Offererstatningslovens § 1
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 1 – særligt om plejepersonale, Erstatningsnævnets j.nr. 13-520-00092
N.j.nr. 13-520-00092 Ansøger, der var pædagogstuderende, var i praktik på en døgninstitution for anbragte børn.
På skadestidspunktet var hun alene med 3 børn i alderen 10-13 år.
En af drengene havde det svært, og han tog en køkkenkniv frem.
De to andre børn blev usikre, og ansøger måtte føre drengen med køkkenkniven væk.
Her tog han ansøger på brysterne samtidig med, at han slog, sparkede og spyttede ansøger.
Drengen fik 3 gange fat i en kniv og opførte sig truende.
Ansøger følte sig truet og magtesløs i situationen, da hun var usikker på, om de 3 børn kunne finde på at angribe hende samlet.
Nævnet fandt, at ansøger havde været udsat for en straffelovsovertrædelse.
Nævnet fandt endvidere, at den skete skade hovedsageligt skyldtes arbejdets tilrettelæggelse på stedet, idet ansøger – en pædagogstuderende i praktik – i over 2 timer var overladt alene med 3 adfærdsvanskelige børn i alderen 10-13 år.
Efter nævnets opfattelse var ansøgers arbejdsgiver således ansvarlig for den skete skade i medfør af Danske Lovs 3-19-2 og henviste ansøger til at søge erstatning via arbejdsgiverens erhvervsforsikring.