SU - tilbagebetaling - bopæl - dokumentation
Statutory Text (3 Articles)
SU - tilbagebetaling - bopæl - dokumentation
Efter en konkret vurdering havde den studerende dokumenteret sit bopælsforhold.
Din klage vedrørende tilbagebetaling af udeboendesatsen
I brev af 9. september 2012 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelsers herefter: styrelsen) afgørelse af 24. august 2012 om tilbagebetaling af udeboendesatsen for perioden november 2011 til juli 2012.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet ændrer styrelsens afgørelse af 24. august 2012 således, at du ikke skal tilbagebetale udeboendesatsen for perioden november 2011 til juli 2012.
Begrundelse
SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 8.
[…]
Stk. 3.
En uddannelsessøgende får stipendium med udeboendesats, når den uddannelsessøgende dokumenterer at være udeboende [.
.
.
]
Stk. 4.
Undervisningsministeren kan fastsætte regler om,
1) hvornår en uddannelsessøgende betragtes som hjemmeboende og som udeboende, og
[…]
SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 455 af 08. juni 2009, nu bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 8.
Uddannelsessøgende får stipendium med hjemmeboendesats, når de er hjemmeboende, og stipendium med udeboendesats, når de er udeboende, jf. dog § 9.
En uddannelsessøgende betragtes som hjemmeboende, hvis
1) den uddannelsessøgende i folkeregisteret står tilmeldt den ene eller begge forældres adresse, eller
2) den uddannelsessøgende, uanset hvilken adresse den uddannelsessøgende står tilmeldt i folkeregisteret, ud over ferier og søn- og helligdage jævnligt bor hos forældrene eller den ene af dem.
[…]
Stk. 3.
En uddannelsessøgende skal ved skøde, købsaftale, lejekontrakt og huslejekvittering eller logiværterklæring kunne dokumentere at være udeboende i perioder, hvor den uddannelsessøgende modtager eller har modtaget stipendium med udeboendesats.
[…]
Følgende fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 103 af 6. december 1989
"For at imødegå misbrug er det i bestemmelsen fastsat, at udgangspunktet for stipendietildelingen er laveste sats, dvs. den hidtidige sats for hjemmeboende uddannelsessøgende.
Kun hvis det er godtgjort over for styrelsen, at den uddannelsessøgende faktisk er udeboende, kan der tildeles med højeste sats.
Det er herved forudsat, at folkeregisterattest ikke vil være tilstrækkelig dokumentation for bopælsstatus.
De uddannelsessøgende vil blive afkrævet underskrevet erklæring om bopælsstatus, og de vil yderligere kunne afkræves dokumentation herfor, f.eks. ved forevisning af kvitteringer for betalt husleje, terminsydelser, boligafgift el.
lign.
"
Styrelsen har på baggrund af en henvendelse fra [Kommune] bedt dig dokumentere, at du faktisk er udeboende.
Af kommunens henvendelse fremgår det, at du er flyttet ind hos din bror i en 2 værelses lejlighed på 34m 2 , og at din bror sammen med dig har været hos kommunens borgerservice for at underskrive en logiværterklæring.
Det fremgår, at du ved denne lejlighed udtaler, at du ikke har nøgle til lejligheden, og at kommunen bl.a. på denne baggrund stiller spørgsmålstegn ved, om du reelt bor i lejligheden.
Du har anført, at du har boet hos din bror på adressen [adresse] siden 3. oktober 2011, og at du dermed er udeboende.
Ifølge SU-bekendtgørelsens § 8, stk. 1, er en uddannelsessøgende hjemmeboende, når vedkommende i folkeregisteret står tilmeldt samme adresse som sine forældre (eller den ene af dem), eller når den uddannelsessøgende jævnligt bor hos forældrene (eller den ene af dem).
En studerende anses herefter for udeboende, når den studerende har folkeregisteradresse et andet sted end sine forældre, og dokumenterer faktisk at være udeboende.
Folkeregisteradresse
Du har indsendt en bopælsattest til styrelsen for at dokumentere, at du faktisk har været udeboende.
Nævnet bemærker hertil, at en bopælsattest er et udskrift fra CPR-registeret, som viser, hvilken adresse du har oplyst til kommunen, at du bor på.
En bopælsattest kan derfor ikke dokumentere, hvor du faktisk har boet, jf. ligeledes bemærkningerne til lovforslag L 103 af 6. december 1989.
Dokumentation for det faktiske bopælsforhold
Du har endvidere indsendt en erklæring fra din bror, hvor han bekræfter, at du bor hos ham, og han oplyser, at I hverken har en lejekontrakt eller en fast aftale om huslejebetaling, da du betaler kost m.m.
Slutteligt har du indsendt en kopi af en logiværterklæring fra Ishøj Kommune, hvoraf fremgår, at din bror overfor kommunen bekræfter, at du bor i hans lejlighed og har gjort det siden 3. oktober 2011.
Samlet vurdering
Ankenævnet finder samlet set ud fra en konkret vurdering af den indsendte dokumentation, din forklaring og sagens øvrige oplysninger, at du har dokumenteret i tilstrækkeligt omfang, at du faktisk har været udeboende i perioden november 2011 til juli 2012, jf. SU-bekendtgørelsens § 8, stk. 3.
Ankenævnet har ved vurderingen bl.a. lagt vægt på, at du har fremlagt en logiværterklæring, hvor din bror under tro og love erklærer overfor en anden offentlig myndighed, kommunen, at du bor hos ham.
