Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold
Statutory Text (3 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold
J.nr. 7100538-12
En 55-årig sygeplejerske blev ikke indkaldt til samtale om en ledig stilling i en psykiatrisk akut modtagelse.
Nævnet lagde til grund, at der var flere ansøgere, der i højere grad end klager opfyldte indklagedes krav til kompetencer.
Hertil kommer, at klager var 55 år, da hun søgte stillingen, og at den ansøger, der blev ansat i stillingen, var 50 år, det vil sige ikke væsentligt yngre end klager.
Der var heller ikke andre forhold i sagen, der kunne underbygge klagers påstand om, at hun blev fravalgt på grund af alder.
Klager havde således ikke påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun blev udsat for aldersdiskrimination.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
J.nr. 7100538-12
Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager ikke blev indkaldt til samtale om en ledig stilling som sygeplejerske i en psykiatrisk akut modtagelse.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke blev indkaldt til samtale om stillingen som sygeplejerske til psykiatrisk akut modtagelse.
Sagsfremstilling
Indklagede opslog i november 2011 en stilling som sygeplejerske til psykiatrisk akut modtagelse.
Det fremgik af opslaget, at nærmere oplysninger om stillingen kunne fås hos afdelingssygeplejerske X.
Klager, der på daværende tidspunkt var 55 år, søgte stillingen, men blev ikke indkaldt til samtale, og hun fik afslag uden nogen nærmere begrundelse.
Parternes bemærkninger
Klager anfører i klagen, at hun ringede til afdelingssygeplejerske X for at spørge om årsagen til, at hun fik afslag på ansøgningen.
Klager henviser til, at hun under samtalen med X nævnte, at det undrede hende, at hun ikke var blevet kaldt til samtale, da X kendte hende og hendes store psykiatriske erfaring, blandt andet som ansvarshavende aftensygeplejerske på alle afdelinger.
Direkte adspurgt pointerede X, at der intet var at udsætte på hverken klager eller hendes erfaring, men det udelukkende var fordi, at man ønskede en yngre medarbejder.
Klager ønsker at få en godtgørelse.
Klager oplyser i sine efterfølgende bemærkninger til nævnet, at hun ikke har haft noget direkte samarbejde med afdelingssygeplejerske X, men at hun har arbejdet på skadestuen, og at hun har et rigtig godt indtryk af afdelingssygeplejerskens måde at lede skadestuen på.
Klager oplyser også, at afdelingssygeplejerske X ikke direkte sagde, at hun ønskede en yngre medarbejder.
Klager bad om at få en begrundelse for, at hun ikke var blevet indkaldt til samtale, og X svarede, at det udelukkende var, fordi man gerne ville have en større spredning i medarbejdernes alder, og at klager jo selv vidste, at mange af medarbejderne nærmede sig pensionsalderen.
Da klager spurgte, om dette var den eneste årsag, svarede X ja.
Klager fastholder, at det fremgik meget enkelt, klart og tydeligt af telefonsamtalen, at den eneste begrundelse for, at klager ikke kom i betragtning, var den høje alderssammensætning hos personalet, og at man ønskede et yngre aldersgennemsnit.
Det er klagers opfattelse, at indklagedes redegørelse over medarbejderes alderssammensætning underbygger afdelingssygeplejerskens argument om, at der var et forholdsvist højt aldersgennemsnit i psykiatrien.
Der var således 29 medarbejdere på klagers alder eller ældre.
Indklagede afviser, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med afslaget på ansættelse.
Indklagede anfører, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling, idet klager alene har underbygget sin klage med en påstand om, at hun under en telefonsamtale med afdelingssygeplejerske X fik at vide, at man ønskede en yngre medarbejder.
Indklagede oplyser, at X husker, at hun telefonisk blev kontaktet af klager, der undrede sig over, at hun ikke var kaldt til samtale.
X oplyste over for klager, at man havde set på, hvilken profil der matchede den samlede personalegruppes kompetencefelt og den kliniske opgavevaretagelse som helhed, herunder havde man set på flere vinkler som faglige
kompetencer og erfaringer.
X afviser at have sagt, at hun ønskede en yngre medarbejder.
Indklagede oplyser videre, at X ikke kan genkalde sig konkrete detaljer om de ansøgere, der blev indkaldt til samtale.
Indklagede har ikke oplysninger om de ansøgere, der ikke kom i betragtning til stillingen, idet ansøgningerne er destruerede i medfør af persondataloven.
X har dog en klar erindring om, at der var flere ansøgere, der matchede ansættelsesudvalgets ønsker om en medarbejder, der blandt andet kunne bevare roen i pressede situationer, have et godt overblik, være i stand til at samarbejde med flere faggrupper og være åben over for kollegial sparring.
Indklagede bemærker i øvrigt, at det er anført i klagen, at X skulle have sagt, at man ønskede en yngre medarbejder, men at klager efterfølgende har oplyst, at begrundelsen for at X ikke indkaldte hende til samtale var, at man ønskede en større spredning i medarbejderens alder.
Afdelingssygeplejerske X kendte klager fra tidligere ansættelse og havde et godt indtryk af klagers kompetencer i forhold til at kunne bevare roen i pressede situationer, have et godt overblik, samarbejde med flere faggrupper og åbenhed over for kollegial sparring.
X vurderede dog sammen med ansættelsesudvalget, at der var flere ansøgere, der i højere grad matchede de krav, som stillingen indeholdt til disse kompetencepunkter, og klager blev derfor ikke indkaldt til samtale.
Blandt de ansøgere, der blev indkaldt til samtale, valgte ansættelsesudvalget at ansætte en 50-årig sygeplejerske, der havde psykiatrisk erfaring inden for alle aldersgrupper og inden for flere psykiatriske specialer, idet ledelsen vurderede, at han var den bedst egnede kandidat.
Stillingen blev således besat med en ansøger, der var fem år yngre end klager, hvilket indklagede ikke anser for at være en aldersforskel af væsentlig karakter.
Indklagede afviser, at man havde ønske om at nedsætte gennemsnitsalderen, og indklagede fastholder, at klager blev afvist af anden grund end hendes alder.
Indklagede henviser i øvrigt til, at gennemsnitsalderen for de ansatte i psykiatrisk akut modtagelse er 49 år og for hele psykiatrien 47 år.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder ved ansættelse og afskedigelse.
Nævnet lægger til grund, at der var flere ansøgere, der i højere grad end klager opfyldte indklagedes krav til kompetencer.
Hertil kommer, at klager var 55 år, da hun søgte stillingen som sygeplejerske, og at den ansøger, der blev ansat i stillingen, var 50 år, det vil sige ikke væsentligt yngre end klager.
Nævnet finder ikke, at der er forhold i sagen, der underbygger klagers påstand om, at afdelingssygeplejersken under telefonsamtalen skulle have givet udtryk for, at indklagede af hensyn til alderssammensætningen ønskede at ansætte en yngre medarbejder, og at klager blev fravalgt på grund af alder.
Der er heller ikke andre forhold i sagen, der kan underbygge klagers påstand om, at hun blev fravalgt på grund af alder.
Ligebehandlingsnævnet finder herefter ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling i forbindelse med, at hun søgte en stilling som sygeplejerske hos indklagede.
Det var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke indkaldte klager til samtale, da hun søgte stillingen som sygeplejerske.
<7100538-12>