Pressenævnets kendelse i sag nr.13-70-00501

Pressenævnets kendelse i sag nr.13-70-00501

Resumé

Artiklen i Ude og Hjemme handlede om et plejebarn.

Faderen havde sagt ja til artiklen, men Ude og Hjemme havde ikke fået moderens tilladelse til at bringe den.

Derfor kritiserer Pressenævnet Ude og Hjemme.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at der bør udvises særlige hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken.

Ved offentliggørelse af interview eller lignende bør forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor.

Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at Ude og Hjemme forud for offentliggørelsen af artiklen ”[Person A] sendte plejesøn på institution

JEG MÅTTE HAVE HJÆLP TIL [X]” indhentede gyldigt samtykke fra den ene forældremyndighedsindehaver, [X]s fader.

Der blev ikke indhentet gyldigt samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, [Klager], der er moder til [X].

Det lægges derimod til grund, at [X]s fader oplyste til journalisten fra Ude og Hjemme, at [Klager] ikke ønskede at give sit samtykke.

Pressenævnet finder det på den baggrund kritisabelt, at Ude og Hjemme bragte den påklagede artikel indeholdende oplysninger om [Klager] og hendes umyndige søns personlige og private forhold, uden forinden at have indhentet [Klager]s samtykke.

Det forhold, at Ude og Hjemme havde tilladelse fra de tidligere plejeforældre (nuværende aflastningsfamilie) samt den 11-årige selv ændrer ikke herved.

Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ude og Hjemme.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre følgende

” [ Rubrik]

Pressenævnet kritiserer Ude og Hjemme

[Underrubrik]

Historien om et plejebarn blev offentliggjort, uden at moderen havde givet lov til det.

[Tekst]

I juli bragte Ude og Hjemme artiklen ”[Person A] sendte plejesøn på institution

Jeg måtte have hjælp til [X]”.

Ude og Hjemme havde fået lov at bringe artiklen af drengens biologiske far.

Men barnets biologiske mor havde ikke givet Ude og Hjemme lov.

Den biologiske far havde tilmed fortalt journalisten, at moderen ikke ønskede artiklen bragt.

Pressenævnet understreger, at det i den type artikler er god presseskik at få ja fra begge forældre.

Det havde Ude og Hjemme ikke fået.

Derfor kritiserer Pressenævnet Ude og Hjemme.

Hele kendelsen kan læses på www.pressenaevnet.dk”

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ude og Hjemme nr. 27 den 3. juli 2013, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Ude og Hjemme nr. 27 bragte den 3. juli 2013 artiklen ”[Person A] sendte plejesøn på institution

JEG MÅTTE HAVE HJÆLP TIL [X]” med underrubrikken ”[Person A] og hendes mand, [Person B], havde grundige samtaler for og imod at blive en plejefamilie.

De var klar over, at der ikke er returret på et barn.

Alligevel måtte de erkende, at plejesønnen [X] havde behov for professionel hjælp.

I dag bor han på en institution og er kun hjemme på weekendbesøg.

Men [X] vil altid være en del af familien.” Af artiklen fremgik følgende

”[X]s biologiske mor sidder på en stol i køkkenet og græder, mens hendes knap toårige søns tøj og legesager bliver båret ud i [Person A]s bil.

[Person A] aner ikke, hvad hun skal gøre af sig selv.

Hun har selv to døtre og en søn og kan levende forestille sig, hvilken smerte, moderen i køkkenet må føle.

Det ender med, at hun sætter sig derud, omfavner kvinden og græder sammen med hende.

Da bilen er pakket, kører [Person A] hjem.

I autostolen på bagsædet sidder lille [X] og lytter til [Person A], der igen og igen synger " Du er min øjesten".

Forinden har [Person A] og hendes mand, [Person B], haft lange grundige samtaler for og imod at blive en plejefamilie.

De har hen over 10 aftener deltaget i et kursus for kommende plejefamilier for at finde ud af, hvad det er, de går ind til.

Da de træffer deres beslutning, ved de, at der ikke er nogen vej tilbage.

Der er ingen returret på et barn.

