Offererstatningslovens § 6 a - Egen skyld eller accept af risiko, nævnets j.nr. 12-520-22386
Statutory Text (2 Articles)
Offererstatningslovens § 6 a - Egen skyld eller accept af risiko, nævnets j.nr. 12-520-22386
Ansøger blev skudt i lænden, og politiet valgte at henlægge sagen.
Nævnet besluttede at afslå ansøgers ansøgning om erstatning, idet han måtte antages at have accepteret risikoen for skadens indtræden.
Nævnet henviste i den forbindelse til betænkning 1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre for forbrydelser fra side 59 og frem (se ovenfor n.j.nr. 13-520-01454) vedrørende rimeligheden af bl.a. erstatning til ofre, der har udsat sig for en særlig risiko.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger havde afgivet en sparsom forklaring til politiet, idet han ikke havde villet angive, hvem han var sammen med på dagen for skyderiet eller uddybe oplysningerne om skadevoldernes bil.
Ansøger forklarede endvidere til politiet, at han ikke vidste, hvem skadevolderne var, idet han dog til en sygeplejerske på hospitalet forinden havde sagt, at det slet ikke var ham, der skulle have været ramt.
Han havde endvidere spurgt, hvilken kaliber han blev skudt med.
Nævnet lagde endelig vægt på, at politiet havde efterforsket sagen som en del af en verserende bandekonflikt, samt at vidner havde set ansøger være i kontakt med skadevolder umiddelbart inden skyderiet.
Politiet lagde på baggrund heraf til grund, at ansøger vidste, hvem der var skadevolder, og at sagen kunne være blevet opklaret, hvis ansøger havde ønsket at medvirke hertil.
Det fremgik endvidere af politiets rapporter, at ansøger efter politiets vurdering var et toneangivende medlem af en bande, idet han adskillige gange var blevet antruffet af politiet i forbindelse med aktioner mod bandemiljøet, i hvilken forbindelse han ofte havde været iført skudsikker vest.