SU - ansøgningsfrist - tilbagevirkende kraft - mulighed for at rette faktuel oplysning
Statutory Text (3 Articles)
SU - ansøgningsfrist - tilbagevirkende kraft - mulighed for at rette faktuel oplysning
En studerende kunne ikke ved en ændringsansøgning i november opnå ret til udeboendesatsen i oktober og september.
Der kunne således ikke søges om ændring af SU med "tilbagevirkende kraft".
Den studerende havde ret til udeboendesatsen i november, da den faktiske bopælsændring var sket tidligere end november, og da den studerende i november havde indgivet ansøgning om SU med udeboendesats.
Den studerende havde ikke fortabt retten til udeboendesatsen i november, selv om den studerende i sin ændringsansøgning havde tastet en forkert flyttedato.
Din klage vedrørende afslag på SU med udeboendesats
I brev modtaget 10. januar 2012 har du klaget over Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøttes (herefter: styrelsen) afgørelse af 23. december 2011 om, at du ikke har ret til SU med udeboendesats i september, oktober og november 2011.
Ankenævnets afgørelse
Nævnet ændrer styrelsens afgørelse vedrørende din ret til SU med udeboendesats i november 2011, således at du har ret til SU med udeboendesats i november 2011.
Du har fortsat ikke ret til SU med udeboendesats i september og oktober 2011.
Begrundelse
SU-loven (lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 38 b.
[…]
Stk. 2.
Uddannelsesstøtte udbetales forud i månedlige rater, jf. dog §§ 38 c og 38 d, og kan tidligst udbetales fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgning om støtte er modtaget […]
Forarbejderne til lov nr. 1408 af 27/12/2008, der indførte § 38 b (som videreførte tidligere regler med lignende indhold), indeholder bl.a. følgende bemærkninger (uddrag)
"Herefter kan SU tidligst gives fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgning herom er modtaget i minSU eller – for så vidt angår ansøgninger i papirform – på uddannelsesstedet.
Dette indebærer, at SU ikke kan tildeles og udbetales med tilbagevirkende kraft.
[.
.
.
]”
SU-bekendtgørelsen (dagældende bekendtgørelse nr. 455 af 08. juni 2009, nu bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012) indeholder bl.a. følgende bestemmelser (uddrag)
§ 34.
Den uddannelsessøgende kan søge om ændring af foreløbigt tildelt uddannelsesstøtte, hvis
1) den uddannelsessøgende opfylder betingelserne for at få stipendium efter udeboendesats, [.
.
.
]
Stk. 2.
I det tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, sker reguleringen tidligst fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgningen er modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem, og tidligst fra begyndelsen af den måned, der følger efter den måned, hvor ændringen er sket.
Reguleringen sker dog fra den 1. i en måned, hvis den uddannelsessøgende flytter den 1. i måneden.
[.
.
.
]
Persondataloven (lov nr. 429 af 31/05/2000 med senere ændringer) indeholder blandt andet følgende bestemmelse (uddrag)
§ 37.
Den dataansvarlige skal berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig urigtige [.
.
.
]
Tilbagevirkende kraft
Reglen i SU-lovens § 38 b, stk. 2, opstiller således – i forlængelse af de øvrige almindelige regler for, hvornår en studerende har ret til SU i en given måned – en supplerende almindelig regel om, under hvilke betingelser en studerende har ret til SU for en given måned.
Ifølge lovens § 38 b, stk. 2, har ansøgningstidspunktet betydning for retten til SU på den måde, at det er en betingelse for at opnå ret til SU fra og med en given måned, at den studerende indgiver sin ansøgning senest i den samme måned.
Ved lovens § 38 b, stk. 2, er muligheden for at opnå ret til SU for en given måned således helt afskåret, når den studerende ikke senest ved den måneds udgang har indgivet ansøgning.
Dette gælder ligeledes ved ansøgning om ændring af foreløbigt tildelt uddannelsesstøtte.
Da du den 20. august 2011 indsender en ansøgning om SU med hjemmeboendesats fra september, tildeles du SU med hjemmeboendesats fra september 2011.
Som det fremgår af ovenstående, kan SU ikke tildeles med tilbagevirkende kraft.
Din oplysning om, at der er tale om en fejl fra din side, kan ikke ændre ved det faktum, at du har søgt om SU med hjemmeboendesats, og derfor får udbetalt dette frem til en ny ansøgning indsendes.
Nævnet tiltræder derfor som udgangspunkt styrelsens afgørelse om, at du ikke kan få reguleret din SU med tilbagevirkende kraft.
