Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00588
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00588
Resumé
Klager – en person – klagede over, at Weekendavisen ikke har bragt hans debatindlæg og ikke har berigtiget urigtige oplysninger.
Pressenævnet afviser klagen, da Weekendavisen ikke er forpligtet til at bringe klagers debatindlæg, og da klager ikke har retlig interesse.
Pressenævnets formand udtaler
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen.
Weekendavisen er ikke forpligtet til at bringe [Klager]s debatindlæg.
Denne del af klagen afvises herefter som åbenbart grundløs, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
[Klager] er ikke selv direkte eller indirekte nævnt i artiklerne.
[Klager] findes herudover ikke i øvrigt at have en sådan retlig interesse i de forhold, der klages over, at der er grundlag for at behandle klagen.
De af [Klager] anførte grunde til, at klager skulle have retlig interesse, kan ikke føre til et andet resultat.
Denne del af klagen afvises derfor, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.
Klagen afvises herefter i det hele.
[Klager] har klaget til Pressenævnet, idet han mener, at Weekendavisen har handlet i strid med god presseskik ved ikke at berigtige urigtige oplysninger og ved ikke at bringe hans indlæg ”Skamløst
WA hvidvasker [Person A]s fusk” .
Weekendavisen bragte den 22. juli 2011 på forsiden artiklen ”Det usigelige” , der handlede om intelligensforskning.
Artiklen omtalte blandt andet [Person A]s artikel “[Titel]” .
Den 28. oktober 2013 traf Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) afgørelse i en klagesag vedrørende [Person A]s artikel.
UVVU fandt, at [Person A] i to tilfælde havde handlet videnskabeligt uredeligt i forbindelse med artiklen.
[Klager] rettede ved e-mail af 31. oktober 2013 henvendelse til Weekendavisen og opfordrede avisen til at skrive om UVVU’s afgørelse.
Henvendelsen er efter det oplyste ikke besvaret.
Weekendavisen bragte den 29. november 2013 på forsiden artiklen ”Ude af kontrol” , som beskriver den kritik, der er rejst mod UVVU og udvalgenes arbejde.
[Klager] indsendte den 2. december 2013 debatindlægget.
Efter det oplyste er henvendelsen ikke besvaret, og indlægget er ikke blevet bragt.
[Klager] har til støtte for klagen bl.a. anført, at Weekendavisen har ignoreret hans henvendelser og således ikke agter at korrigere de ukorrekte oplysninger, som avisen senest i artiklen af 29. november 2013 har bragt på trods af, at der nu foreligger en afgørelse fra UVVU om, at de bragte oplysninger bygger på ukorrekt og manipuleret kilde.
[Klager] har oplyst, at han ikke er direkte part i [Person A]-sagen, men han har erfaret fra de personer, der klagede til UVVU, at de er så slidte af sagen, at de ikke har overskud til at henvende sig til Weekendavisen.
Klager kan siges at være indirekte part i sagen, idet [Person A]-sagen for klagers medie FORSKERforum ikke har været omkostningsfri at dække, da den afledte en injuriesag fra Den Danske Forening, som måtte forliges med en advokatregning på 75.000 kroner.
Pressenævnets formand udtaler
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i avisen.
Weekendavisen er ikke forpligtet til at bringe [Klager]s debatindlæg.
Denne del af klagen afvises herefter som åbenbart grundløs, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
[Klager] er ikke selv direkte eller indirekte nævnt i artiklerne.
[Klager] findes herudover ikke i øvrigt at have en sådan retlig interesse i de forhold, der klages over, at der er grundlag for at behandle klagen.
De af [Klager] anførte grunde til, at klager skulle have retlig interesse, kan ikke føre til et andet resultat.
Denne del af klagen afvises derfor, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2.
Klagen afvises herefter i det hele.
Afgjort den 18. december 2013