Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - chikane - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - chikane - ej medhold

J.nr. 7100497-12

Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med ophøret af klagers ansættelse med løntilskud i en SFO.

Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han under sin ansættelse blev udsat for aldersdiskrimination.

Nævnet lagde vægt på, at klager blev indkaldt til samtale, fordi ledelsen fandt, at han havde faglige og sociale mangler i forhold til arbejdet, hvilket ledelsen ønskede, at han skulle rette op på.

Klager valgte herefter selv at stoppe ansættelsesforholdet.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med ophøret af klagers ansættelse med løntilskud i en SFO.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede handlede ikke i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med ophøret af klagers ansættelse i en SFO.

Sagsfremstilling

Klager, der på daværende tidspunkt var 61 år, blev den 2. januar 2012 ansat med løntilskud som pædagogmedhjælper i en SFO.

Ansættelsen var aftalt til tre måneder, men klager fratrådte allerede den 24. januar 2012.

Det fremgår af notat af 31. januar 2012 fra centerlederen ved SFO´en, at klager var fratrådt efter en samtale med centerlederen og afdelingslederen.

Årsagen til samtalen var, at klager havde nogle faglige og sociale mangler i det daglige arbejde.

Dette ønskede man fra institutionens side, at klager forsøgte at rette op på, hvilket han ikke selv mente, at han var i stand til.

Klager valgte derfor selv at stoppe med dags varsel.

Parternes bemærkninger

Klager anfører, at han ikke kan komme til anden konklusion end, at det var på grund af hans alder, at ansættelsesforholdet ophørte.

Klager henviser til, at han fik en kølig modtagelse i den SFO-afdeling, hvor han skulle være.

SF0´en var opdelt i to afdelinger med meget forskellige personalegrupper.

Klager havde et meget positivt indtryk af medarbejdere i den ene gruppe, der var åbne og venlige og tog godt imod ham.

I den anden afdeling, hvor klager skulle være, virkede det derimod som om, at medarbejderne ikke kunne lide ham på forhånd.

Klager fik ingen introduktion eller information, og han fik ikke nogen mentor.

Klager fik heller ikke sit billede op på opslagstavlen, da det kun var de faste medarbejdere, der fik det, selvom en pædagogstuderende, der skulle være der seks måneder, havde fået sit billede op.

Klager skulle heller ikke have en badge med sit billede på, og han følte, at han blev sendt frem og tilbage mellem de forskellige grupper.

I løbet af de første tre uger blev klager af tre forskellige kolleger opfordret til at gå på efterløn.

En anden mandlig pædagog i afdelingen satte sig konsekvent langt væk fra de kvindelige kolleger, både under møder og i spisepauser.

Klager havde tidligere arbejdet med børn i samme aldersgruppe i indskolingen på en anden skole, hvor han havde haft gode oplevelser.

Klager henviser videre til, at han efter tre uger uden varsel blev indkaldt til møde med centerlederen og afdelingslederen på centerlederens kontor.

Afdelingslederen førte på mødet ordet og sagde, at hun ikke kunne se klager i en SFO.

Afdelingslederen omtalte under mødet en vits, klager havde lavet om en kollegas nye frisure, men vitsen var faktisk positivt ment fra klagers side.

Klager fik også gentagne gange at vide, at han skulle "stikke fingeren i jorden", før han udtalte sig om kollegerne.

Klager skulle således ikke kommentere, hvad kollegerne sagde ud over fællesbordet, hvor alle sad med til møderne.

Da klager under samtalen nævnte, at han havde overvejet at søge ind på pædagogseminaret, grinte afdelingslederen og centerlederen hånligt, og han fik den kommentar, at han ville være 65 år, når han var færdig.

Afdelingslederen foreslog, at han kunne gå på efterløn og arbejde som frivillig.