Vedr.
retten til SU med udeboendesats i november 2011
Ankenævnet finder dog, at du har ret til SU med udeboendesats i november 2011, hvor du søger herom.
Den 10. november 2011 indsender du en ansøgning om SU med udeboendesats.
Du angiver, at du ændrer bopælsstatus fra hjemmeboende til udeboende, og du noterer datoen 7. november 2011 som den flyttedato, du har oplyst til folkeregisteret.
Styrelsen regulerer herefter din SU til udeboendesats fra december 2011.
Du har i CPR været tilmeldt den adresse, hvor du er udeboende siden 3. juni 2011.
Styrelsen har udbetalt dig SU med udeboendesats fra december 2011 af den grund, at du har tastet flyttedatoen 7. november 2011, jf. SU-bekendtgørelsens § 34, stk. 2, hvoraf fremgår, at reguleringen sker tidligst fra begyndelsen af den måned, der følger efter den måned, hvor ændringen - dvs. flytningen og tilmeldingen til folkeregisteret - er sket.
Da der ikke er tale om den faktiske flyttedato, finder ankenævnet, at der ikke kan lægges vægt på denne dato ved reguleringen af din SU.
Nævnet finder således, at du har ret til SU med udeboendesats i november 2011, jf. reglen i SU-bekendtgørelsens § 34, stk. 2.
Heraf fremgår, at reguleringen sker tidligst fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgningen er modtaget i styrelsens selvbetjeningssystem.
§ 34 udelukker således ikke ret til udeboendesatsen i den måned, blot fordi du har tastet en forkert dato, så længe ansøgningen er modtaget inden for samme måned.
Nævnet ændrer styrelsens afgørelse for så vidt angår november 2011 og finder, at du har ret til SU med udeboendesats for november 2011, hvor du indgav en ansøgning om at få SU med udeboendesats.
Nævnet bemærker i øvrigt, at du ifølge persondatalovens § 37, stk. 1 har haft ret til at få berigtiget oplysninger, der viser sig urigtige.
Sagsfremstilling
Du har i ansøgning om SU med hjemmeboendesats af 20. august 2011 under punkt 3 i skemaet oplyst, at du bor på samme adresse som dine forældre eller den ene af dem.
Du har i ansøgning om SU med udeboendesats af 10. november 2011 under punkt 12 i skemaet oplyst, at du flytter fra hjemmeboende til udeboende, og at du har anmeldt flyttedatoen 7. november 2011 til folkeregisteret.
Du har i brev af 12. december 2011 henvendt dig til styrelsen og ansøgt om at få udbetalt differencen mellem SU-satsen for hjemmeboende og udeboende for perioden september, oktober og november 2011.
Dette på baggrund af at du ved en fejl har søgt om SU med hjemmeboendesats i august 2011 på trods af, at du ikke var hjemmeboende.
Du har anført, at du opdager fejlen i oktober, hvorfor du retter henvendelse til din studievejleder for at få rettet fejlen.
Du anfører, at du ikke selv ville sende en ny ansøgning med oplysning om, at du var flyttet fra hjemmeboende til udeboende [formuleringen fra punkt 12 i ansøgningsskemaet] , da denne oplysning ville være usand.
Du anfører, at din studievejleder var en måned om at få kontakt til styrelsen, og du derfor først den 10. november 2011 får oplysning om, at du kun selv kan rette din bopælsstatus ved at sende et nyt ansøgningsskema på minSU.
Styrelsen har ved brev af 23. december 2011 meddelt dig afslag på din anmodning om udbetaling af differencen mellem SU-satsen for hjemmeboende og udeboende for perioden september, oktober og november 2011.
Styrelsen oplyser dig, at du først kan modtage SU med udeboendesatsen, når du har registreret dig som udeboende i minSU-systemet.
Styrelsen henviser til reglerne i SU-bekendtgørelsens § 34, hvorefter at SU med enten hjemmeboende- eller udeboendesats tidligst kan tildeles fra begyndelsen af den måned, hvor ansøgningen er modtaget.
Du har i e-mail af 10. januar 2010 sendt en klage til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger og vedlagt dit brev af 12. december 2011, som du ligeledes sendte til styrelsen i december 2011.
Styrelsen har i brev af 21. september 2012 videresendt sagen sammen med en udtalelse til ankenævnet.
Styrelsen fastholder, at din SU ikke kan reguleres med tilbagevirkende kraft.
Ankenævnet har ved brev af 23. oktober 2012 fremsendt sagens akter til dig, således at du havde lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.
Ankenævnet har ikke modtaget bemærkninger fra dig i den anledning.