Da [Person A] kommer hjem til familiens hus, der ligger med store marker som naboer i udkanten af Hedensted, løber den lille lyshårede dreng hjemmevant rundt på den store gårdsplads med det samme.

Han er en lille tillidsfuld gut, og [Person A] kan ikke lade være med at studse over, at han ikke har hjemve og græder.

Heller ikke, da han ligger i sin nye seng om aftenen, er der tårer.

[Person A] betragter ham i mørket og undrer sig stille.

Men det skal vise sig, at [X] aldrig græder.

Hverken af hjemve, eller når et knæ bløder.

Til gengæld gemmer barnekroppen på en masse aggressioner.

Første gang, [Person A] og [Person B] oplever det, er, da han med sine små buttede hænder holder fast om struben på familiens schæferhund.

Han sitrer og kan ikke slippe igen.

Ringer telefonen, farer han rundt om spisebordet og smider med tingene.

Det samme sker, hver gang [Person A] tænder for støvsugeren.

Det er mere eller mindre umuligt for hende at lave noget praktisk arbejde i huset, for hun har [X] i sin hånd det meste af dagen.

Som dagplejemor i knap syv år har [Person A] aldrig oplevet noget lignende.

Brug for aflastning

Men hun kæmper videre sammen med [Person B] og deres tre teenagebørn [Person C], [Person D] og [Person E].

Hun laver små piktogrammer og hænger dem på væggen, så [X] kan gå over og se på billederne, hvad der skal ske, når han er stået op.

Hun forsøger så vidt muligt at skabe struktur i hans kaotiske hoved, hvor den mindste afvigelse kan få hans verden til at vælte og frustrationerne får frit løb.

Da [X] er fire år, lufter en psykolog for første gang sin mistanke om, at [X] viser tegn på adhd.

Han begynder et halvt år senere i en Rudolf Steiner-børnehave, hvor han får en støtteperson, men han går der ikke længe, før pædagogerne indser, at de ikke kan rumme ham alligevel.

Han kommer derfor i en specialbørnehave, hvor pædagogerne højst må passe ham i tre timer ad gangen, før de skal aflastes - personalet kan ikke holde til mere.

Så må [Person A] igen tage over.

Selv om familiens børn holder utrolig meget af [X] og betragter ham som deres lillebror, er han medårsagen til, at sønnen [Person D] vælger at flytte hjemmefra i en kort periode, da han fylder 18 år.

[X] fylder simpelthen for meget derhjemme.

[Person A] og [Person B] kan også mærke, hvordan nogle af vennerne trækker sig.

- Vi kunne jo ikke slappe af, når vi havde gæster.

Vi var nødt til at være på [X] hele tiden.

Jeg glemmer aldrig en gang, vi havde nogle venner på besøg og sad her ved spisebordet.

Pludselig kunne jeg se, hvordan hans legetøj fløj ned forbi stuevinduet, fortæller [Person A] - i dag med et lille smil på læben, som alligevel hurtigt forsvinder.

For bagefter var [X] dybt ulykkelig over, at han havde gjort det og ødelagt legetøjet.

En dag rammer [Person A] muren.

Hun kan ikke mere - batteriet er fladt.

Hun er begyndt at tabe sit lange hår, hendes lunte er kort over for [Person B] og de store børn, og hun er usigeligt træt.

Hun begynder hos en psykolog, der siger, at hun er nødt til at redde sig selv først, før hun kan redde [X].

[Person A] hører, hvad han siger, men løsningen virker fuldstændig usandsynlig.

- Vi kan da ikke give op.

Vi vidste fra begyndelsen, at det her var for altid, tænker [Person A].

Bor på børnehjem

På det tidspunkt er [X] lige fyldt syv år, og kommunen indvilger i at gennemføre familiens længe ønskede udredning af [X].

Børnepsykiatrisk afdeling på Kolding Sygehus skriver fem diagnoser ind i journalen - den mest markante er adhd.

At han har brug for professionel hjælp, er ingen længere i tvivl om.

Det besluttes i samråd med kommunens sagsbehandlere, at [X] skal flytte ind på en institution, hvor der er kompetente fagfolk og medicin, der kan tøjle hans vanskeligheder.

