Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00479

Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00479

Resumé

I artiklen ”Forskere kæmper om ære og penge” tillagde Politiken professor [Klager] en holdning, han ikke havde.

Dagen efter rettede avisen fejlen på side 2 under ”Fejl og ¨Fakta”.

Pressenævnet finder, at det er godt nok, og siger også, at det ikke er Politikens skyld, at andre medier ikke har opdaget rettelsen, men blot viderebragt fejlen.

Derfor får Politiken ikke kritik af Pressenævnet.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.

Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at lytterne og læserne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.

Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at Politiken – som erkendt – i den påklagede artikel har tillagt [Klager] en ukorrekt holdning.

Pressenævnet finder, at berigtigelsen dagen efter i spalten ”Fejl og Fakta” på side 2 i 1. sektion i tilstrækkeligt omfang berigtiger forholdet.

At den fejlagtigt citerede udtalelse efter offentliggørelsen af berigtigelsen er blevet bragt i andre medier kan ikke ændre herved.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Redaktøren er derfor berettiget til at beslutte, at avisen ikke vil bringe hele korrespondancen med klager.

Pressenævnet finder ikke, at Politiken har overskredet denne redigeringsret ved at udelade dele af korrespondancen mellem mediet og klager.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Politiken den 23. maj 2013, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Politiken bragte den 23. maj 2013 artiklen ”Forskere kæmper om ære og penge” med underrubrikken ”FORFATTERSKABER I universitetsverdenen er der gået inflation i at stå som forfatter på flest muligt videnskabelige artikler”.

Af artiklen fremgik følgende

”Det var slet ikke faldet ph.d.-studerende [Person A] ind, at en videnskabelig artikel, han ville skrive ud fra sit ph.d.-projekt, skulle have flere forfattere end ham selv, hans vejleder og den undervisningsassistent, der hjalp til.

Men da han skulle have godkendt sin synopsis i styregruppen i Opus-centret, hvor han skriver sin ph.d., fik han at vide, at yderligere to forskere skulle være medforfattere.

»Jeg blev overrasket, også fordi der ikke var nogen dialog om det, men det blot blev kommunikeret til mig, at det er sådan, det bliver.

Derudover kunne jeg ikke forstå kriterierne for, hvorfor de skulle stå som medforfattere«, siger [Person A].

[Person A] er ph.d.-studerende ved professor [Klager]s Opus-center under Københavns Universitet, hvor der forskes i Ny Nordisk Hverdagsmad.

Her har han netop færdiggjort sin afhandling, der handler om danskernes lyst til at spise ny nordisk hverdagsmad, og hans artikel bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt de medvirkende i et studie under Opus-projektet.

Derfor skal de to sundhedsvidenskabelige medarbejdere, der har stået for det studie, nævnes som medforfattere til [Person A]s artikel, fik han at vide.

På det sundheds og naturvidenskabelige område er det ikke unormalt med 10-15 medforfattere på en videnskabelig artikel.

Men inden for samfundsvidenskaben, som [Person A] kommer fra, er titlen som medforfatter mere kostbar.

»Her er holdningen, at hvis der er mere end tre forfattere på en artikel, har du ikke lavet dit arbejde selv, og så skal du tage dig sammen«, siger han.

I universitetsverdenen er presset efter at publicere videnskabelige artikler så stort, at der er mange, der ufortjent optræder som medforfattere på videnskabelige publikationer.

Det siger professor Peter Sandøe, der er medansvarlig for ph.d.- kurserne i god videnskabelig praksis på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Desuden er han næstformand for universitetets Praksisudvalg.

»Der er overhovedet ingen tvivl om, at en del af dem, der i dag står som medforfattere, reelt ikke burde stå der.

Det ved jeg fra utallige samtaler med kolleger og yngre forskere, og det er dokumenteret i internationalt undersøgelser«, siger han.