Centerlederen/afdelingslederen foreslog at snakke sammen igen i løbet af en uges tid, men dette kunne klager ikke se nogen grund til, og han kunne ikke forestille sig at skulle møde på arbejde hver dag uden at måtte sige noget.

Bortset fra omtalen af den uskyldige vits fik klager ingen faglig vejledning på mødet.

Klager fik dog at vide af afdelingslede-

ren, at hvis han så et barn gå rundt alene, så skulle han gå hen til barnet, tage det i hånden og sige, at "nu skal vi spille".

Det er klagers opfattelse, at de påståede sociale og faglige mangler dækkede over, at både centerlederen og afdelingslederen ønskede,

at han skulle stoppe.

Indklagede afviser, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder, hverken i forbindelse med ansættelsen, under ansættelsen eller i forbindelse med, at klager valgte at ophøre med ansættelsen.

Indklagede henviser til aldersfordelingen i SFO´en, hvor der er 26 ansatte, herunder otte i alderen 50-59 år.

Det er indklagedes opfattelse, at aldersfordelingen ikke efterlader indtryk af en arbejdsplads, der er domineret af unge medarbejdere.

Indklagede henviser videre til, at klager i forbindelse med ansættelsen havde tre måneders prøvetid.

Efter tre ugers ansættelse fandt centerlederen og afdelingslederen det nødvendigt at tage en drøftelse med klager om hans opgavevaretagelse.

Indklagede oplyser, at en sådan samtale i prøvetiden ikke er usædvanlig og alene er udtryk for, at man ønsker at vejlede medarbejdere, der kan have brug for klarhed om, hvordan arbejdet bør udføres og for at få en fælles forståelsesramme.

Klager blev under drøftelsen informeret om, at der var mangler i det daglige arbejde af social og faglig karakter, som man ønskede, at der blev rettet op på.

Klager meddelte, at han ikke var i stand til at efterleve disse indstillinger, og han valgte derfor at stoppe med dags varsel.

For så vidt angår det af klager anførte om, at tre unavngivne medarbejdere skulle have opfordret ham til at gå på efterløn, oplyser indklagede, at det ikke er usædvanligt, at medarbejdere i den pædagogiske branche går på efterløn, og at udtalelserne muligvis kan være udtryk for, hvad disse medarbejdere selv ville have gjort, hvis de havde alderen til det.

Indklagede mener ikke at skulle stå til regnskab for disse udtalelser, der hverken kan efterprøves eller er udtryk for indklagedes holdning.

Indklagede beklager, hvis klager har følt, at der blev "grinet hånligt", da han oplyste, at han overvejede at læse til pædagog.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven), må en arbejdsgiver ikke ved ansættelse, afskedigelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår forskelsbehandle en lønmodtager på grund af dennes alder.

Forbuddet mod forskelsbehandling omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af alder samt chikane.

Chikane betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons alder finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han under ansættelsen som pædagogmedhjælper i løntilskud hos indklagede blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling eller chikane på grund af sin alder.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klager efter omkring tre ugers ansættelse blev indkaldt til samtale, fordi ledelsen fandt, at han havde nogle faglige og sociale mangler i forhold til arbejdet, hvilket ledelsen ønskede, at han skulle rette op på.

Klager valgte efter samtalen selv at stoppe i ansættelsesforholdet.

Der var således ikke tale om, at klager blev afskediget.

Det er nævnets opfattelse, at det ikke i sig selv kan anses for at være udtryk for aldersdiskrimination, når en ældre medarbejder får kommentarer om efterløn eller bliver spurgt om sine eventuelle planer om efterløn.

Det forhold, at det angiveligt blev bemærket, at klager ville være 65 år, når han blev færdig som pædagog, kan heller ikke i sig selv anses for at være aldersdiskrimination.

Nævnet finder i øvrigt, at der ikke i forbindelse med sagen er fremkommet oplysninger om andre forhold, som giver anledning til at formode, at klager blev udsat for diskrimination på grund af sin alder.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<7100497-12>