Familien indgår en aftale med kommunen om, at de får [X] hjem hver anden weekend og i ferierne.

Nu er det [Person A], der skal pakke [X]s tøj og legesager sammen, men hun nægter at fjerne det hele.

Værelset skal stå parat til ham, når han kommer hjem på weekend.

Det skærer ubarmhjertigt i hjertet på [Person A] og [Person B], da de må forklare deres lille uvidende plejedreng om, at han ikke længere skal bo hos dem, og da de kører af sted mod Ry, hvor institutionen ligger, med [X] på bagsædet, er de flere gange tæt på at vende om og køre hjem igen.

Men de ved, at det er for [X]s eget bedste, at han får den rigtige hjælp.

Da [X] er afleveret, pakker en knust [Person A] en taske til sig selv og kører ud til familiens campingvogn, hvor hun bor alene i en hel uge, før hun kommer hjem igen.

Gensynsglæden er ubeskrivelig, da [X] kommer hjem på weekend første gang.

Han kaster sig i familiens arme, og til hans store glæde har han stadig sit eget værelse.

Selv om han nu er syv år, er han ikke blevet for stor til at kravle ind under dynen til [Person A] og lægge sin kind mod hendes og sove videre, da han næste morgen vågner tidligt.

I dag er [X] 11 år og bor stadig på institution.

Han kommer fortsat kun på weekend hos [Person A] og [Person B], og sådan vil det nok fortsætte med at være.

For selv om [Person A] og [Person B] mange gange har ønsket at tage ham hjem igen på fuldtid, tør de ikke af frygt for, at de ikke kan magte ham alligevel.

Og det vil de ikke udsætte ham for.

- Uanset hvor, han bor, vil han altid høre til vores familie.

Vi vil kæmpe for ham og for, at han får den bedste hjælp i livet, fastslår [Person A].

[X]S STORE DRØM

Drømme kan man have mange af, når man er 11 år.

Men for [X] har der altid været et ønske, der stod øverst på ønskesedlen før trommesæt, racerbil og diskokugle.

Nemlig ønsket om at opleve Disneyland i Paris.

[Person A] skrev derfor til Børnehjælpsdagen, der har en Drømmebank, der opfylder anbragte børns drømme, hvori hun fortalte om [X], der, lige fra de fik ham i pleje, har talt om Disneyland.

Drømmebanken valgte at opfylde hans ønske, og til september tager [Person A], [Person B] og [X] til Paris.

Kort om Børnehjælpsdagens Drømmebank: - Drømmebankens formål er at give anbragte børn og unge ekstraordinære oplevelser og opfylde drømme, som ellers ville være uopnåelige uden hjælp udefra.

- Drømme i Drømmebanken kan både være personlige eller til fordel for en hel institution.

- Alle anbragte børn og unge i Danmark kan sende en drøm ind til Børnehjælpsdagens Drømmebank.

- Sidste år opfyldte Drømmebanken 50 drømme, som i alt 206 anbragte børn fik glæde af.

- Drømmene opfyldes i samarbejde med virksomheder, fonde og private bidragsydere.

- Har du lyst til at støtte Børnehjælpsdagens Drømmebank, kan du indbetale et bidrag på kontonummer 9173-6402399.

Alle bidrag går ubeskåret til opfyldelse af drømme.”

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] er mor til den i artiklen omtalte [X] og deler den fælles forældremyndighed med dennes far.

[Klager] har anført, at Ude og Hjemme har bragt den påklagede artikel, der omhandler hendes søn, uden hendes samtykke.

Ved telefonhenvendelse spurgte [Person A], der er aflastningsperson for klagers søn, forud for artiklens offentliggørelse, om [Klager] kunne godkende at artiklen blev bragt.

Klager svarede i den forbindelse, at hun ville vende tilbage med svar.

Senere sendte [Klager] en SMS til [Person A], hvor hun meddelte, at hun ikke kunne give samtykke til publicering af artiklen, som klager havde haft lejlighed til at læse i mellemtiden.

Sønnens far, som havde meddelt samtykke til offentliggørelsen af artiklen, blev ligeledes meddelt, at [Klager] ikke ønskede, at artiklen blev bragt.