»Der er rigtig store problemer i, at man har forfatterskaber, man ikke har gjort sig fortjent til.

Man giver forskningsbevillinger og stillinger på baggrund af antallet af publikationer, og hvis nogen snyder med dem, er det med til at skævvride systemet«, siger Peter Sandøe.

Accepterede krav

I [Person A]s tilfælde accepterede han efter nøje overvejelser at udvide forfatterskabslisten med de to forskningsmedarbejdere.

Det er han glad for i dag, da det viste sig, at de kunne bidrage med gode faktuelle indspark til artiklen.

Men han undrer sig over, at Opus' styregruppe ville skrive flere på som medforfattere, og han ærgrer sig over, at centret ikke fra start oplyste om dets retningslinjer.

I 2007 oplevede ph.d.-studerende [Person B] et lignende pres for at få flere medforfattere på en af sine publikationer.

Da hun orienterede centerledelsen om sin publikation, var svaret, at [Klager] og to øvrige forskere burde tilføjes som medforfattere.

»Jeg opfattede det ikke, som om de havde noget imod mig eller mit arbejde, men som om de mente, at jeg havde overtrådt nogle regler for almindelig praksis«, siger [Person B] til Universitetsavisen.

Det nægtede hun, og sagen røg videre til Københavns Universitets praksisudvalg, hvor hun vandt den.

Forskere konkurrer om penge

Konkurrencen om at markere sine forskningsresultater gennem publikationer er høj inden for universitetsverdenen.

Med god grund.

Forskernes løn, men også muligheden for at få penge fra for eksempel fonde afhænger af, hvor mange publikationer der produceres, og ikke mindst derfor er det problematisk, at der er gået inflation i at være medforfatter, mener Peter Sandøe.

I dag måles forskere helt systematisk ud fra deres publikationer i forhold til den såkaldte Journal Impact Factor eller h-indekset.

Disse mål kan bruges som parameter, når der skal tildeles penge til projekter eller gives løntillæg »Moderne forskere går ikke med penisfuteral - de har et cv og en h-factor«, siger Peter Sandøe.

Han sammenligner inflationen i medforfatterskaber med udviklingen inden for cykelsport.

Alle snyder lidt.

Alle får noget ud af det.

Ingen siger noget højt.

»Folk, der er gode venner med hinanden, hjælper hinanden.

Hvis de deles om forfatterskaberne, bliver alle løftet.

Det er win win hele vejen rundt.

Men det er at pynte sig med lånte fjer, og det har den konsekvens, lidt ligesom i cykelsport, at folk, der er ærlige, taber«, siger han.

På Opus-centret siger centerdirektør [Klager], at forfattertitler bliver fordelt strategisk og ikke ud fra reel arbejdsindsats.

»I Opus er udgangspunktet - og det skal det altid være - at man skal have tilført en værdi til artiklen for at få et medforfatterskab«, siger [Klager].

»Når det er et tværvidenskabeligt samarbejde, som Opus er, så handler det jo netop om at arbejde sammen - ikke at sidde i hvert sit hjørne og fortolke resultater ud fra en enkelt dimension«, siger han.”

Den 24. maj 2013 bragte Politiken en berigtigelse i spalten ”Fejl og Fakta” på side 2 i første sektion.

Af denne fremgik følgende

”Forfatterskaber.

På side 8 i torsdagsavisens 1. sektion omtalte vi forskeres kamp for at få deres navn som forfatter på flest mulige videnskabelige publikationer.

I den forbindelse interviewede vi centerleder og professor [Klager], og i omtalen af hans Opus-center var ordet ’afviser’ blevet erstattet med et ’siger’ på et meget uheldigt sted.

Af artiklen fremgår, at [Klager] siger, at hans center fordeler medforfatterskaber til forskere, uden skelen til om forskerne rent faktisk har ydet en arbejdsindsats.

