlige omsætning på flere millioner kroner.

Indklagede blev derfor nødt til at lave besparelser ved at reducere i antallet af funktionærer, så de igen samlet var fem medarbejdere.

Overvejelserne gik primært på, at de tilbageværende funktionærer skulle kunne indgå i vagtplanen, så især nat- og weekendarbejdet blev fordelt mellem funktionærer og ledelse.

Det indgik også i overvejelserne, hvilke af funktionærernes arbejdsopgaver, der bedst kunne omfordeles blandt de fem tilbageværende medarbejdere.

Der var ikke tvivl om, at klagers arbejdsopgaver var nemmest at fordele, da de øvrige funktionærer var vant til at håndtere reklamationer og opfølgning.

Derudover ville en fordeling af nøgleopgaven betyde, at indklagede ikke var så sårbar i forbindelse med sygdom og ferie.

Der var derfor ikke tvivl om, at klagers stilling måtte nedlægges.

Indklagede overvejede også, om klager i stedet skulle have medarbejder F's stilling som distributionsleder.

Det ville betyde, at klager skulle indgå i vagtplanerne for natarbejdet med ansvar for forløbet under nattens distribution.

Klager havde flere gange under ansættelsen gjort opmærksom på, at han ikke var interesseret i natarbejde.

Klager havde på et tidspunkt også skullet afløse den faste natmand en enkelt nat.

Klager viste med al tydelighed, at han ikke magtede opgaven.

Det gik galt flere steder med driften, og klager kontaktede derfor den ene af indehaverne tre gange i løbet af natten.

Alle tre gange måtte indehaveren køre ud til virksomheden og få styr på simple computer- og printerproblemer.

Et andet afgørende forhold var klagers gæld til SKAT.

Indklagede kendte til dette forhold, da der blev trukket ydelser i klagers løn, og da klager flere gange under ansættelsen havde omtalt en omfattende bøde.

Først sent i ansættelsen fandt de to indehavere ud af, at klagers skattegæld skyldtes en bøde på 25 millioner kr. i forbindelse med en dom for økonomisk kriminalitet og groft bedrageri i forbindelse med unddragelse af moms.

Indklagede havde ikke forholdt sig nærmere til dette, da klager hidtil ikke havde haft noget at gøre med økonomiske forhold.

Den funktion, medarbejder F varetog om natten, indebar, at der forekom situationer mellem funktionæren og medarbejderen, hvor "forhandlinger" om løn skulle effektueres i forhold til medarbejdere, der skulle tage ekstra distrikter, altså en økonomisk belønning af større eller mindre grad for at få distrikterne fordelt under sygdom og ferie og sørge for registrering af overtid for faste afløsere.

På grund af klagers baggrund ønskede de to indehavere ikke, at klager skulle have arbejdsopgaver, der indebar, at han skulle have med indklagedes økonomiske forhold at gøre - særligt ikke om natten, hvor indehaverne ikke var til stede.

Klager kunne derfor ikke overtage medarbejder F's arbejdsområde.

De øvrige funktionærer var også ansat som distributionsledere i august 2007.

Medarbejder D var fast natmand, og medarbejder C indgik også i planerne for natarbejdet.

De havde også et bredere ansvarsområde, end klager havde haft under sin ansættelse.

Der var derfor ikke anden mulighed end at afskedige klager.

Det bestrides, at klager under ansættelsen var involveret i økonomiske forhold som beskrevet af ham.

Selvom klager havde fået oplysning om eller kendskab til disse forhold, var der ikke tale om forhold, som klager kunne have eller havde indflydelse på.

Det er rigtigt, at klager fik udleveret kontanter til brug for indkøb af nøgler, men ikke i et omfang som beskrevet af klager.

Han fik med jævne mellemrum udleveret op til 2.000 kr. til at købe nøgler for.

Når pengene var brugt, blev kvitteringer afleveret til indklagedes bogholder, der kontrollerede, at regnskabet stemte.

Indklagede har ikke kendskab til, at der i den forbindelse skulle være begået svig, men som nævnt blev denne pengestrøm nøje overvåget af indklagedes bogholder.

Det er rigtigt, at indklagedes omsætning steg i 2011 i forhold til 2010.

Det var dog ikke kendt og forventet, da indklagede i april 2011 afskedigede klager.