Ankenævnet finder således, at [Kommunes] udtalelse ikke kan danne grundlag for, at styrelsen kan konkludere, at du med overvejende sandsynlighed jævnligt bor hos dine forældre.
Partshøring
Nævnet bemærker, at styrelsen ikke har oplyst dig om grundlaget for bopælskontrollen;
kommunens konkrete mistanke og henvendelsen herom, og at du derfor først er blevet bekendt med denne, da ankenævnet sender dig sagens akter i brev af 13. november 2012.
Du har derfor dog haft lejlighed til at komme med dine bemærkninger til sagens akter, og du har ligeledes sendt dine bemærkninger på denne baggrund.
Sagsfremstilling
Det fremgår af logiværterklæring af 1. december 2011 indhentet af [Kommune], at [din bror] erklærer, at du bor i hans lejlighed på adressen [adresse], og at du har gjort det siden 3. oktober 2011.
Det fremgår af e-mail af 19. juli 2012 fra [kommune], at du 3. oktober 2011 er flyttet hjem til din bror, [.
.
.
], i hans 2-værelses lejlighed på 34m 2 , og at kommunen har mistanke om, at du ikke reelt bor på adressen.
Det fremgår endvidere, at du sammen med din bror var hos borgerservice i kommunen, for at din bror kunne udfylde en logiværterklæring.
Det fremgår, at du hos borgerservice har udtalt, at du ikke har nøgler til boligen.
Ved brev af 24. august 2012 anmodede styrelsen dig om at indsende dokumentation for din bopælsstatus som udeboende i perioden november 2011 til juli 2012.
Det fremgik af styrelsens brev, at dokumentationen skulle bestå af en kopi af skøde, købsaftale, lejekontrakt og huslejekvittering eller logiværterklæring.
Ved e-mail af 31. juli 2012 fremsendte du en kopi af dit sundhedskort.
Du oplyser samtidig, at du har forsøgt at få en kopi af den logiværterklæring, som din bror underskrev hos borgerservice, da du flyttede ind hos ham.
Du anfører yderligere, at du ikke kan indsende dokumentation i form af skøde, købsaftale, lejekontrakt og huslejekvitteringer, da I ikke har indgået en lejekontrakt.
Styrelsen har i brev af 24. august 2012 meddelt dig, at de ikke finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at du har været udeboende i perioden november 2011 til juli 2012.
Styrelsen har derfor ændret din bopælsstatus fra udeboende til hjemmeboende for perioden, og oplyst dig, at du vil modtage krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt SU.
Du har i brev af 9. september 2012 klaget til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten og bl.a. anført, at du ved henvendelse til kommunen har fået oplyst, at de har smidt logiværterklæringen væk.
Du oplyser yderligere, at du hos kommunen fik oplyst, at du kunne indsende kopi af dit sundhedskort, da dette ikke kan laves uden tilladelse fra din bror, som du bor hos.
Med brevet har du vedlagt en erklæring fra din bror samt en bopælsattest.
Det fremgår af erklæring af ukendt dato fra [.
.
.
], at han bekræfter, - at du bor hos ham, - at I ikke har indgået en kontrakt, - og at du ikke betaler fast husleje men derimod dækker kost m.m.
Du har i e-mail af 8. november 2012 til styrelsen fremsendt en logiværterklæring, som har været væk hos kommunen, men nu er fundet.
Styrelsen har i brev af 9. november 2012 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.
Styrelsen finder fortsat ikke, at du har opfyldt dokumentationskravet i SU-bekendtgørelsen.
Ankenævnet har ved brev af 13. november 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Styrelsen har i brev af 20. november 2012 sendt ankenævnet en supplerende udtalelse, da dit brev af 8. november med logiværterklæringen har krydset styrelsens første udtalelse af 9. november.
Styrelsen finder, at der ikke kan lægges vægt på logiværterklæringen på baggrund af udtalelsen fra [Kommune] om bl.a. mødet i borgerservice.
Styrelsen fremhæver, at [Kommune] blandt andet har hæftet sig ved, at du ikke har nøgle til boligen.
Styrelsen finder derfor, uagtet at en logiværterklæring er gyldig dokumentation, at du ikke opfylder betingelsen i SU-bekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 2.
På baggrund af [Kommunes] udtalelse, finder styrelsen det overvejende sandsynligt, at du jævnligt bor hos dine forældre.
Ankenævnet har ved brev af 21. november 2012 fremsendt styrelsens supplerende udtalelse til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Du har i brev af 25. november 2012 fremsendt dine bemærkninger til sagens akter.
Til [Kommunes] udtalelse om, ”at du er flyttet fra dine forældres lejlighed på 114 m 2 , 4 værelser, hvor der ikke bor andre end dine forældre”, oplyser du, at der udover dine forældre også bor dine 4 søskende, og at kommunens oplysning dermed er forkert.
Du anfører, at dette blandt andet var årsagen til, at du valgte at flytte.
Til styrelsens vurdering om, at du sandsynligvis ikke bor hos din bror, blandt andet fordi du har oplyst borgerservice, at du ikke havde nøgle til lejligheden, anfører du, at du har en nøgle, og at du muligvis ikke havde den på dig netop på det tidspunkt.
Du beder slutteligt om, at afgørelsen ændres, da du mener, at den er forkert.
Styrelsen har i brev af 2. juli 2013 sendt supplerende udtalelse til dine bemærkninger af 25. november 2012.
Det fremgår, at styrelsen fastholder afgørelsen og henviser til tidligere udtalelser af 9. november 2012 og 20. november 2012.