Men der skulle rettelig stå, at »På Opuscentret afviser centerdirektør [Klager], at forfattertitler bliver fordelt strategisk og ikke ud fra reel arbejdsindsats «.

Vi beklager fejlen.”

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har anført, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at citere ham for det modsatte af, hvad han i kontakten med mediet klart har udtrykt.

Fejlen er erkendt og berigtiget, men da der er tale om en grov omskrivning, og da det fejlagtige udsagn har spredt sig til artiklerne ”Forskere laver vennetjenester som aldrig før” bragt i Politiken den 28. maj 2013 og ”Usund inflation i medforfatterskaber” bragt på FORSKERforum.dk den 3. juni 2013, har det resulteret i betydelig skade for klagers anseelse.

Kontakten mellem Politiken og klager er foregået på e-mail.

Politikens journalist bærer således det fulde ansvar for, at klager i artiklen tillægges en udtalelse, som reelt fastslår, at klager overtræder alle videnskabsetiske publikationsregler, uagtet at han i sit skriftlige svar redegør for, at der er tale om præcis den modsatte praksis.

[Klager] finder det desuden påfaldende, at stort set ingen af hans svar fra e-mail-korrespondancen med Politiken er blevet bragt i artiklen. 90 % af interviewet med ham ignoreres i artiklen.

Indsættelsen af ordet ”siger” i forbindelse med klagers udtalelser synes at være nødvendig for at artiklen får substans og mening.

Der er derfor stærke indicier for, at der er tale om en forsætlig handling.

2.2 Politikens synspunkter

Politiken har indledningsvist erkendt og beklaget, at [Klager] blev tillagt en forkert holdning i den påklagede artikel.

Mediet afviser at have været i ond tro eller at have begået fejlen forsætligt.

Der er sket en stærkt beklagelig, men simpel redigeringsfejl, idet der i det manus, der blev sendt til redaktionssekretariatet manglede et verbum, hvorefter sekretariatet indsatte ordet ”siger” uden at sikre sig, at det var det korrekte ordvalg.

Politiken bragte dagen efter offentliggørelsen af den påklagede artikel en berigtigelse i spalten ”Fejl og Fakta”.

For at læserne hurtigt kan gøre sig bekendt med fejl og beklagelser bringes denne spalte på en fast plads på side 2 i 1. sektion.

Alternativet til dette ville være at bringe berigtigelser inde i bladet, hvor fejlene har optrådt, men dette ville indebære, at læserne nemt kunne overse en rettelse.

Rettelsen er desuden tilføjet artikeldatabasen Infomedia.

Hverken klager eller det fejlagtige udsagn er nævnt i artiklen ”Forskere laver vennetjenester som aldrig før” i Politiken fra den 28. maj 2013.

Det kan heller ikke lægges Politiken til last, at FORSKERforum har valgt at gengive det forkerte udsagn uden at kontrollere oplysningen, eller uden at citere [Klager] direkte.

Hvad angår [Klager]s klage over, at en lang række af hans udtalelser ikke fandt vej til artiklen, har Politiken henholdt sig til redigeringsretten.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår.

Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at lytterne og læserne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.

Efter parternes oplysninger lægges det til grund, at Politiken – som erkendt – i den påklagede artikel har tillagt [Klager] en ukorrekt holdning.

Pressenævnet finder, at berigtigelsen dagen efter i spalten ”Fejl og Fakta” på side 2 i 1. sektion i tilstrækkeligt omfang berigtiger forholdet.

At den fejlagtigt citerede udtalelse efter offentliggørelsen af berigtigelsen er blevet bragt i andre medier kan ikke ændre herved.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik.

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Redaktøren er derfor berettiget til at beslutte, at avisen ikke vil bringe hele korrespondancen med klager.

Pressenævnet finder ikke, at Politiken har overskredet denne redigeringsret ved at udelade dele af korrespondancen mellem mediet og klager.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik.

Afgjort den 27. august 2013