Der har i dagbladsbranchen været et massivt oplagsfald gennem de senere år på grund af overgangen til internetaviser, og indklagede forventede et fald i omsætningen som i de tidligere år.

Man forsøgte at imødekomme oplagsfaldet ved at indgå aftaler om omdeling af blandt andet magasiner, bogpakker og breve.

Det betød, at der mod forventning skete en stigning i omsætning og bruttofortjeneste for 2011 i modsætning til tidligere år.

85 procent af indklagedes omkostninger er lønomkostninger.

Distributionsomkostningerne steg derfor også med cirka 5 procent i samme periode.

Det er derfor også relevant at se på andre faktorer, herunder overskudsgraden, der i 2010 udgjorde 3,18 procent og i 2011 udgjorde 3,23 procent.

Der skete altså ikke nogen mærkbar stigning.

Indklagede var i medfør af ledelsesretten berettiget til at beslutte, at der på grund af et omsætningsfald på 3 millioner kr. og dermed følgende fald i arbejdsopgaver skulle skæres i bemandingen, uanset om der samlet var en stigning i omsætningen.

Det er irrelevant for sagens vurdering, om der efter august 2011 blev ansat funktionærer hos indklagede.

Fra oktober 2011 til september 2012 blev der ansat en vikar for indehaver A, da denne var sygemeldt i en længere periode efter at være faldet om i sit hjem i april 2011.

Det var ikke kendt på tidspunktet for opsigelsen i april 2011, men var kendt, mens klager stadigvæk var ansat i opsigelsesperioden.

Det var først i september 2011, at indklagede på grund af arbejdspres fandt det nødvendigt at ansætte en vikar.

Vikaren overtog dele af indehavernes opgaver, hvilket klager hverken i indhold eller ansvar var kompetent til at varetage.

Klagers angivelse af stillingsbetegnelse kan ikke i sig selv dokumentere, at han var egnet til at bestride de opgaver, som virksomheden ønskede.

I forbindelse med indskrænkningen fra 4 til 3 funktionærer foretog indklagede en vurdering af hver enkelt ansat, herunder deres kvalifikationer, erfaring og omstillingsparathed, samt hvilke arbejdsopgaver, der bedst kunne uddelegeres til de tilbageværende ansatte og dermed hvem, der bedst kunne undværes.

Der var en stillingsbeskrivelse vedrørende de generelle opgaver, som alle skulle kunne udføre, og så havde hver medarbejder specialiserede opgaver, hvor klagers var nøgler og reklamationsbehandling i weekenden.

Hovedopgaven bestod i at henvende sig til ejendomsadministratorer og få udleveret nøgler, afhente dem fysisk, måske få dem kopieret hos låsesmed og bagefter placere dem i de korrekte nøglebundter og tage sig af reklamationer i weekenden.

Med hensyn til de generelle opgaver, var det indklagedes vurdering, at de andre ansatte var bedre til at varetage disse opgaver end klager, herunder fordi en del af disse siden 2007 blev varetaget af de andre om natten.

Det er af klager anført, at medarbejder C og medarbejder D ikke skulle være kvalificerede til at varetage deres stillinger som distributionsledere.

Begge medarbejdere havde årelang erfaring fra arbejde indenfor samme branche med lignende stillinger, hvorimod klagers tidligere ansættelser har været præget af høje stillinger.

Det bestrides, at klager tilbragte 50 procent alene på kontoret, da indehaverne mødte før klager.

Klager gik cirka kl.

13:30, hvor indehaverne fortsat var på kontoret.

Klager var derfor kun alene få timer om ugen.

Det bestrides, at klager skulle læse for medarbejder D.

Det er rigtigt, at han var ordblind, hvilket han oplyste om allerede ved ansættelsen.

Det var dog ikke nødvendigt for bestridelsen af jobbet, at medarbejder D kunne formulere sig fejlfrit skriftligt.

Flere af de beskrevne forhold kan uddybes ved parts- og vidneforklaringer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afskedigelse efter forskelsbehandlingsloven.

Hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at sagen er egnet til behandling ved nævnet.

Der er mellem parterne uenighed om indholdet af klagers arbejdsopgaver og ansvar, herunder om klager havde mulighed for at påtage sig natarbejde og foretage økonomiske dispositioner på vegne af indklagede.

Nævnet finder, at en afklaring af disse faktiske forhold vil kræve bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for nævnet, men i givet fald må ske ved de almindelige domstole.

Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.

<7100537-12>