Dette oplyste faderen også journalisten bag artiklen.

Efterfølgende meddelte [Person A] [Klager], at det var for sent ikke at samtykke, og at [Klager] og sønnens fader allerede havde underskrevet en samtykkeerklæring med bostedet om børnehjælpsdagen.

Socialrådgiveren har herefter orienteret [Klager] om, at den samtykkeerklæring, [Person A] henviste til, ikke omhandler [Person A], og samtidig var den for gammel.

Desuden fremgår det af samtykkeerklæringen, at der ikke gives lov til at bringe sønnen [X] i offentlige medier.

Artiklen omhandler hele forløbet i forbindelse med anbringelsen hos [Person A] samt forløbet omkring anbringelsen på bostedet.

Oplysningerne er krænkende for såvel [Klager] som mor som for hendes søn.

En offentlig udstilling som den, der er sket med artiklen, bør ikke kunne ske uden samtykke fra begge forældre.

2.2 Ude og Hjemmes synspunkter

Ude og Hjemme har anført, at bladet har tilsagn til artiklens offentliggørelse fra den ene indehaver af forældremyndigheden, fra plejeforældrene og fra den 11-årige dreng selv, hvilket efter mediets opfattelse er tilstrækkeligt og forsvarligt grundlag at skrive artiklen på.

I artiklen fremstilles et væsentligt og interessant problem uden at udstille nogen negativt.

[Klager]s rolle i artiklen er meget lille, hun er ikke identificeret, og hun er ikke tillagt nogen negative egenskaber.

Det er således alene en sag om, hvorvidt en delt forældremyndighed skal forhindre et medie i at skrive en artikel som den omhandlede, når både faderen og plejefamilien er interesseret i at få historien frem.

Ude og Hjemme har videre oplyst, at artiklen er fjernet fra www.udeoghjemme.dk uden at dette dog er en imødekommelse af [Klager]s påstand om, at Ude og Hjemme skulle have handlet i strid med god presseskik.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at der bør udvises særlige hensyn over for børn og andre personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser eller anden medvirken.

Ved offentliggørelse af interview eller lignende bør forældresamtykke indhentes, når emnets karakter og den mindreåriges alder taler herfor.

Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at Ude og Hjemme forud for offentliggørelsen af artiklen ”[Person A] sendte plejesøn på institution

JEG MÅTTE HAVE HJÆLP TIL [X]” indhentede gyldigt samtykke fra den ene forældremyndighedsindehaver, [X]s fader.

Der blev ikke indhentet gyldigt samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, [Klager], der er moder til [X].

Det lægges derimod til grund, at [X]s fader oplyste til journalisten fra Ude og Hjemme, at [Klager] ikke ønskede at give sit samtykke.

Pressenævnet finder det på den baggrund kritisabelt, at Ude og Hjemme bragte den påklagede artikel indeholdende oplysninger om [Klager] og hendes umyndige søns personlige og private forhold, uden forinden at have indhentet [Klager]s samtykke.

Det forhold, at Ude og Hjemme havde tilladelse fra de tidligere plejeforældre (nuværende aflastningsfamilie) samt den 11-årige selv ændrer ikke herved.

Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ude og Hjemme.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre følgende

” [ Rubrik]

Pressenævnet kritiserer Ude og Hjemme

[Underrubrik]

Historien om et plejebarn blev offentliggjort, uden at moderen havde givet lov til det.

[Tekst]

I juli bragte Ude og Hjemme artiklen ”[Person A] sendte plejesøn på institution

Jeg måtte have hjælp til [X]”.

Ude og Hjemme havde fået lov at bringe artiklen af drengens biologiske far.

Men barnets biologiske mor havde ikke givet Ude og Hjemme lov.

Den biologiske far havde tilmed fortalt journalisten, at moderen ikke ønskede artiklen bragt.

Pressenævnet understreger, at det i den type artikler er god presseskik at få ja fra begge forældre.

Det havde Ude og Hjemme ikke fået.

Derfor kritiserer Pressenævnet Ude og Hjemme.

Hele kendelsen kan læses på www.pressenaevnet.dk”

Afgjort den 27. august 2013